Lørdag den 15. november blev der gennemført klimademonstrationer i flere danske byer som led den landsdækkende begivenhed “Folkets Klimamarch 2025“. I København begyndte arrangementet omkring kl. 13 på Rådhuspladsen, hvor demonstranter samledes i stort antal for at markere et fælles krav om mere aktiv og målrettet klimahandling. På en scene på pladsen sørgede arrangørerne for musik, kamptaler og slagord og der var en god, optimistisk stemning blandt de mange fremmødte. Der var skilte og bannere med forskellige klimapolitiske slogans så langt øjet rakte.
Starten på Rådhuspladsen
Rådhuspladsen var fyldt, før marchen officielt gik i gang. Demonstranter i alle aldre stod tæt pakket rundt om scenen. Der var tydeligvis mange af de deltagende, der var dukket op af ren og skær personlig interesse, men der var også var mange politiske partier og klimapolitiske organisationer, som var meget tydeligt repræsenteret af medlemmer med logoer på tøjet og brandede bannere og flag.
Selv om stemningen var festlig, var der en vis seriøsitet i deltagernes tilstedeværelse. Mange talte livligt indbyrdes om klimapolitik, mens andre råbte slagord og sang med på kampsange. Der var en tydelig oplevelse af, at klimamarchen manifesterede et abstrakt, men fælles ønske, nemlig at gøre opmærksom på, at store dele af befolkningen forlanger en mere resolut politisk kurs på klimaområdet.
Marchen bevæger sig gennem byen
Ved 13.45-tiden satte marchen sig i bevægelse ned ad H.C. Andersens Boulevard, som i anledning af arrangementet var lukket for motortrafik. Optoget strakte sig langt ned ad boulevarden, hvor politikadetter og frivillige sørgede for, at ruten var fri.
Deltagelsen var bredt sammensat: Studerende, børnefamilier, ældre borgere og organiserede grupper gik side om side. Flere steder blev der råbt rytmiske slogans, mens enkelte medbragte trommer eller små megafoner skabte lydspor til marchen. Især slogannet “Vi vil ha’ – en grøn, retfærdig fremtid!” gik rent ind, mens andre slogans faldt lidt til jorden, fordi det var svært at høre, hvad der overhovedet blev råbt.
Der var fx en kvinde, der gik et stykke fra mig, der flere gange forsøgte sig med noget call-and-response. Hun råbte, “What do we want!?” og ventede så på, at andre svarede “Climate change!”, før hun fulgte op med “when do we want it!?”, hvortil det var meningen, at svaret skulle være “Now!”. Det var bare meget svært at høre, så det endte med at kvinden gik og råbte, “What do we want!?” og så lidt senere “Now!”, uden at nogen andre rigtigt deltog. Det gjorde nu ikke så meget. Det vigtigste var selve den folkelige manifestation, fik man indtryk af.
Samling på Højbro Plads
Ved ankomsten til Højbro Plads aftog marchen i fart og momentum, i takt med at marchen gik videre ned ad Strøget, der var fyldt med handlende og turister. Her var der et øjebliks stilstand i forløbet, hvor marchens overordnede karakter skiftede fra fremadrettet bevægelse til refleksion. Fra et medbragt lydsystem på en ladcykel lød Gnags-klassikeren “Vilde kaniner”, og mange deltagere smådansede og tog sig tid til at fotografere og tale med hinanden.
Tilbage mod Rådhuspladsen
Menneskemængden bevægede dig, i et lidt langsommere tempo, videre ad Strøget og tilbage til Rådhuspladsen, hvor marchen sluttede. Ruten gennem byens mest trafikerede gågade betød, at mange forbipasserende tilskuere spontant blev en del af publikummet, og flere standsede op for at betragte optoget.
Marchen nåede Rådhuspladsen omkring halvfire. De sidste taler blev holdt, og arrangørerne takkede deltagerne for deres fremmøde. Efterhånden opløstes folkemængden, og bannere og skilte blev trukket tilbage af de grupper, der havde medbragt dem.
Politisk tilstedeværelse og branding
Selv om klimamarchen officielt blev præsenteret som et bredt folkeligt arrangement, var der under hele marchen en markant synlighed af bestemte politiske partier. Særligt Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre var tydeligt repræsenteret med større grupper af deltagere, der bar identiske plakater, bannere og flag.
Det betød, at hele klimamarchen blev meget præget af partisymboler, der fyldte mindst lige så meget som de unikke, hjemmelavede skilte, som privatpersoner havde medbragt. Det gav indtryk af, at marchen – ud over at være en oprigtig folkelig manifestation – også kom til at fungere som en platform for politisk PR. Det var svært ikke at få den kætterske tanke, at visse partier så klimamarchen som en gratis reklame for deres miljøbevidsthed.
Det er ydermere paradoksalt, fordi de mange ens, laminerede og sikkert massefremstillede skilte med partinavne og logoer ikke ligefrem skriger “bæredygtighed”. Hvis man vil være bannerfører for grøn omstilling, bør ens banner måske ikke være et éngangs-remedie, indkøbt til lejligheden, som sikkert bliver smidt ud bagefter. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er tilfældet, men jeg undrer mig lidt over, at man ikke fra de grønne partiers side havde taget sig tid til at lave nogle unikke plakater, fx ud af genbrugsmaterialer, og selv fundet på slogans i stedet for at bære rundt på et skilt med et standardiseret slogan. Der gik to Enhedslisten-medlemmer foran mig i løbet af næsten hele marchen. De to gik side om side og talte sammen – og bar to helt ens skilte. Det så ikke særligt spontant eller folkeligt ud, må jeg tilstå.
Grænsen mellem borgerbevægelse og politisk platform
Der er også det indlysende problematiske ved en så tydelig politisk branding, at man næsten er garanteret at støde andre fra sig. Når Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre i den grad dominerer billedet med farver, logoer og slogans, betyder det naturligvis også, at andre partier er nødt til at være forsigtige med at støtte arrangementet, eftersom de er nødt til at signalere til vælgerne, at de ikke er en del af den grønne venstrefløj. Der var faktisk en gruppe deltagere med de karakteristiske grønne jakker med Konservative Folkepartis logo, men de bar ingen skilte eller bannere.
Hvis Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre havde været lidt mindre forhippede på at plastre skilte og bannere til med deres logoer og farver, så havde klimamarchen været mere inkluderende. Der er mange borgerlige, der støtter grøn politik, men som af andre årsager er modstandere af fx Alternativet. Denne type vælger skræmmer man potentielt væk, når man insisterer på at partifarver skal dominere det overordnede klimamarchen.
Balancen mellem klima og kommunikation
At politiske partier søger synlighed ved demonstrationer er selvfølgelig ikke overraskende. Selv om de færreste politikere nok vil indrømme det, så handler politik – især op til valg – i meget høj grad om markedsføring og branding. Den grønne omstilling er populær, så det er ikke sært, at de partier, der traditionelt har kæmpet for grøn politik, gerne vil vise deres engagement, men det er samtidig ærgerligt, hvis der går “gatekeeping” i den.
Jeg håber, at de grønne politikere husker, at det er dem, der kæmper for klimaet – ikke klimaet, der kæmper for dem.
