Klima- og miljøpolitik har i de seneste år ofte handlet om at reducere CO₂-udledninger, støtte bæredygtigt forbrug og bevare biodiversiteten.
Men i den seneste tid er der opstået en vis tendens til, at miljøpolitikken i højere grad kobles til andre politiske dagsordener – især forsyningssikkerhed og national sikkerhed.
I stedet for at fokusere udelukkende på natur og klima som mål i sig selv, bliver miljøtiltag i stigende grad ledsaget af andre praktiske eller strategiske argumenter.
Et opsigtsvækkende eksempel på denne udvikling er idéen om at bruge rewilding – naturgenopretning – som en del af et lands grænsekontrol.
Natur som grænsebarriere
EU’s miljøkommissær, Jessika Roswall, har argumenteret for, at lande bør overveje at “rewilde” deres landgrænser for at gøre dem sværere at passere i tilfælde af invasion.
Ifølge hende kan investeringer i natur fungere som en form for naturlig grænsekontrol, samtidig med at biodiversiteten styrkes.
Tanken er, at mere uforstyrret natur – eksempelvis tæt vegetation, krat og genskabte vådområder – kan gøre grænseområder mere vanskelige at krydse.
I stedet for åbne landskaber kan grænsezoner udvikle sig til mere vild og utilgængelig natur.
Roswall peger blandt andet på eksempler fra Poland og Finland, som begge har lange grænser til Rusland og russiske allierede.
Her har man i nogle områder ladet naturen vokse mere frit langs grænserne ved at bevare buske og træer i stedet for at rydde terrænet.
Resultatet er et landskab, der er sværere at bevæge sig gennem.
Også genopretning af vådområder kan fungere som en fysisk barriere.
Bløde og sumpede områder gør det vanskeligt for tunge militære køretøjer at bevæge sig frem, hvilket i praksis kan begrænse mulighederne for en hurtig militær fremrykning, lyder logikken.
Læs også: Skabt af krig, overtaget af liv
Sikkerhedspolitik
Ifølge Roswall bør natur altså ikke kun ses som et miljøpolitisk anliggende, men også som en strategisk ressource.
Et velfungerende økosystem spiller en central rolle for både fødevareproduktion og adgang til rent vand – to faktorer, der i stigende grad betragtes som sårbare sikkerhedsinteresser.
Vandressourcer er et tydeligt eksempel.
Hvis et samfund mister adgang til rent vand, kan det selvsagt få alvorlige konsekvenser for både befolkning og økonomi.
Konflikter og krig har også vist, hvor sårbar vandinfrastruktur kan være, når den bliver mål for angreb, og selv herhjemme har den politiske debat også i stigende grad kredset om grundvand og grænseværdier.
Naturbaserede løsninger kan bidrage til at beskytte samfund mod direkte klimarelaterede risici.
Grønne byområder og vådområder kan for eksempel absorbere store mængder regnvand og dermed reducere risikoen for oversvømmelser.
Sådanne tiltag bliver derfor i stigende grad betragtet som en del af samfundets samlede sikkerhed.
Pragmatisk miljøpolitik
Udviklingen afspejler en bredere tendens i europæisk politik.
Den “rene” klimapolitik – hvor fokus primært ligger på CO₂-reduktion eller biodiversitet i sig selv – fylder fortsat, men den suppleres i stigende grad af en mere pragmatisk tilgang.
Her fremhæves miljøtiltag som løsninger på flere problemer på én gang.
Denne logik genfindes også i dansk politik.
I den nuværende valgkamp har dele af venstrefløjen formået at skabe et politisk narrativ om et såkaldt “svinevalg”.
Argumentet er, at en reduktion af svineproduktionen kan løse flere problemer samtidig: spare offentlige udgifter, mindske forurening af grundvandet og forbedre dyrevelfærden i svineindustrien.
På samme måde præsenteres rewilding langs grænser som en løsning, der både kan styrke biodiversiteten og samtidig bidrage til sikkerhedspolitikken.
En ny tendens
Rewilding betyder direkte oversat “genforvildning” og handler om at genskabe naturlige økologiske processer ved at give naturen mere plads.
Traditionelt har målet været at styrke biodiversiteten og skabe mere robuste økosystemer.
Når rewilding pludselig også diskuteres i relation til grænsekontrol og militær strategi, illustrerer det, hvordan miljøpolitik er blevet en del af en bredere geopolitisk dagsorden.
Naturgenopretning kan i denne sammenhæng fungere som en form for “blød infrastruktur”: en løsning, der både kan forbedre miljøet og samtidig tjene praktiske eller strategiske formål.
Om idéen om rewilding som grænsekontrol vil få stor betydning i praksis, er endnu uklart.
Men den viser tydeligt, hvordan klima- og miljøpolitik i stigende grad bliver knyttet til spørgsmål om økonomi, forsyningssikkerhed og national sikkerhed.
