09. jan.

Julen sender tusindvis af hunde og katte til dyrlægen

Julen er højsæson for dyrlægebesøg. Julemad, pynt og fyrværkeri sender hvert år tusindvis af hunde og katte til behandling, mens brudte rutiner og høje brag gør december til en af årets mest belastende måneder for kæledyr.

Sara Holt

Redaktør

Kat i juletræ
Foto: Jessica Lewis/Unsplash

Julen forbindes for mange med massere af lækker mad og glitrende og overdådigt pynt.

Men hvis ud har kat, har du nok oplevet lidt for ofte, hvordan de skinnende guirlander og glaskugler hives ned af træet. Samtidig kan de fleste hundeejere skrive under på, at deres firbenede venner lurer lidt ekstra ved middagsbordet til jul – og ofte også får de lokket lidt mad ud af de medlidende julegæster.

Det virker harmløst – og måske endda som en del af julehyggen, hvis man er kæledyrsejer. Men for landets dyrlæger er december hvert år en af de mest travle måneder. Antallet af hunde og katte, der må behandles for skader og forgiftninger, stiger markant i juledagene.

Ifølge en ny pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse oplever dyreklinikker landet over en tydeligt stigning i akutte henvendelser i december. Det drejer sig især om maveproblemer, forgiftninger og skader, som ofte kan føres direkte tilbage til julemad, pynt og ændrede rutiner i hjemmet.

Dyrenes Beskyttelse advarer derfor igen i år om, at julen rummer en række klassiske risici for kæledyr, som mange ejere undervurderer.

Julehunde
Foto: Chris Benson/Unsplash

Julemad er en af de største syndere

En stor del af de ekstra dyrlægebesøg handler om mad. Fed julekost som and, flæskesteg, sovs og desserter kan give alvorlige mave- og tarmsymptomer hos både hunde og katte.

Dyrenes fordøjelsessystemer er langt mere følsomme end menneskers, og selv små mængder fed eller krydret mad kan udløse opkast, diarré og mavesmerter.

Samtidig er visse juleklassikere direkte farlige. Chokolade indeholder stoffer, som især hunde ikke kan nedbryde, og rosiner, løg og nødder kan give forgiftninger eller skader på indre organer.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse skyldes mange akutte henvendelser, at dyr får adgang til madrester, der har stået fremme, eller i et ubevogtet øjeblik snupper noget fra bordet eller gavepapiret.

Organisationen peger på, at det sjældent er bevidst fodring, men snarere små smagsprøver og uheld, der udløser problemerne. Det, der for mennesker er en uskyldig bid, kan for et dyr være nok til at kræve dyrlægehjælp.

Pynt, stearinlys og gavebånd giver skader

Julepynt er en anden væsentlig årsag til skader i december. Glaskugler, lysestager, gavebånd og dekorationer kan virke uskyldige, men udgør en reel risiko for både hunde og katte.

Knuste julekugler kan give dybe snitsår, mens gavebånd og snore kan blive slugt og føre til tarmslyng, som i alvorlige tilfælde kræver operation.

Levende lys er en særlig risikofaktor. Katte kan vælte lysestager eller brænde sig på flammerne, og kombinationen af pynt, åbne flammer og travlhed i hjemmet øger risikoen for ulykker.

Dyrlæger oplever hvert år skader, som ifølge Dyrenes Beskyttelse kunne være undgået, hvis pynten var placeret uden for dyrenes rækkevidde.

Kat i julepynt
Foto: Valentina Sotnikova/Unsplash

Brudte rutiner skaber stress

Ud over de fysiske farer spiller stress en stor rolle. Julen betyder for mange dyr, at deres vante rutiner brydes. Fodringstidspunkter ændres, gåture rykkes, og hjemmet er fyldt med flere mennesker og flere lyde end normalt.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse reagerer mange dyr kraftigt på uforudsigelighed. Stress kan vise sig som uro, ændret adfærd eller forværrede helbredsproblemer, også hos dyr der normalt trives godt.

Fyrværkeri skræmmer flertallet af kæledyr

Når julen går på hæld, venter endnu en belastning. En ny undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse viser, at omkring to ud af tre hunde og katte bliver skræmt af fyrværkeri. Det gælder både høje brag, lysglimt og lugten af krudt.

Frygten opstår ofte allerede i dagene op til nytår, hvor fyrværkeri affyres på forskellige tidspunkter. Dyreværnsorganisationer melder hvert år om bortløbne dyr i forbindelse med nytår, og dyrlæger oplever øget efterspørgsel på hjælp til stress og angst hos kæledyr i perioden.

Et tilbagevendende decemberproblem

Julens dyreulykker er ikke nye. Mønsteret gentager sig år efter år, men alligevel kommer det bag på mange ejere, hvor hårdt højtiden kan være for deres dyr.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse hænger det sammen med, at kæledyr i stigende grad betragtes som familiemedlemmer og derfor inddrages i fejringen på menneskers præmisser.

Julen er for mange en tid med forkælelse og overskud. Men netop her opstår paradokset: Det, der opleves som omsorg, kan ende med at belaste dyrets helbred og trivsel, hvis der ikke tages højde for dyrets behov.