I en nylig artikel i Nature konkluderes det, at der er en grundlæggende skævhed i den måde, vi prioriterer klimaløsninger på.
Ifølge artiklen favoriserer regeringer, investorer og internationale institutioner dyre, teknologiske og kapitaltunge løsninger, mens lokale, økologiske og samfundsbårne praksisser systematisk nedprioriteres.
Problemet er, at teknologiske løsninger ofte passer bedre ind i eksisterende økonomiske og politiske strukturer.
De kan måles, prissættes og pakkes ind i investeringsmodeller. De fremstår som “innovation”. Dermed tiltrækker de finansiering.
Det findes der talrige eksempler på verden over.
Store ingeniørprojekter og højteknologiske løsninger modtager milliarder i støtte.
Samtidig går mindre end én procent af den globale klimafinansiering til oprindelige folk og lokalsamfund, selv om disse spiller en afgørende rolle i forvaltningen af deres lokale miljø og biodiversitet.
Dermed opstår en økonomisk skævvridning: Dyre innovationer prioriteres, mens enklere og ofte veldokumenterede økologiske praksisser forbliver marginaliserede.
Resultatet er en form for teknologisk afhængighed, hvor vi igen og igen søger nye tekniske gennembrud frem for at styrke de løsninger, der allerede fungerer lokalt.
Moderne brandslukning
Et af de eksempler, artiklen fremhæver, er de australske oprindelige folks tradition med kulturel afbrænding.
I tusindvis af år har grupper af oprindelige folk udført kontrollerede, sæsonbestemte brande.
Det har den gevinst, at det reducerer mængden af brændbart materiale, at det understøtter biodiversiteten og at det mindsker risikoen for katastrofale skovbrande.
Historiske og paleoøkologiske studier indikerer, at disse praksisser formede økosystemerne og holdt vegetationen lavere og brandintensiteten nede.
Under kolonitiden blev disse praksisser undertrykt og kriminaliseret til fordel for en politik, der fokuserede på brandbekæmpelse og total brandundertrykkelse.
Over tid førte det til ophobning af brændbart materiale og dermed mere voldsomme brande.
I dag investeres der massivt i teknologisk brandslukning – eksempelvis luftbåren vandbombning – mens kulturel afbrænding fortsat er marginaliseret, trods voksende evidens for dens mange gavnlige effekter.
Kan vi “skalere tradition”?
Men helt så enkelt er det nok heller ikke.
For selv om lokale og oprindelige praksisser kan være effektive i deres egne kontekster, er det langt fra givet, at de kan – eller bør – skaleres op og integreres direkte i globale klimapolitiske systemer.
Mange traditionelle praksisser er tæt forankret i specifikke kulturelle sammenhænge.
Hvis man begynder at tilføre store mængder ekstern finansiering, teknologi og politiske krav, risikerer man at ændre de sociale og økologiske dynamikker, der gjorde praksissen effektiv i første omgang.
Der findes eksempler på, at velmenende støtteordninger har haft utilsigtede konsekvenser.
Flere internationale skovbevaringsprogrammer har eksempelvis ført til konflikter om jordrettigheder, bureaukratisering og afhængighed af eksterne midler.
Når lokale praksisser pludselig skal dokumenteres, måles og omsættes til klimakreditter, kan det ændre incitamenter og magtforhold internt i samfundene.
Det, der før var en integreret del af en kulturel livsform, bliver et projekt med rapporteringskrav og økonomiske mål.
Desuden indeholder moderne klima- og miljøpolitik en lang række – ofte svært forenelige – krav.
Hvis fx en bestemt dyreværnsorganisation kan godtgøre, at en rituel praksis negativt påvirker bestanden af et særligt dyr, så vil der opstå skandaler og krav om indgriben.
Derfor er der noget grundlæggende inkompatibelt mellem oldgamle traditioner og moderne klimapolitik, som man ikke bare kan se bort fra.
En tredje vej?
Imens forskerne diskuterer, om innovativ teknologi er vejen frem eller om vi burde fokusere på mere traditionelle, lokalt forankrede løsninger, flyver verdens rigeste ufortrødent rundt i deres privatfly.
Der er stor folkelig opbakning til at indføre større klimaafgifter på den slags luksusflyveture, men af uransagelige årsager sker der ikke rigtigt noget på området.
Det er ikke fordi sådanne afgifter på privatfly vil redde klimaet i sig selv, men hvis man vil gå pragmatisk og demokratisk til værks, så giver det bedst mening at starte der hvor enigheden er.
Man hører konstant i klimapolitikken, at det er vigtigt at “have befolkningen med”, men det har man jo ikke, når man overhører deres fuldkomment rimelige og rationelle krav.
Læs også: De rigeste har brændt deres andel af klodens klimabudget af – på kun få dage!
Generelt er danskerne meget åbne for klimapolitik, men der opstår – forståeligt nok – kontroverser, når nogle føler, at de får trukket unfair beslutninger ned over hovedet.
Så kan klimaaktivisterne og privatbilisterne stå der og skændes om, hvorvidt vi skal have flere parkeringspladser i København eller ej, mens verdens rigeste flyver over hovedet på os, velvidende at det ikke er dem, der umiddelbart vil blive ramt af klimaforandringer.
Det er ikke holdbart.
Og så længe, vi ikke kan løse noget så simpelt som at begrænse unødig privatflyvning, så skal vi måske ikke sætte den store lid til, at vi kan frembringe fantastiske klimainnovationer eller opskalere australske naturfolk-traditioner til almen praksis.
