Hvert år, når vinteren kommer, fryser store dele af havoverfladen ved Nordpolen til is.
Når sommeren vender tilbage, smelter en del af isen igen.
Men i takt med at klimaet bliver varmere, har havisen fået sværere ved at overleve sommeren.
Og selvom årets målinger ser forholdsvis positive ud, gemmer der sig en bekymrende udvikling under overfladen.
I vinteren 2026 dækkede havisen ved Nordpolen det mindste område, der nogensinde er registreret på den tid af året i satellitmålingerne.
Det betyder, at en usædvanligt stor del af havet var isfrit, selvom vinteren normalt er den periode, hvor isen fylder mest.
Til gengæld klarede isen sig bedre gennem sommeren end i flere tidligere år.
Da sommeren sluttede i september, var der stadig is på omkring 5 millioner kvadratkilometer af havoverfladen.
Men der er en vigtig forskel på, hvor stort et område isen dækker, og hvor meget is der faktisk er.
For selvom havisen har dækket nogenlunde det samme område ved sommerens afslutning gennem de seneste knap 20 år, er den blevet betydeligt tyndere.
Ifølge DMI er den samlede mængde sommeris sandsynligvis faldet med mindst 20 procent siden 2007.
Det betyder, at der er mindre is tilbage, selvom den på et kort kan se ud til at fylde omtrent det samme.
Havisen fungerer som Jordens naturlige spejl
Men hvorfor betyder det egentlig noget for klimaet, at isen ved Nordpolen bliver tyndere?
Det handler i høj grad om solens stråler.
Forestil dig, at du står udenfor på en varm sommerdag iført en sort T-shirt.
Den bliver hurtigt varm i solen, fordi den mørke farve optager meget af solens energi.
En hvid T-shirt reflekterer derimod mere af sollyset og bliver derfor ikke opvarmet på samme måde.
Noget lignende sker ved Nordpolen.
Den hvide havis fungerer som et kæmpestort spejl, der sender en stor del af solens stråler tilbage mod verdensrummet.
Men når isen smelter, kommer det mørke havvand frem. Og i modsætning til isen optager havvandet langt mere af solens energi.
Det betyder, at havet bliver varmere, og det varmere vand kan så være med til at smelte endnu mere is.
På den måde opstår en ond cirkel: Jo mere is der smelter, desto mere varme kan havet optage.
Og jo varmere havet bliver, desto mere is risikerer at smelte.
Fænomenet kaldes albedo-tilbagekobling, og ifølge DMI er det en vigtig forklaring på, hvorfor Arktis bliver varmere langt hurtigere end Jorden som helhed.
“Når vi mister den hvide overflade, mister vi også noget af Jordens evne til at sende solens energi tilbage til rummet. Derfor er havisen ikke kun et tegn på opvarmningen. Den er også med til at forstærke den,” forklarer Gorm Dybkjær, klimaforsker ved DMI.
Tyndere is er lettere at smelte
Når isen bliver tyndere, bliver den også mere sårbar over for ændringer i vejret, fordi det tynde lag kræver langt mindre varme at smelte helt væk.
Når isen er tynd, skal der derfor mindre til, før store områder kan blive helt isfrie.
En periode med usædvanligt varmt vejr, varme havstrømme eller kraftig vind kan derfor få større konsekvenser end tidligere.
“Vi har fået et tyndere og mere sårbart isdække. Det betyder, at usædvanlige vindforhold, tilstrømmende varm luft eller varme havstrømme lettere kan udløse store tab af havis,” siger Gorm Dybkjær i DMI’s pressemeddelelse.
Forskerne peger blandt andet på 2007, hvor havisen i Arktis oplevede en pludselig og markant tilbagegang.
Bekymringen er, at den tyndere is kan gøre området mere udsat for lignende store tab i fremtiden.
Det betyder ikke, at al isen pludselig forsvinder.
Men det betyder, at selv et enkelt år med usædvanlig varme eller blæsende forhold kan få større betydning, når isen i forvejen er svækket.
Men får det også havene til at stige?
Når vi hører om smeltende is ved polerne, tænker mange nok på stigende vandstand og oversvømmelser.
Men her er der faktisk en vigtig forskel på havis og den is, der ligger på land.
Havis flyder allerede i havet. Derfor får det ikke i sig selv havniveauet til at stige, når isen smelter.
Anderledes er det med eksempelvis Grønlands indlandsis.
Den ligger oven på landjorden, og når den smelter, løber vandet ud i havet.
Det tilfører havet ekstra vand og får dermed havniveauet til at stige.
Forskellen forklares også af NASA, der overvåger udviklingen i verdenshavene.
Men selvom smeltende havis ikke direkte får havene til at stige, kan den stadig have en indirekte betydning.
Når der er mindre havis, betyder det, at mere af solens varme bliver optaget i havet, og det bidrager til opvarmningen.
Den ekstra varme kan også være med til at øge afsmeltningen af iskapper og gletsjere på land.
Også ved Sydpolen er der mindre is
Det er ikke kun ved Nordpolen, at forskerne holder bekymret øje med isen.
På den modsatte side af Jorden, omkring Antarktis, viser DMI’s nye opgørelse også en usædvanlig udvikling.
Her er årstiderne omvendt af vores.
Når vi har sommer i Danmark, er det vinter ved Sydpolen, og havisen vokser normalt til sit største område omkring september.
Men de seneste fire år har havisen omkring Antarktis dækket usædvanligt små områder, selv når vinteren har været på sit højeste.
I september 2026 dækkede isen på sit højeste omkring 18,2 millioner kvadratkilometer af havet.
Det lyder af meget, men sammenlignet med tidligere år er det usædvanligt lidt.
Ser man på gennemsnittet for hele september, har havisen kun i to andre år dækket et mindre område i den måleserie, der begyndte i 1978.
Udviklingen ved Sydpolen er dog anderledes end ved Nordpolen.
Omkring Antarktis spiller blandt andet vind og havstrømme en stor rolle for, hvor meget havis der dannes, og hvor længe den bliver liggende.
Derfor kan man heller ikke uden videre sammenligne de to områder.
Men begge steder viser målingerne, at havisen er under forandring.
Og selvom der stadig er enorme mængder is ved Jordens poler, er det ikke kun størrelsen på de hvide områder på et kort, der fortæller os, hvordan det går med klimaet.
Det handler også om, hvor meget is der faktisk er tilbage, og hvor godt den kan modstå fremtidens varme.
For når den hvide havis forsvinder, mister Jorden samtidig noget af sin evne til at sende solens varme tilbage ud i rummet.
