De lover klimaneutralitet. De planter træer. De taler om ansvar, bæredygtighed og en grøn fremtid. Sandheden er dog, at nogle af verdens største virksomheder bag lukkede døre modarbejder netop de klimaforbedringer, som de offentligt siger, at de støtter.
At der foregår lobbyisme mod klima- og miljøpolitik er ikke nogen konspirationsteori. Det er en dokumenteret strategi, som bruges af store virksomheder til at beskytte deres indtjening, selv hvis det betyder, at de skal forsinke eller fordreje klimatiltag. Her vil vi se nærmere på fire selskaber, der ikke blot udgør en stor klimabelastning, men som aktivt arbejder for at forhindre nye regler og lovgivning, der kan ændre status quo.
ExxonMobil
ExxonMobil er en af verdens største olie- og gasvirksomheder. Det er også en af de mest aggressive lobbyaktører mod klimaregulering. Selvom selskabet i dag officielt støtter CO₂-afgifter og Paris-aftalen, viser analyser fra InfluenceMap, at ExxonMobil fortsat forsøger at underminere politiske klimaudspil.
Financial Times oplyser, at ExxonMobil i år opfordrede Donald Trump til at bruge handelsaftaler til at blokere EU’s kommende lov om ansvarlighed i forsyningskæder. Denne lov har til formål at sikre, at virksomheder bedre undgår at medvirke i transaktioner, som i sidste ende indebærer miljøskader eller menneskerettighedskrænkelser. ExxonMobil har også støttet brancheorganisationer, der arbejder for at svække krav til metanreduktion og emissionsgrænser for fossile brændsler.
Hvad lever de af?
ExxonMobil leverer benzin, diesel, plastik, kemikalier og olieprodukter. Som dansker kan man støde på virksomheden ved tankstationer (f.eks. Esso), Mere indirekte finder man ExxonMobils tilstedeværelse i diverse plastprodukter, emballage og olie til fly og skibe.
Nestlé
Nestlé er verdens største fødevarevirksomhed og har offentligt forpligtet sig til klimaneutralitet i 2050. Alligevel viser en rapport fra Desmog og Changing Markets Foundation, at Nestlé deltager aktivt i lobbyindsatser, der har til hensyn at udvande eller forsinke klimapolitik, især inden for landbrug og metanregulering.
Nestlé har blandt andet støttet brancheorganisationer, der modarbejder skrappe krav til fødevareproduktionens klimaaftryk. Desuden har virksomheden presset på for at fremme forslag til mere frivillige klimainitiativer i stedet for at lade sig underkaste bindende regler.
Hvad lever de af?
Nestlé producerer et hav af kendte mærker: Nescafé, Nespresso, KitKat, Smarties, Nesquik, Cheerios, After Eight, Maggi, San Pellegrino, Purina (dyrefoder), samt modermælkserstatning og babymad. Danske forbrugere møder Nestlé i både supermarkeder og caféer.
En mørk historie
Nestlé er også blevet kritiseret for alvorlige etiske overtrædelser. I 1970erne og 80erne var virksomheden involveret i en stor skandale, fordi de markedsførte modermælkserstatning aggressivt til mødre i udviklingslande – ofte i områder uden adgang til rent vand. Det førte til spædbørnsdødsfald og underernæring. Det fremgik af rapporten The baby killer, som affødte en verdensomspændende boykot. Nestlé har også modtaget kritik for vandudvinding, børnearbejde i kakaoproduktion og brud på arbejdstagerrettigheder.
Amazon
Amazon har lanceret sin egen klimainitiativ, “The Climate Pledge”, og lover at blive CO₂-neutral i 2040. Bag kulisserne har virksomheden dog modarbejdet flere politiske tiltag, der kunne fremskynde den grønne omstilling.
I Oregon i 2023 lykkedes det Amazon at forhindre vedtagelsen af en lov, der ville have forpligtet nye datacentre til udelukkende at køre på vedvarende energi, oplyser CNBC. Amazon har også lobbyet for at svække krav til, hvordan virksomheder skal dokumentere deres energiforbrug og redegøre for oprindelsen af deres “grønne” el.
Hvad lever de af?
Amazon er verdens største e-handelsplatform og leverer alt fra bøger og tøj til elektronik, skyinfrastruktur (Amazon Web Services) og streamingtjenester. Danskere bruger Amazon især via bestillinger fra amazons hjemmeside eller indirekte via AWS, som ligger bag mange danske web- og streamingtjenester.
Koch Industries
Koch Industries er en af de mest indflydelsesrige virksomheder, når det gælder modstand mod klimapolitik. Siden 1990’erne har Koch-netværket finansieret tænketanke og politiske grupper, der benægter klimavidenskab eller arbejder imod klimalovgivning.
Koch har været med til at fjerne eller forhindre alt fra CO₂-afgifter til statslig støtte til solenergi og vindkraft i USA. De har desuden lobbyet mod internationalt samarbejde om klima og mod skærpede krav til industriens CO₂-udledning.
Hvad lever de af?
Koch Industries er involveret i olie, gødning, kemikalier, papirprodukter og tekstiler. De ejer blandt andet Georgia-Pacific (producent af toiletpapir og éngangsprodukter) og har store investeringer i fossil energi. Som dansk forbruger møder man dem sjældent direkte, men de er en vigtig aktør i globale forsyningskæder.
Din indflydelse som borger og forbruger
Det kan virke oplagt at boykotte virksomheder, der aktivt arbejder imod klimaforbedringer. Og ja, forbrugermagt betyder noget. Det er imidlertid ikke altid så enkelt.
Mange af disse selskaber ejer diverse datterselskaber og brands, og deres produkter er dybt integreret i globale forsyningskæder. Eksempelvis ejer Nestlé over 2000 brands. At undgå dem helt kræver både stor viden og vedholdenhed.
Derfor handler det også om:
- at være kritisk over for virksomheders politiske arbejde og ikke kun deres reklamer
- at støtte gennemsigtige virksomheder og organisationer, der dokumenterer reel klimahandling
- at presse politikere til at regulere lobbyisme og skabe mere åbenhed om det
- at dele viden og skabe opmærksomhed om, hvordan virksomheder bag kulisserne arbejder imod den omstilling, som de offentligt hævder at bakke op om
Klimakampen handler ikke kun om teknologi og forbrug. Den handler også om magt og indflydelse. Det er en kamp, der foregår i lovgivningslokaler og i lobbykontorer – og som vi som borgere bør kende til, hvis vi for alvor vil engagere os.