I bogen Capitalist Realism beskriver Mark Fisher et paradoks i markedskapitalismen, som han med en sarkastisk formulering kalder “markedsstalinisme”.
Udtrykket dækker over en tilstand, hvor systemet på én gang hylder markedets frihed og fleksibilitet – og samtidig indfører mere kontrol, forcerede målinger og misvisende evalueringer.
KPI’er, benchmarks og nøgletal bliver gradvist transformeret fra redskaber til at måle virkeligheden – og bliver de facto til virkeligheden selv.
Det fører med tiden til en bizar situation, hvor officielle narrativer er så dominerende, at selve sandheden bliver politisk ukorrekt – noget, som mange uheldige mennesker oplevede under Stalins brutale skueprocesser.
Mark Fisher var socialist, så derfor forstår han tendensen som et udtryk for kapitalismens uløselige selvmodsigelse.
Men selv hvis man ikke køber den præmis, er Fishers observationer, som han bl.a. gjorde sig i sit professionelle liv som lærer, svære at afvise.
Hvis man har arbejdet i en større organisation, har man nok på et eller andet tidspunkt oplevet, at nøgletal og anden symbolik til tider får forrang over den praktiske virkelighed.
Det centrale i Fishers kritik er forskydningen fra mål til målstyring.
I stedet for at spørge, om en institution faktisk leverer bedre undervisning, sundhed eller – i klimapolitikkens tilfælde – reelle miljøforbedringer, spørger man, om den lever op til de indikatorer, som man selv har defineret.
Tallene får deres eget liv.
Når først et mål er formuleret og kommunikeret, afføder det i sig selv anerkendelse, ros og brandingværdi – uanset om det kan realiseres i praksis.
Varm luft
I klimapolitikken er “ambitiøs” fx ofte synonym med “positiv”.
Når en virksomhed eller myndighed sætter et mål om CO₂-neutralitet, bliver det rost for at være ambitiøst – eller kritiseret for at være for uambitiøst.
At vedtage et “ambitiøst mål” udlægges således ofte som fremskridt i sig selv.
Som om gevinsten ligger i formuleringen.
Vi ser det både på internationalt plan – hvor regeringer konkurrerer om at være “først” med 70-procentsmål eller 2045-neutralitet – og i erhvervslivet, hvor CO₂-reduktion er blevet en næsten obligatorisk del af strategiske planer for de fleste større virksomheder.
Læs også: Klimaministeriet praler af “Verdens højeste 2035-klimamål”
Fisher ville hævde, at vi her står over for en form for bureaukratisk antiproduktion: enorme ressourcer bruges på rapportering, certificering og målsætning, mens den materielle omstilling – den vanskelige, langsomme omstrukturering af produktionsapparatet, der danner rammerne – halter bagefter.
Klimapolitikken bliver et felt, hvor man kan akkumulere moralsk og kommunikativ kapital uden nødvendigvis at ændre de strukturer, der skaber udledningerne.
Vestas som case
I 2020 lancerede vindmøllegiganten et mål om at være klimaneutral i 2030.
“Vores forpligtelse til at blive karbon-neutral er det rigtige at gøre for os alle sammen. Sammen vil vi ikke blot lave produkter, som bygger en mere bæredygtig planet, men også gøre det på den mest bæredygtige måde”, udtalte adm. direktør Henrik Andersen den gang i en pressemeddelse.
Vestas blev – på grund af denne udmelding – fremhævet som foregangsvirksomhed.
Dennis Friis Thaagaard, adm. direktør for rådgivningsvirksomheden Sustainor, udtalte således i 2020 til sustainreport.dk:
“Vestas har ikke sagt, de ikke vil udlede CO2, men man gå ud fra, at det er deres egen produktion af vind, som de vil kompensere med internt i stedet for at kompensere eksternt. Altså den reaktive, hvor man køber CO2-kvoter til kunstig lave priser. Og det er super flot“.
Så sent som i oktober sidste år blev Vestas rost af sustainabilitymag.com for at “føre an” i bæredygtighed med deres plan om at blive CO₂-neutral i 2030.
Her var en virksomhed, der virkelig (sagde, at den) tog ansvar!
Men nu har Vestas meddelt, at de dropper målet…
I stedet vil de forsøge at halvere deres udledninger inden 2030.
Forklaringen skal bl.a. findes i opkøbet af en havvindforretning, som har øget de samlede udledninger, samt vanskeligheder ved at nedbringe CO₂ fra stål og skibsbrændstoffer.
Det interessante er ikke som sådan, at Vestas må justere et mål.
Det er almindelig sund fornuft, at man må korrigere kursen, når forudsætninger ændrer sig.
Det interessante består i, hvordan selve målet i en årrække fungerede som symbol på et fremskridt.
Klimaneutralitet i 2030 blev behandlet som en realitet i kraft af sin signalværdi.
I Fishers optik er det netop markedsstalinismens logik: Systemet producerer konstante løfter om forbedring, som evalueres gennem deres kommunikationseffekt snarere end deres materielle konsekvens.
Målet genererer positiv omtale, investortillid og moralsk kredit her og nu.
At realiseringen ligger ti år ude i fremtiden – og måske aldrig indtræffer – svækker ikke den umiddelbare effekt.
Tværtimod.
