Mange af os er blevet så vant til supermarkedets perfekte grøntsager og frugter, at vi næsten glemmer, hvordan de egentlig ser ud, når de får lov at vokse frit. I butikkerne ligger de der: snorlige gulerødder, blankpolerede æbler, næsten identiske tomater i præcis samme størrelse. Alt sammen et resultat af mange års selektion, sortudvikling og et ubønhørligt fokus på ensartethed.
Men ude i haven, kolonihaven eller i naturens mere rodede hjørner fortæller grøntsagerne en helt anden historie. Her er seks eksempler på, hvordan nogle af vores mest velkendte frugter og grøntsager i virkeligheden ser ud – når ingen forsøger at disciplinere dem.
1. Agurken – den krøllede, saftige oprører
De fleste kender agurken som en tynd, aflang grøntsag, der er så lige, at man skulle tro, den voksede i rektangulære kasser. Fritvoksende agurker er dog som regel et helt andet bekendtskab. De kan blive krumme som halvmåner og tykke som underarme.
Smagen er også anderledes. Den er mere saftig, mere aromatisk og med et indre af søde, bløde kerner, som supermarkedets agurker ofte mangler. De kommercielle sorter er avlet til at være slanke, hurtige at dyrke, frøfattige og nemme at pakke. Desuden bliver agurkerne dyrket til at se friskere ud, end de reelt er.
For 15-20 år siden kunne en rutineret agurke-kender som regel vurdere på agurkens form, fasthed og farve, om den var god eller ej. I dag er de fleste agurker så pæne og faste uden på, at det faktisk er lidt af et lotteri at købe én – får man en velsmagende, frisk vare eller et underligt, blegt og tørt produkt?
2. Tomaten – den ujævne smagsbombe
Tomaten er nok den frugt (Det er ikke en grøntsag, men lad os nu ikke starte den debat…), hvor forskellen mellem fritvoksende og butiksmoden kan være mest tydelig. Hvis du nogensinde har plukket en tomat direkte fra planten, ved du, at den både kan være uforudsigelig af udseende – og usandsynligt lækker.
Fritvoksende tomater kan være rynkede, dybt ribbede, nærmest buttede eller fladtrykte. Farverne spænder fra gul og orange til næsten sort.
Lavpris-tomater er avlet til at forblive faste og modstandsdygtige over for transport. Men den tykke skræl og den langsomme modning har en pris: Smagen. Fritvoksende tomater har ofte langt mere sukkerindhold, syre og aroma, fordi de får lov at modne naturligt.
I flere supermarkeder kan man købe dyrere varianter af tomater, der fx er mere farverige eller smager mere sødt, men de er dyrere og skal forestille at være af overlegen kvalitet. Det er de måske også, men det er i så fald primært fordi, de almindelige tomater ofte er så ringe.
3. Guleroden – eventyrlig, forgrenet og rebelsk
Hvis man kun kender gulerødder fra supermarkedet, skulle man tro, at de alle sammen var lange, orange blyanter. Men guleroden i sin frieste form vokser mere uregelmæssigt. Farven, orange, er egentlig heller ikke garanteret.
Fritvoksende gulerødder deler sig ofte i forgrenede rødder, især hvis jorden er hård, eller der ligger små sten i vejen. De bliver knudrede, skæve, korte eller hjerteformede – og deres farver kan variere: lilla, hvide, gule, røde. Smagen er typisk kraftigere og sødere, og konsistensen sprødere, ved de fritvoksende gulerødder
Supermarkedsgulerødder inddeles ofte i underkategorier som “snack-gulerødder”, men det er igen et udtryk for forretningsmæssig branding.
4. Squash – naturens frugtbare stræber
Man kunne næsten tro, at squash i naturen forsøger at kompensere for sin milde smag ved at blive så stor som overhovedet muligt. Fritvoksende squash ligner ikke de fine, slanke, mørkegrønne eksemplarer fra supermarkedet. De kan blive gigantiske – som i: “jeg kan ikke bære den alene”-gigantiske!
Når de får lov at vokse frit, bliver de tykke, bugtede og nogle gange nærmest græskar-lignende. Skrællen bliver hårdere, frugtkødet mere gult og smagen mere nøddeagtig. Mange opdager først, hvor smagfuld en squash kan være, når den får lov at modnes ordentligt – i stedet for at blive høstet i ungdomsalderen, som de kommercielle sorter bliver.
Supermarkedssquashens udseende – der til forveksling får den til at ligne supermarkedsagurken – er dikteret af idealet om ensartethed og praktisk brug.
5. Æbler – grove, plettede og fyldt med karakter
Æbler i naturen repræsenterer en sand lektion i biodiversitet. De fleste naturlige æbletræer, der står i gamle haver eller fritvoksende træer, frembringer æbler, der ser vidt forskellige ud. De kan have ru skræl, små brune pletter (helt ufarlige), skæve former og farver, der ikke matcher den polerede, voksede overflade, som de kommercielt producerede æbler har.
Smagen tit langt mere kompleks: mere syre, dybere sødme, kraftigere duft. Mange gamle æblesorter er avlet til smag og lokale forhold – ikke holdbarhed i kølekæder. Derfor er de mere sarte, men også aromatiske.
De æbler, vi finder i supermarkedet, er resultatet af en barsk udvælgelse: de skal kunne transporteres, lagres i måneder og se identiske ud. Det giver os pæne æbler – men ofte på bekostning af det naturlige lille eventyr, et æble faktisk er.
6. Jordbær – små, skæve og eksplosive i smag
Hvis du har smagt friske jordbær direkte fra planten, ved du, at de hverken er store eller æstetisk perfekte. Fritvoksende jordbær kan være bittesmå, flade, flossede i kanten eller siamesiske (altså to, der er vokset sammen). Farven kan variere fra dyb rød til næsten lyserød afhængigt af modningen.
Men smagen! Den er ofte langt sødere og fyldigere end de store, saftfattige bær, der som regel ender i køledisken. Når jordbær får lov at modne helt naturligt – uden kompromis – får de ofte langt højere sukkerindhold og en duft, der kan få enhver i godt humør.
Supermarkedets jordbær er dyrket til at være store, robuste og transportvenlige. At de så nogle gange smager som et kys med et vissent blad er en bivirkning.
Naturen er nuanceret
Når grøntsager og frugter får lov at vokse frit, viser de deres sande natur: De bliver skæve, sjove, uperfekte – og ofte meget mere smagsrige. Supermarkedets versioner er resultatet af årtiers selektion for udseende, holdbarhed og stabilitet. Det er praktisk, ja, men det betyder også, at vi nogle gange mister forbindelsen til, hvordan maden egentlig burde se ud.
Måske er det netop derfor, mange får en næsten nostalgisk oplevelse, når de smager en hjemmedyrket agurk eller en solmoden tomat: De smager af noget, vi – et eller andet sted – godt ved, at vi har glemt. Naturens egne grøntsager og frugter er ikke perfekte, men de er ægte. Og måske er det snart tid til, at vi genopdager dem.
