Den 1. oktober 2025 trådte det udvidede producentansvar for emballage i Danmark i kraft. Baggrunden er en EU-lovgivning, som kræver, at medlemslandene pålægger producenter det økonomiske og organisatoriske ansvar for, hvad der sker, når emballagen kasseres.
Det betyder kort sagt, at de virksomheder, der er omfattet af reglerne, skal registrere sig i et producentansvarsregister ved Dansk Producentansvar (DPA). Virksomhederne er selv ansvarlige for at sikre – og betale for – indsamling, sortering og genanvendelse af emballagen. Desuden skulle de pr. 1. oktober 2025 altså betale gebyrer, der dækker for indsamling og behandling af den brugte emballage
Virksomheder blev allerede i 2024 pålagt at registrere sig og indberette deres forventede emballagemængder i det ovennævnte DPA-register. Formålet med ordningen er at fremme cirkulær økonomi: Virksomheder får et økonomisk incitament til at reducere emballagemængden, vælge mere genanvendelige materialer og designe emballage, så den efter endt brug lettere kan genbruges eller genanvendes.
Modvilje fra erhvervslivet
Forventeligt nok har den nye ordning mødt kritik og modstand fra dele af erhvervslivet. Særligt bliver det økonomiske pres og de administrative byrder fremhævet. For eksempel skrev brancheorganisationerne Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri i fællesskab til miljøministeren og krævede “hurtig handling”. De argumenterede med, at omkostningerne skulle være “580 millioner kroner højere end først antaget”, og at ekstraregningen risikerer at ramme alle led i værdikæden, fra producent over grossist til detail.
Et andet stridspunkt er EUs kommende regler om et nyt pantsystem, der skal træde i kraft i 2030. Det indebærer bl.a., at 10% af alle flasker skal være “genpåfyldelige” og fra Bryggeriforeningen lyder det, at reglerne er ineffektive og vil tvinge Danmarks mange mikrobryggerier til at investere i lastbiler og vaskehaller – i stedet for vedvarende energi. Det vil i værste fald føre til, at flere mindre bryggerier må dreje nøglen om, vurderer branchen.
Udfordringer og “bøvl”
Kritikken fra erhvervslivet går altså både på de økonomiske og driftsmæssige udfordringer. For at imødegå disse problemer har Miljøministeriet besluttede, at de vil nedsætte et forum for virksomheder, der skal “mindske bøvl”, som det hedder i en pressemeddelelse på Miljøministeriets hjemmeside.
“Det nye forum skal bidrage med forslag til, hvordan reglerne for de danske virksomheders administration og ressourceforbrug kan forenkles inden for EU-retten. Anbefalingerne kan indeholde konkrete forslag til at lette administration, der f.eks. medfører væsentligt tidsforbrug, er udgiftsdrivende eller er produktionsbegrænsende“, fremgår det af pressemeddelelsen.
Miljøministeren selv udtaler om de nye regler, at “implementeringen har desværre vist sig langt mere bøvlet for virksomhederne, end intentionen var. Derfor nedsætter jeg nu et forum, hvor danske virksomheder kan komme med konkrete forslag til, hvordan vi forenkler reglerne. Vi kommer til at skulle tænke mere over vores forbrug af emballage i fremtiden, men det skal ikke ske på en måde, der er så bøvlet for virksomhederne, at den ender med at spænde ben for den grønne omstilling“.
Bøvl eller incitament?
På den anden side er det et erklæret formål med producentansvaret, at det skal fremme cirkulær økonomisk tænkning, og man kan spørge sig selv, om ikke overgangen fra en mere traditionel virksomhedsdrift til mere cirkulær drift i sagens natur vil være “bøvlet”? Dansk Industri skriver fx på sin egen hjemmeside om emballageansvaret: “Formålet er at tilskynde virksomheder og producenter til at bruge og importere emballage af miljørigtigt design, fordi omkostningerne til genanvendelse og genbrug af produkterne lægges over på producenterne“.
Som udenforstående kan man altså få det indtryk, at formålet med producentansvaret er at tilskynde virksomhederne til at blive mere bæredygtige – men det må altså samtidig ikke være så besværligt, at det bliver “produktionsbegræsende“, hvilket enhver form for negativt incitament kan siges at være. Det er meget svært at gennemskue, hvor grænsen mellem “tilskyndelse” og “bøvl” går.
Borgerne – har de samme indflydelse?
Samtidig kan man som borger i Danmark spekulere over, hvor denne politiske vilje til at afhjælpe “bøvl” er, når det drejer sig om privatpersoners eventuelle udfordringer med nye klimapolitiske tiltag. Eller i det hele taget politiske beslutninger, som ikke nyder folkelig opbakning. Der var fx stor folkelig modstand mod afskaffelsen af Store Bededag, og ifølge Børsen ønsker 60% af danskerne at genindføre helligdagen. Mette Frederiksens reaktion på vælgernes ønske om at arbejde mindre var: “Glem det, venner, glem det!“
Som vi så under kommunalvalgene tidligere i år, var der i mange udkantskommuner stor folkelig modstand mod bl.a. solcelleparker. Flere steder udmøntede det sig i vrede protestbevægelser. Det politiske svar er ofte, at borgerne skal inddrages i beslutninger (men ikke nødvendigvis have nogen reel medbestemmelse). Hvor er viljen til at forenkle regler og afhjælpe det “bøvl”, som alle danskere kan opleve i forbindelse med den grønne omstilling?
Tvetydig kommunikation
Når Miljøministeren er ude og sige, at producentansvar kan ende med at “spænde ben for den grønne omstilling”, hvis det er for bøvlet, sender han et tvetydigt signal til borgerne.
Det er logisk, at ineffektiv og dårligt udtænkt regulering er en unødig udfordring, som kan ramme visse virksomheder særligt hårdt – uden at det giver den store klimamæssige gevinst. Sådan er det også på lidt mindre niveau i husholdningerne. Nye affaldssorteringsregler for private medfører også “bøvl” i husholdningen. De borgere, der skal vænne sig til solcelleparker i deres tidligere mere naturlige omgivelser, synes sikkert også, at det er noget “bøvl”. Mange synes, at det er “noget bøvl”, at de skal arbejde Store Bededag.
Der sendes et signal om at borgerne bare skal ‘glemme’, som statsministeren i sin tid sagde, mens virksomhederne får nedsat hjælpsomme forum.
