15. jun.

VM’s usynlige hold: De skal arbejde i 35 graders varme, mens verden ser med

Det er ikke kun spillerne, der skal kæmpe mod varmen ved VM 2026. Ny forskning peger på, at sikkerhedsvagter, rengøringspersonale og andre ansatte kan blive blandt turneringens mest udsatte deltagere.

Sara Holt

Redaktør

Kæmpe FIFA bold, Canada

Millioner af mennesker følger i disse dage VM-kampene fra sofaen, på storskærme og fra tribunerne.

Men mens opmærksomheden samler sig om stjernespillere og fyldte stadioner, står en anden gruppe mennesker midt i turneringen uden for kameraernes søgelys.

De scanner billetter ved indgangene. De holder øje med sikkerheden. De sælger mad og drikke, rydder op efter kampene og sørger for, at tusindvis af fans kan bevæge sig sikkert rundt.

Og i flere af VM’s værtsbyer gør de det i temperaturer, der kan snige sig op omkring 35 grader.

Et studie har undersøgt arbejdrisikoerne under varmen i VM og konkluderer at tusindvis af medarbejdere omkring VM 2026 risikerer at blive udsat for alvorlig varmestress under turneringen.

Hvor spillerne kan få kølepauser og lægehjælp på banen, har mange af de ansatte langt færre muligheder for at søge skygge eller afbryde arbejdet.

“Hvis man tænker på bude, politifolk, brandfolk, ambulancepersonale, folk der sælger mad eller scanner billetter, så er der et helt netværk af mennesker, som kommer til at stå over for varmerelaterede risici,” siger klimatolog Andrew Grundstein til The Guardian.

vagt til fodbold

Varmen er ikke kun et problem for spillerne

Debatten om VM og varme har indtil nu primært handlet om spillerne.

Flere eksperter har advaret om, at nogle kampe kan blive spillet under forhold, der ligger over de grænser, som spillerorganisationen FIFPRO anbefaler.

Læs også: Ny analyse: Hver fjerde VM-kamp kan ende i farlig varme

Men forskerne bag den nye undersøgelse mener, at fokus har været for snævert.

Når forskere nu advarer om varmestress blandt medarbejdere ved VM 2026, sker det i skyggen af Qatar-VM i 2022.

Her blev arbejdsforholdene for migrantarbejdere et globalt symbol på sportens menneskelige omkostninger, efter år med kritik af dødsfald, hedeslag og farlige arbejdsforhold på byggeprojekter forud for slutrunden.

For mens en fodboldkamp varer halvanden time, kan mange medarbejdere opholde sig udendørs i otte, ti eller tolv timer ad gangen.

Samtidig udfører mange fysisk arbejde, ofte på asfalt eller beton, som kan blive endnu varmere end den officielle lufttemperatur.

Forskerne har analyseret historiske vejrdata fra værtsbyerne og vurderet risikoen ud fra den såkaldte Wet Bulb Globe Temperature, som også tager højde for luftfugtighed, sol og vind.

Resultatet peger på, at flere værtsbyer i det sydlige USA kan opleve forhold, der giver forhøjet risiko for varmestress blandt ansatte.

Byggearbejdere på fodboldstadium

Et varsel om fremtidens arbejdsliv

Historien handler dog om mere end VM.

Forskerne bag undersøgelsen peger på, at de udfordringer, som medarbejderne omkring stadionerne står overfor, også bliver stadig mere almindelige i resten af samfundet.

Arbejde i ekstrem varme er allerede en voksende udfordring i en række brancher, hvor arbejdsdagen foregår udendørs.

Siden VM sidst blev afholdt i Nordamerika i 1994, er den globale gennemsnitstemperatur steget markant. Samtidig bliver hedebølger både hyppigere og mere intense som følge af klimaforandringerne.

Ifølge forskerne er VM derfor ikke kun en sportsbegivenhed, men også et synligt eksempel på, hvordan et varmere klima kan påvirke arbejdslivet.

Det gælder ikke kun omkring stadionerne, men også langt uden for fodboldens verden.

Hvem beskytter dem uden for banen?

FIFA har indført en række tiltag for spillere og tilskuere, blandt andet køleområder, vandstationer og mulighed for vandpauser under kampene.

Men beskyttelsen af de mange ansatte afhænger i høj grad af lokale regler og arbejdsgivere.

Ifølge The Guardian har kun få amerikanske delstater bindende regler, der specifikt beskytter medarbejdere mod ekstrem varme.

Flere faglige organisationer frygter derfor, at mange ansatte kan ende med at stå i frontlinjen, når temperaturerne stiger.

På den måde bliver VM også en prøve på noget langt større end sport.

For når verdens største fodboldturnering afvikles i rekordvarme, handler spørgsmålet ikke kun om, hvorvidt spillerne kan gennemføre 90 minutter på banen.

Det handler også om de tusindvis af mennesker, der får hele maskineriet til at fungere, mens resten af verden ser med.