To spækhuggere i et fransk akvarium er blevet centrum for en voksende konflikt om dyrevelfærd, lovgivning og fremtiden for havdyr i fangenskab.
Efter at Frankrig har vedtaget en lov, der forbyder shows med hvaler og delfiner, er spørgsmålet nu, hvad der skal ske med de dyr, der allerede lever i bassinerne.
Ifølge en artikel i The Guardian er situationen særligt fastlåst for de to orkaer Wikie og Keijo i Marineland i Antibes.
De kan ikke sættes fri i naturen. Men hvor skal de så hen?
Et lovindgreb med konsekvenser
Frankrig besluttede i 2021 at forbyde delfin- og hvalshows som led i en bredere dyrevelfærdslov.
Forbuddet træder fuldt i kraft i de kommende år og betyder, at faciliteter som Marineland ikke længere må anvende spækhuggere i underholdningsforestillinger.
Beslutningen blev hyldet af dyreværnsorganisationer som et opgør med en æra, hvor store havpattedyr blev brugt i shows.
Men loven løser ikke automatisk det praktiske problem: De dyr, der allerede lever i fangenskab, har stadig behov for plads, pleje og langsigtede løsninger.
Marineland har meddelt, at parken vil lukke og at man arbejder på at finde nye opholdssteder til dyrene.
For spækhuggerne er opgaven særlig kompliceret.
Fangenskab fra fødslen
Wikie er født i fangenskab, og hendes søn Keijo er det samme.
De har aldrig levet i det fri og er afhængige af menneskelig fodring og pleje.
At sætte dem ud i havet vurderes af eksperter som urealistisk og potentielt livstruende.
Det efterlader i praksis tre muligheder: overførsel til et andet akvarium, etablering af et havreservat eller at de forbliver, hvor de er, indtil en løsning findes.
Her begynder uenighederne.
Kritik af overførsel
Marineland har tidligere undersøgt muligheden for at flytte spækhuggerne til andre faciliteter, blandt andet i Japan.
Det har mødt kraftig kritik fra dyrevelfærdsorganisationer, som mener, at en sådan løsning vil videreføre et system, Frankrig netop har besluttet at forlade.
Organisationer argumenterer for, at spækhuggere i fangenskab ofte lider under begrænset plads, unaturlige sociale strukturer og stressrelaterede helbredsproblemer.
Der peges på, at overførsel til en ny park ikke ændrer de grundlæggende vilkår.
Drømmen om et havreservat
Et alternativ, som flere organisationer fremhæver, er etablering af et såkaldt havreservat – et indhegnet havområde, hvor dyrene kan leve i mere naturlige omgivelser uden at blive brugt i shows.
Ideen har vundet opbakning internationalt, og lignende projekter er blevet diskuteret i både Nordamerika og Europa.
Men det kræver betydelige investeringer, politisk vilje og egnede kystområder.
Spørgsmålet er også, om et reservat kan etableres hurtigt nok, og om Frankrig vil tage ansvaret – eller overlade opgaven til private initiativer.
En bredere debat om havdyr i fangenskab
Sagen om Wikie og Keijo er ikke isoleret.
Den indgår i en større europæisk debat om fremtiden for delfinarier og akvarier med store havpattedyr.
Flere lande har i de senere år strammet reglerne eller indført forbud mod shows med delfiner og hvaler.
Samtidig er publikums opbakning til traditionelle havshows faldet, og kritik af dyrevelfærden er blevet mere udbredt.
Men overgangsperioden viser, at lovgivning kun er første skridt.
Når et land beslutter at stoppe med at bruge vilde dyr i underholdning, opstår der et ansvar for de individer, der allerede lever i systemet.
Hvem bærer ansvaret?
Marineland understreger, at dyrene passes og fodres korrekt og at man arbejder på en løsning i dialog med myndighederne.
Miljøorganisationer frygter omvendt, at processen kan trække ud og at spækhuggerne risikerer at blive brikker i en juridisk og politisk strid.
Bag konflikten ligger et grundlæggende spørgsmål: Når samfundet ændrer syn på dyrevelfærd, hvordan håndterer man de dyr, der allerede er en del af den gamle praksis?
For Wikie og Keijo er det ikke en teoretisk debat.
Det handler om, hvor – og hvordan – resten af deres liv skal leves.
