De ligger i næsten alle indkøbskurve. Færdigretterne, morgenmadsprodukterne, energibarerne og de farverige drikkevarer, som man finder på supermarkedernes hylder. For mange er de et symbol på travlhed og bekvemmelighed – mad, der kan spises hurtigt, uden rod i køkkenet og uden de store overvejelser. Mens debatten om ultraforarbejdede fødevarer hidtil mest har handlet om sundhed, peger ny forskning nu på, at de også udgør en markant miljøbelastning.
En ny analyse i The Guardian sætter fokus på netop det oversete aspekt: hvordan den stærkt industrialiserede madproduktion påvirker klima og natur langt ud over selve ingredienserne. For hvert trin i processen – fra de intensive landbrug, der leverer råvarerne, til de kemiske processer bag tilsætningsstoffer og emballage – vokser udledningerne, energiforbruget og ressourcepresset.
Hvad vil det sige, at noget er ultraforarbejdet?
Begrebet stammer fra den såkaldte NOVA-klassifikation, som opdeler fødevarer efter, hvor meget de er bearbejdet. De mest ekstreme produkter havner i den fjerde kategori: “ultraforarbejdede fødevarer”. Det er produkter, som typisk består af en blanding af ingredienser, som man ikke ville finde i et almindeligt køkken – som glukosesirup, konserveringsmidler, farvestoffer og aromaer.
Ifølge forskere fra University of São Paulo, hvor klassifikationen blev udviklet, har ultraforarbejdede fødevarer ét fællestræk: De er skabt i laboratorier, ikke på marker eller i køkkener. Det handler ikke kun om slik og chips, men også mange proteinbarer, færdigretter, smøreoste og morgenmadsprodukter, der markedsføres som “lette” eller “plantebaserede”, men som i praksis er kemisk sammensatte produkter.
En tung klimaregning
Den nye forskning viser, at ultraforarbejdede fødevarer står for en større andel af fødevaresektorens samlede CO₂-udledning, end man tidligere har regnet med. Et europæisk studie publiceret i Public Health Nutrition i 2024 fulgte over 360.000 personer i det omfattende EPIC-dataprojekt og dokumenterede en tydelig sammenhæng mellem forbruget af ultraforarbejdede produkter og højere udledninger af drivhusgasse.
Forklaringen er enkel, men logisk: Jo flere led, der tilføjes i en produktionskæde, jo større bliver klimaaftrykket. En liter sukkerholdig sodavand kræver eksempelvis produktion af sukker eller majssirup, industriel forarbejdning, tilsætning af syntetiske stoffer, tapning, transport og nedkøling. Et simpelt stykke frugt kræver kun dyrkning, høst og transport.
Analysen fra The Guardian fremhæver netop denne kædereaktion som kernen i problemet. Hver lille forædling, hvert farvestof, hver stabilisator og hver plastikemballage bærer sin egen miljøomkostning. For eksempel indgår der i produktionen af M&M’s 13 forskellige farvestoffer, fremstillet via kemiske processer med udgangspunkt i olie og metaller som kobber og krom. Hvert led efterlader et spor i form af udledning, affald og energiforbrug.
Når mad bliver industri
De fleste ultraforarbejdede fødevarer er udviklet til at holde længe, smage ens hver gang og være billige at producere. For at opnå det anvender industrien ingredienser som palmeolie, soja og mælkeprodukter – råvarer, der ofte er forbundet med skovrydning og store arealkrav. Dermed vokser den samlede miljøpåvirkning, selvom det enkelte produkt virker uskyldigt.
Samtidig kræver distributionen af disse varer en omfattende logistikkæde. Emballage skal fremstilles, varer transporteres, og supermarkeder opretholder køle- og lagerfaciliteter, som samlet set sluger betydelige mængder energi. Resultatet er, at vi i stigende grad bruger ressourcer på at fremstille mad, der ikke blot mætter dårligere, men også belaster kloden mere.
Ifølge forskerne bag EPIC-undersøgelsen kan en reduktion af ultraforarbejdede fødevarer med blot ti procent i kosten mindske drivhusgasudledningerne med næsten ni procent, målt i vægt. Det kan lyde beskedent, men i et europæisk perspektiv svarer det til millioner af tons CO₂ årligt.
Et paradoks i den grønne omstilling
Paradokset er, at mange forbrugere vælger ultraforarbejdede produkter, fordi de opleves som moderne og effektive – plantebaserede burgere, energibarer med superfoods eller proteindrikke, der sælges som sunde alternativer til kød og mejeriprodukter. Miljømæssigt kan flere af disse produkter dog have et større aftryk end traditionelle råvarer.
Forskere advarer derfor mod at sætte lighedstegn mellem “plantebaseret” og “bæredygtig”. Et produkt kan sagtens være plantebaseret og samtidig kræve store mængder energi, transport og kemisk behandling. For den enkelte forbruger betyder det, at man bør være lige så kritisk over for en vegansk proteinbar som for et stykke kød, når det handler om klima.
En ændring af vores fødevarevaner
At begrænse mængden af forarbejdet mad handler ikke kun om sundhed – det er også en del af løsningen på den globale klimakrise. FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har flere gange understreget, at næsten en tredjedel af verdens samlede drivhusgasudledninger kommer fra fødevaresystemet som helhed. Her spiller forarbejdning og distribution en voksende rolle, efterhånden som produktionen flytter sig længere væk fra lokale fødekæder.
I Danmark er der ikke mange officielle tal på, hvor stor en andel af vores kost der består af ultraforarbejdede produkter. Flere analyser fra DTU Fødevareinstituttet peger dog på, at forarbejdningen af fødevarer bør tages langt mere alvorligt, når man taler om sundhed og bæredygtighed. I rapporten Råd om bæredygtig kost anbefaler instituttet, at fremtidige kostråd også skal tage højde for graden af forarbejdning – netop fordi mange produkter i dag er langt fra deres naturlige udgangspunkt.
Samtidig viser Coops løbende forbrugeranalyser, at danskerne i stigende grad ønsker at spise mere bæredygtigt, men at de færreste forbinder bæredygtighed med selve forarbejdningsgraden af maden. Når der vælges “grønne” varer, handler det oftest om emballage, transport og oprindelse – ikke om, hvor meget produktet er blevet behandlet og forædlet undervejs.
Det er en blind vinkel, som forskere nu håber at gøre op med.
Vejen mod en enklere tallerken
At mindske forbruget af ultraforarbejdede fødevarer kræver ikke nødvendigvis radikale livsstilsændringer. Små skridt, som at vælge friske råvarer, bage sit eget brød eller lave simple retter fra bunden kan have betydning i det store regnskab. For fødevareindustrien er udfordringen dog langt mere kompleks.
Det kræver regulering, innovation og investeringer, hvis udbuddet af bæredygtige, minimalt forarbejdede produkter skal vokse. Samtidig skal priserne afspejle de reelle miljøomkostninger. Som The Guardian skriver, bliver næste skridt i klimakampen ikke blot at spise mindre kød – men også at spørge, hvor meget industriel energi, der er gået til at skabe den mad, vi spiser hver dag.
