Kina har i stilhed overhalet resten af verden på grøn energi. På bare ét år installerede landet mere sol- og vindkapacitet end hele resten af kloden tilsammen. For Beijing er det ikke kun et spørgsmål om klima, men også om magt. Med solceller, batterier og elbiler i masseproduktion har Kina sat sig tungt på fremtidens energiforsyning – og det ændrer spillet for både USA og Europa (The Guardian).
For mens Vesten kæmper for at gøre sig fri af russisk olie og gas, står vi nu over for et nyt dilemma: Kan man erstatte én form for afhængighed med en anden, når Kinas grønne teknologier dominerer markedet?
Fra kulmastodont til grøn stormagt
Tallene taler deres tydelige sprog. I 2024 installerede Kina så meget ny vedvarende kapacitet, at det oversteg summen af alle andre lande tilsammen. Kina sidder nu på den største produktion af solpaneler, vindmøllekomponenter og batterier i verden, og landets eksport oversvømmer globale markeder.
Samtidig investeres der massivt i elbiler: Kinesiske producenter dominerer ikke kun hjemmemarkedet, men vinder også fodfæste i Europa. EU’s egne tal viser, at over halvdelen af de solceller, der sættes op i unionen, er kinesisk-producerede.
Men billedet er ikke entydigt grønt. Kina står stadig for næsten hele verdens udbygning af nye kulkraftværker – i 2024 alene for over 90 procent. Kritikere peger på, at landets energipolitik er præget af dobbelthed: At på én gang løbe forrest med vedvarende energi, men stadig fastholde kul som garant for stabil forsyning.
USA i defensiven
For USA udgør Kinas grønne fremstød en direkte udfordring. Landet, der traditionelt har set sig selv som teknologisk og økonomisk frontløber, risikerer at blive sat af.
Den amerikanske energipolitik er desuden præget af politisk ustabilitet: Biden-administrationen satte gang i historiske grønne investeringer gennem Inflation Reduction Act, men med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus er kursen usikker. Trump har tidligere trukket USA ud af Paris-aftalen, og under hans ledelse er der igen skruet op for olie- og gasproduktion frem for grøn omstilling.
Det efterlader USA i en svag position, når det gælder global klimaledelse. Kina kan dermed udnytte sit momentum til at sætte sig i spidsen – ikke kun teknologisk, men også politisk.
EU i klemme mellem stormagterne
Europa er fanget i midten. På den ene side er unionen afhængig af amerikansk gas for at udfylde hullet efter russiske leverancer. På den anden side er EU i stigende grad afhængig af kinesiske solceller, batterier og kritiske råstoffer.
Det rejser bekymringer om energisikkerhed: Hvad sker der, hvis handelskonflikter eller geopolitiske spændinger pludselig begrænser adgangen til de grønne teknologier, som EU’s egen omstilling afhænger af? Derfor har EU iværksat initiativer som Critical Raw Materials Act og REPowerEU, der skal sikre større selvstændighed. Vejen til uafhængighed er dog lang, og indtil videre dominerer Kina.
EU har desuden forsøgt at presse Kina til at nedskalere kulinvesteringerne. Tidligere i år udtalte EU’s ambassadør i Beijing, at den massive kuludbygning underminerer integrationen af vedvarende energi. Kinesiske ledere henviser til energisikkerhed og behovet for at undgå blackout i et land, hvor efterspørgslen stiger eksplosivt.
Kritik af tempoet
Selv blandt klimaeksperter, der anerkender Kinas grønne fremskridt, er der skepsis. Den voldsomme udrulning rejser spørgsmål kvalitet og sikkerhed i projekterne. Samtidig sker udbygningen ofte på bekostning af lokalbefolkninger og miljø, når minedrift efter litium og sjældne jordarter intensiveres.
Andre kritikere peger på, at Kina med sin dobbeltstrategi risikerer at bremse den globale klimakamp: De enorme investeringer i kul kan overskygge gevinsterne fra grøn energi, hvis udledningerne ikke snart falder markant.
En ny verdensorden under opsejling
Kinas fremstød er mere end bare et energipolitisk kapløb. Det er et magtspil, hvor grøn teknologi bliver et geopolitisk våben. Når solceller og batterier ikke kun er klimaredskaber, men også handelsvarer, ændres balancen mellem verdens stormagter.
USA forsøger at bevare sin rolle som leder, men er presset af intern politisk splittelse. EU satser på at stå som selvstændig grøn stormagt, men må samtidig leve med afhængighed af både amerikansk gas og kinesiske teknologier.
Midt i det hele står Kina – med én fod plantet i kulstøvet, og den anden i det grønne kapløb.
For danskerne betyder det, at fremtidens solcelle på taget eller batteriet i elbilen med stor sandsynlighed vil være produceret i Kina. Spørgsmålet er, om vi har viljen – og ressourcerne – til at skabe alternativer, eller om vi må acceptere, at den grønne fremtid skabes i Beijing.
