Under Geneve-søens rolige overflade foregår en dramatisk forandring, som nok de færreste havde set komme.
Den invasive quaggamusling har på få år koloniseret søen i et tempo, der har overrumplet både forskere og myndigheder.
Muslingen blev første gang registreret i søen i 2014, men allerede få år senere havde den bredt sig til næsten hele søbunden – helt ned til 250 meters dybde, hvor næsten intet andet liv kan overleve.
Quagga-muslingen er ekstremt tilpasningsdygtig. En enkelt hun kan producere op mod en million æg, og arten kan formere sig året rundt, selv i vand på blot fem grader.
Denne eksplosive formeringsevne blev groft undervurderet. Mange antog, at søens kolde, dybe vand ville begrænse udbredelsen, men i stedet skabte det ideelle forhold for muslingen, som nu dækker bunden som et sammenhængende tæppe.
Fra teknisk irritation til systemisk krise
De første tydelige konsekvenser blev opdaget på det schweiziske tekniske universitet EPFL i Lausanne. Universitetets kølesystem, som anvender koldt vand fra Geneve-søens dyb, blev langsomt kvalt af muslinger, der satte sig i rør og varmevekslere.
Effekten af kølingen faldt drastisk, og bygninger kunne ikke længere holdes tilstrækkeligt kolde. Problemet viste sig dog hurtigt at være langt mere alvorligt end et spørgsmål om komfort.
Datacentre, følsomme forskningsprojekter og Tokamak-anlægget til eksperimentel kernesammensmeltning er alle afhængige af stabil køling. Uden den risikerer man nedlukninger, der i praksis kan lamme universitetets kernefunktioner.
Lignende udfordringer rammer nu lufthavnen i Genève og byernes drikkevands- og pumpesystemer. Invasionen har med ét afsløret, hvor sårbar moderne infrastruktur kan være over for biologiske trusler, og hvor uforudsigelige og vidtrækkende konsekvenserne kan være.
Fakta om quagga-muslingen:
Quagga-muslingen (Dreissena bugensis) er en lille, invasiv ferskvandsmusling, oprindeligt hjemmehørende i Dnipro-flodens opland i Ukraine. Den betragtes som en invasiv art i Europa.
Muslingen er spiselig for mennesker, men det frarådes at spise dem, eftersom de kan optage store mængder sundhedsskadelige stoffer og mikroorganismer.
Når fødekæden hopper af
Samtidig har quagga-muslingen fundamentalt ændret Geneve-søens økosystem. Hver musling filtrerer op til to liter vand om dagen og lever af fytoplankton, som udgør bunden af søens fødekæde.
Når plankton forsvinder, mangler vandlopper føde, og det får konsekvenser hele vejen op gennem systemet – fra små fisk til større rovfisk.
Den massive filtrering gør vandet klarere, men det er ikke nødvendigvis en fordel. Når mere lys trænger ned i dybere vandlag, vil det alt andet lige føre til varmere vand og ændrede strømforhold.
I kombination med klimaforandringer øger det risikoen for giftige algeopblomstringer, især blågrønalger, som kan være skadelige for både mennesker og dyr. For de omkring 120 professionelle fiskere ved søen betyder udviklingen usikkerhed om fremtidens fangster og levebrød.
Et tabt slag – og kampen for at forhindre næste
Forskernes vurdering er lige så entydig, som den er bekymrende: Geneve-søen er tabt. Quagga-muslingen er kommet for at blive.
Erfaringer fra nordamerikanske søer viser, at når arten først har etableret sig, forsvinder den ikke igen – uanset hvor meget man gør for at få has på den. Ifølge professor Bastiaan Ibelings er det urealistisk at forestille sig, at Geneve-søen kan vende tilbage til sin tidligere tilstand. Søen er allerede blevet et nyt økosystem.
Det eneste realistiske håb er nu at forhindre, at quagga-muslingen spreder sig til andre søer og vandløb. Det kræver konsekvent rengøring af både, fiskeredskaber og udstyr samt øget overvågning.
Geneve-søen står tilbage som et konkret advarselssignal: Når en invasiv art først får fodfæste, kan selv årtusinders økologisk balance bryde sammen på få år – og nogle forandringer er ganske enkelt uafvendelige.
