Trump vil have Grønlands guld

Det lyder lidt som en nissebanden-julekalender. Den karismatiske og lettere uforudsigelige skurk er ude efter guldet på Grønland.

Et fjernt land, dækket af is og sne, men med skjulte skatte under overfladen.

Problemet er bare, at det her ikke er fiktion – og at der ikke er nogen garanti for, at historien ender lykkeligt.

Gennem 2025 har Donald Trump igen og igen rettet blikket mod Grønland.

Han har gentaget, at USA har brug for øen af hensyn til national sikkerhed og international stabilitet.

Kritik, diplomatiske protester og gentagne afvisninger fra både Danmark og Grønland har ikke fået ham til at trække følehornene til sig. Tværtimod.

Når Trump taler om Grønland, er det ofte med ord som sikkerhed, kontrol og ret.

Men ser man nøgternt på de aftaler, der allerede findes, og på de ressourcer, som gemmer sig i den grønlandske undergrund, tegner der sig et andet og mere jordnært motiv.

Trump vil gerne have Grønland – igen

Allerede i 2019 vakte Trump international opsigt, da han luftede idéen om at købe Grønland.

Dengang blev forslaget afvist. Både danske og grønlandske politikere, og den daværende statsminister Mette Frederiksen kaldte idéen “absurd”.

Trump reagerede ved at aflyse et statsbesøg i Danmark, og sagen blev lagt i fryseren.

Men den forsvandt aldrig helt.

Efter Trumps politiske comeback har han genoptaget retorikken.

Trump har i flere sammenhænge i 2024 og 2025 gentaget, at USA har brug for Grønland af hensyn til sikkerheden i Arktis og Nordatlanten, og at USA bør have langt større kontrol over området.

I en udtalelse gengivet af Reuters sagde Trump, at Grønland er “very, very important for military security,” og at USA forventer at få Grønland “one way or the other”.

Samtidig har Trump-administrationen udpeget særlige udsendinge med fokus på Arktis og Grønland, hvilket har skabt betydelig uro i både København og Nuuk.

Retssikkerheden som argument – og hvorfor det halter

Trump har gentagne gange stillet spørgsmålstegn ved Danmarks “ret” til Grønland.

Han har argumenteret for, at Grønland reelt er et internationalt sikkerhedsanliggende, og at USA derfor bør have afgørende indflydelse.

Retorikken spiller på en forestilling om, at Danmark ikke kan eller vil varetage Grønlands og Vestens sikkerhed tilstrækkeligt.

Men argumentet er svært at få til at holde.

For det første fastslår både folkeretten og Grønlands selvstyreordning, at Grønland tilhører grønlænderne.

Grønland er ikke en handelsvare, og hverken Danmark eller USA kan ensidigt beslutte øens fremtid.

Grønlands naalakkersuisut har flere gange understreget, at Grønlands status kun kan ændres af grønlænderne selv.

For det andet har USA allerede meget vide rammer for militær tilstedeværelse i Grønland.

Siden 1951 har Danmark og USA haft en forsvarsaftale, der giver USA ret til at etablere og drive militære anlæg i Grønland.

Aftalen danner grundlag for den amerikanske base ved Pituffik, tidligere Thule Air Base.

Ifølge DIIS har aftalen historisk givet USA betydelig handlefrihed i Grønland, både militært og strategisk.

Med andre ord mangler USA ikke adgang for at varetage sine sikkerhedsinteresser.

Det rejser spørgsmålet: Hvis sikkerheden allerede er dækket, hvorfor bliver ejerskab eller kontrol så ved med at være et tema?

Grønlands guld under isen

Et muligt svar ligger under fødderne på grønlænderne.

Grønland rummer nogle af verdens mest eftertragtede råstoffer.

Faktisk findes størstedelen af de kritiske råmaterialer, som EU vurderer som afgørende for grøn omstilling, teknologi og forsvar, i Grønland.

Det er netop denne kombination, der gør Grønland strategisk interessant for USA.

Verden mangler kritiske mineraler, og USA er i dag stærkt afhængig af import, blandt andet fra Kina.

Ifølge Reuters nævner amerikanske embedsmænd og analytikere eksplicit mineraladgang som en del af baggrunden for Trumps interesse for Grønland.

Her bliver sikkerhed og råstoffer flettet sammen.

Kontrol over Grønland handler ikke kun om missilforsvar og overvågning, men også om adgang til de materialer, der skal drive fremtidens økonomi og militær.

Grønlands reaktion

I Grønland vækker Trumps udtalelser bekymring og modstand.

Grønlands udenrigsminister Vivian Motzfeldt har sagt, at Trumps retorik skaber usikkerhed og underminerer tilliden mellem allierede.

Hun har understreget, at Grønland ønsker at samarbejde med USA, men på egne præmisser, og på baggrund af tillid.

Hun siger hertil: “Vores land og USA har samarbejdet i 80 år på baggrund af fælles interesser. Der er behov for at genoprette tilliden, så vi kan fortsætte det gode samarbejde.”

Det er ikke kun præsidentens ord, der får grøndlænderne til at bekymre sig.

Mange grønlændere er nervøse for, at øget amerikansk interesse kan føre til pres for hurtig og omfattende råstofudvinding, med store konsekvenser for miljø, lokalsamfund og selvstyre.

En meningsmåling omtalt af britiske medier viser, at et klart flertal (85 %) af grønlænderne ikke ønsker at blive en del af USA.

Grønland står i forvejen i et dilemma mellem ønsket om økonomisk udvikling og frygten for at miste kontrol over egne ressourcer.

Trumps interesse i Grønland forstærker den konflikt.

Hvad så nu for Grønland?

Hvor realistisk er det så, at Trump får sin vilje?

Det korte svar er: meget lidt tyder på det.

Danmark, Grønland og EU har gentaget, at Grønlands fremtid afgøres af grønlænderne selv, og at grænser og suverænitet ikke kan ændres med pres.

EU’s udenrigschef Kaja Kallas har understreget, at Grønland ikke må blive genstand for stormagtspolitik.

Samtidig er sagen følsom, fordi USA og Danmark er allierede i NATO, og fordi Grønland spiller en central rolle i forsvaret af Nordatlanten.

Netop derfor balancerer Danmark mellem at fastholde klare røde linjer og bevare et tæt samarbejde med USA.

Men én ting står klart: Trumps Grønlandsdrøm handler næppe kun om ret og sikkerhed.

Under isen ligger værdier, som hele verden konkurrerer om.

Det gør Grønland til mere end et flot landskab i en politisk julekalender. Det gør øen til et af de mest eftertragtede brikker i det globale magtspil.