Da den britiske regering under Margaret Thatcher i 1989 privatiserede vand- og spildevandsforsyningen i England og Wales, var det med store forventninger til øget effektivitet i driften, nye, tiltrængte investeringer og forbedret kvalitet i det hele taget.
Den politiske fortælling handlede om at gøre forsyningen fri fra det offentlige bureaukratis begrænsninger og i stedet lade markedets kræfter sikre en moderne, konkurrencedygtig og bæredygtig vandsektor.
Offentligt ejerskab blev af toneangivende Tory-politikere som daværende miljøminister Nicholas Ridley diskursivt kædet sammen med socialisme, som blev kædet sammen med forurening.
Privatisering derimod stod for både effektivitet og miljømæssigt ansvar, var logikken.
Tre årtier senere har den overordnede politiske fortælling ændret karakter, og et stort flertal af englænderne ønsker, at drikkevandsforsyningssektoren bliver gennationaliseret.
Hvad gik galt?
Offentlige myndigheder bliver til private selskaber
Privatiseringen blev formelt gennemført med Water Act 1989, der omdannede de dengang offentligt ejede regionale vandmyndigheder til private virksomheder efter selskabslovens regler.
Det betød, at ti regionale vand- og spildevandsselskaber fik private ejere – mange med internationale investorer og kapitalfonde i ejerkredsen.
For fortalerne var det et nødvendigt og fremsynet skridt.
Regeringen fremførte det argument, at den offentlige sektor ikke kunne mobilisere den kapital, der var nødvendig for at opgradere en slidt og utidssvarende infrastruktur og efterleve nye miljøstandarder.
I samtiden argumenterede regeringen også for, at privatiseringen ville gavne forbrugerne direkte og at ny teknik og privat ledelse ville føre til bedre service.
Den politiske retorik drejede sig om effektivitet, kundernes interesser og en modernisering af et gammelt, slidt system.
Margaret Thatcher fastslog således i sin nytårstale i 1989, at privatiseringen var en enorm succes og at den – igennem bl.a. de aktier, som de private vandforsyningsselskaber udstedte – havde sikret velstand med magt til mange, der “aldrig havde drømt om det”.
Problemerne viser sig
I de første 10 år efter privatiseringen gik det tilsyneladende stødt fremad.
England formåede at leve op til EUs standarder og de engelske floder, som havde været belastet af forurening og spildevand, blev gradvist renere.
Privatiseringen havde formået at tiltrække betydelig kapital, som betød, at England kunne opgradere sin infrastruktur og skabe synlige resultater på temmelig kort sigt.
Desværre holdt dette momentum ikke. Tværtimod. I dag tegner der sig et billede af en branche i decideret krise.
For det første har der været adskillige sager med alvorlige lovbrud, hvor kloakvand er blevet pumpet direkte ud i vandløb og floder.
Det førte sidste år til flere end 80 kriminalsager mod private vandfirmaer.
Daværende miljøminister Steve Reed udtalte i den sammenhæng: “Alt for ofte undgår vandfirmaer straf, når de pumper kloakvand ud i vores naturlige vandveje. Nu er det nok“.
Et andet kritikpunkt er lækkende rør og slidt infrastruktur.
I 2006 blev det vurderet, at England mister ca. 19% af sit drikkevand pga. lækager.
I Frankrig er tallet hele 26%, hvorimod det er helt nede på omkring 7% i Tyskland.
Samtidig har økonomi og regnskabsskik hos selskaberne skabt vrede blandt offentligheden.
Mange selskaber har påtaget sig store gældsforpligtelser, samtidig med at de har udbetalt betydelige udbytter til ejere og høje lønninger til ledelsen.
Forbrugerne, derimod, har siden privatiseringen i 1989 måttet acceptere prisstigninger, som konsekvent overstiger det generelle inflationsniveau.
Endelig har mange englændere og walisere oplevet forsynings- og/eller trykproblemer i de seneste år, og der har været tilfælde af længerevarende afbrydelser af vandforsyningen for tusindvis af husstande.
Utilfredsheden vokser
Disse massive problemer har skabt vrede og frustration hos mange englændere og walisere, og i dag handler debatten sjældent om, hvorvidt privatiseringen fungerer.
Således argumenterede, Sir Jon Cunliffe, der fungerede som formand for en undersøgelseskommission, nedsat af Labour, for at: “privatisering ikke er rodårsagen til problemerne“, og at hverken privat eller offentlig model garanterer løsninger uden dybtgående strukturelle reformer og stærkere regulering.
Hans pointe er, at systemfejl, ledelseskultur og regulatoriske svagheder har spillet en stor rolle – og at nationalisering alene derfor ikke nødvendigvis ville ordne alt.
Det har han muligvis ret i, men grundlaget for privatiseringen var vel, at det skulle fungere bedre end offentligt eje?
Hvis det bedste, man kan sige om en privatisering er, at det ikke kan udelukkes, at der ville være lignende problemer under offentligt eje, hvorfor så privatisere?
Og især på et så altafgørende område som drikkevand.
Læs også: ”Green washing på steroider”: Englands forsyningssektor udsteder “grønne” obligationer
Svært at forsvare
England og Wales er de eneste lande i Europa med fuldt privatiserede vandforsyningssystemer.
Det er et ubestrideligt faktum.
Det er også et faktum, at der er store problemer med både forsyningssikkerhed, renhed og spildevandsforurening i disse lande.
Ligeledes er det et faktum, at størstedelen af befolkningen i disse lande ønsker vandsektoren gennationaliseret.
Selvfølgelig kan politikere og embedsmænd opstille diverse kalkuler, hvor de fx skråsikkert konkluderer, at der ikke er nogen garanteret gevinst ved at gennationalisere sektoren.
Man kan altid bevise, at noget ikke er garanteret.
Det, man dog kan skrive sig bag øret, er, at det er svært at få kontrol over noget, når først man har sat det fri.
Det var jo egentlig også pointen: Vandforsyningen skulle ikke være underlagt den tunge offentlige forvaltning.
Det er den tydeligvis heller ikke længere.
Spørgsmålet er derfor nu, om det måske ikke alligevel er bedst, hvis borgerne og politikerne har lidt mere hånd i hanke med vandsektoren?
Det mener et flertal af englænderne tilsyneladende.
