Den danske elsektor har en lang og farverig historie.
Allerede i slutningen af 1800-tallet blev de første elektricitetsværker etableret i de større byer, blandt andet med inspiration fra opfindelser og naturvidenskabelige fremskridt knyttet til H.C. Ørsted.
I begyndelsen var elproduktionen lokal og ofte kommunalt eller privat organiseret.
Mange mindre byer fik deres egne værker, og på landet opstod de første andelsselskaber, hvor forbrugerne i fællesskab ejede og drev elselskabet.
I det 20. århundrede blev sektoren gradvist mere centraliseret.
Større kraftværker – som eksempelvis H.C. Ørstedværket – producerede strøm til større geografiske områder, og højspændingsnet bandt landsdelene sammen.
Elsektoren var frem til 1990’erne præget af et såkaldt “naturligt monopol”.
Det gav ikke mening at have flere parallelle elnet i samme område, og derfor var produktion og distribution reguleret og ofte offentligt eller forbrugerejet.
Priserne blev fastsat administrativt og skulle dække omkostningerne – men ikke skabe store overskud.
Danmark havde i en årrække relativt lave og stabile elpriser sammenlignet med resten af Europa.
Systemet blev ofte fremhævet som effektivt og samfundsøkonomisk fornuftigt.
Liberaliseringen af elmarkedet
I 1990’erne skyllede en liberaliseringsbølge ind over Europa.
Inspireret af markedsøkonomiske idealer og EU-regulering besluttede et bredt flertal i Folketinget at liberalisere den danske elsektor.
Det liberaliserede elmarkedet blev formelt implementeret i Danmark i 1999.
Tanken var, at konkurrence mellem elproducenter og -leverandører ville føre til lavere priser, større effektivitet og mere innovation.
Produktionen og salget af el blev adskilt fra selve elnettet, som fortsat er et reguleret monopol.
Forbrugerne fik mulighed for frit at vælge elselskab, og nye private aktører trådte ind på markedet.
Hvor man tidligere automatisk købte strøm fra sit lokale værk, blev el nu en vare på et marked.
Prisen skulle i højere grad bestemmes af udbud og efterspørgsel – herunder internationale forhold som brændselspriser og elhandel på tværs af landegrænser.
Prisernes himmelflugt
Men udviklingen blev ikke helt som forventet.
I årene efter liberaliseringen steg elpriserne væsentligt – særligt for private husholdninger.
Ifølge tal fra Klima- og Energiministeriet var priserne i 2010 for små kunder steget med 107 procent siden liberaliseringen, mens store erhvervskunder “kun” oplevede stigninger på omkring 60 procent.
Den rene elpris – altså uden afgifter og moms – steg fra 25,2 øre i 2005 til 55,8 øre i 2009, en stigning på over 120 procent.
Politikere fra både højre og venstre krævede forklaringer, og flere pegede på, at det frie marked ikke fungerede optimalt.
Kritikere fremhævede, at der trods liberaliseringen kun var få store udbydere, og at konkurrencen derfor var begrænset.
Desuden var der jo stadig kun ét elnet, hvilket helt grundlæggende gjorde det meget svært at etablere den konkurrence, som ifølge liberaliseringens logik skulle føre til forbedret service og lavere priser.
Danmark blev i løbet af 00’erne et af de relativt dyre lande i EU, når det gjaldt elpriser.
Energibranchen afviste kritikken og pegede på stigende produktionsomkostninger, grøn omstilling og højere brændselspriser som forklaring.
Læs også: Højeste elpriser i et år: Hvem rammes – og hvem kan spare mest?
Nutidens forbruger må være kritisk
I dag er elmarkedet langt mere komplekst end før 1998.
Hvor man tidligere var en passiv forbruger med én fast pris, mødes man nu af variable timepriser, abonnementsordninger, spotpriser og forskellige tillæg.
Konkurrencen har betydet, at elselskaberne forsøger at differentiere sig gennem kreative prismodeller og markedsføring.
For nogle forbrugere giver det mulighed for at spare penge ved at flytte forbruget til tidspunkter, hvor strømmen er billig – typisk om natten eller når vinden blæser kraftigt.
Med udbredelsen af solceller og hjemmebatterier er nogle husholdninger endda blevet “prosumere” – både producenter og forbrugere.
Et hjemmebatteri kan oplades, når strømmen er billig, og bruges eller sælges tilbage til nettet, når prisen er høj.
Derfor kan man som el-kunde i dag blive meddistributør og opnå passiv indkomst ved at stille sit hjemmebatteri til rådighed for elnettet.
For mange andre opleves markedet dog som uoverskueligt.
Der har været eksempler på uklare kontrakter og vildledende markedsføring, og politisk har der været behov for at stramme reglerne for at beskytte forbrugerne mod svindel og urimelige vilkår.
Liberalisering kan åbenbart også blive for meget af det gode for myndighederne.
Situationen i dag
Liberaliseringen var en del af en bred politisk trend i 1990’erne og 00’erne, hvor markedsmekanismer af mange blev set som løsningen på ineffektiv offentlig drift.
Selv brancher som el- og vandforsyning, hvor der egentligt ikke er et naturligt grundlag for konkurrence, blev underlagt liberaliseringens rationalitet.
På nogle områder har konkurrencen skabt innovation og øget valgfrihed.
Man kan nu tracke sit elforbrug via apps og minimere sine omkostninger – og tilmed tjene penge på at sælge sin overskydende energi tilbage til elnettet.
Til gengæld kræver det også, at man som forbruger forholder sig mere kritisk og proaktivt til noget, som man tidligere ikke behøvede at tænke på.
Om det er en forbedring eller ej er en individuel vurdering.
