De skinner i regnbuens farver, når solens stråler rammer deres gennemsigtige kroppe. I mørket kan de pludselig lyse op med et blåligt skær, som små levende stjerner i havet.
Der er dog intet smukt ved den virkelighed, som dræbergoplen bringer med sig. Tværtimod er den blevet et symbol på et havmiljø i ubalance – og på de vidtrækkende konsekvenser, som menneskelig aktivitet kan have for økosystemerne under havets overflade.
En invasiv art med globale konsekvenser
Dræbergoplen, også kendt som amerikansk ribbegople (Mnemiopsis leidyi), stammer oprindeligt fra Nordamerikas østkyst.
Den blev første gang observeret i Danmark ved Nissum Fjord i 2005, men har siden bredt sig til Østersøen og de indre danske farvande. Med sin gennemsigtige krop og otte lysende ribber er den let at genkende – men langt sværere at kontrollere.
Historien viser, hvor alvorlige konsekvenser dræbergoplen kan få.
I 1980’erne invaderede den Sortehavet og bidrog til et kollaps i ansjosbestanden. Senere ramte den Det Kaspiske Hav, hvor også den værdifulde stør blev hårdt presset.
Disse områder minder på mange måder om Østersøen, idet de er lukkede farvande med intensiv menneskelig aktivitet og store mængder forurening.
Iltsvind skaber perfekte forhold for gopler
Iltsvind er allerede et omfattende problem i danske farvande. Store mængder kvælstof fra især landbruget fører til kraftig algevækst, som efterfølgende nedbrydes og forbruger ilten i vandet.
Fisk og bunddyr får svært ved at overleve – men ikke dræbergoplen. Tværtimod trives den netop under disse forhold.
Dræbergoplerne lever af bl.a. vandlopper, som er en vigtig del af fødekæden i havet.
Når goplerne æder vandlopperne, mister mange fiskene deres vigtigste fødekilde. Samtidig vokser mængden af den planteplankton, herunder døde alger som vandlopper ellers ville have filtreret, hvilket fører til endnu mere iltsvind. Dermed opstår en selvforstærkende ond cirkel.
Ocean jellification
Oven i købet viser forskning fra DTU Aqua, at dræbergoplen ikke bare overlever iltsvind bedre end de fleste andre dyr – den reagerer ved at formere sig endnu hurtigere.
Det vil altså sige, at dens tilstedeværelse på én gang fører til iltsvind og at den samtidig accelerer sin egen udbredelse.
Selv ved lave iltniveauer og i vand forurenet med olie klarer goplen sig bedre end fisk. Først ved iltmætning tæt på nul begynder den for alvor at få problemer.
Der er stadig meget, man ikke ved med sikkerhed om dræbergoplerne, men der er indikationer på, at de også klarer andre former for kemisk forurening bedre end fisk.
Udviklingen indgår i et større mønster kaldet som “ocean jellification”. Det er en betegnelse for den situation, vi ser, hvor gopler generelt bliver mere dominerende i verdenshavene.
Klimaforandringer, overfiskeri og forurening svækker fiskebestandene, mens goplernes robusthed giver dem en klar fordel i kampen om plads og føde.
Fra Australien til de arktiske områder oplever voksende mængder gopler, der kan påvirke havene på uforudsigelige måder.
Ny lov skal tackle landbrugets udledninger
Trods de dystre udsigter findes der håb. I dræbergoplens hjemområder i USA har man set, at bedre vandmiljø og lavere næringsstofudledning kan vende udviklingen.
En nyligt vedtaget politisk aftale i Danmark skal reducere kvælstofudvaskningen fra landbruget. På Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside fremgår det således:
“Aftalen introducerer en helt ny måde at regulere markernes udledning af kvælstof til vandmiljøet. Vi går fra at have fokus på, hvad der sker på markerne, til udledningerne af kvælstof til vandet, og hvad vandmiljøet kan holde til. Derfor vil landbrugerne fra 2027 få en kvote for deres udledninger ud fra, hvor meget deres vandopland skal begrænse udledningerne af kvælstof til vandet. Kvælstofkvoterne justeres i takt med, at der kommer nye målinger af, hvor meget kvælstofudledning vandmiljøet kan klare“
Om det er tiltrækkeligt til at få stoppet de tilpasningsdygtige gopler vil vise sig, men det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning.
