Ingen aftale i Genève – kampen om plasttraktaten endte i dødvande

Efter 11 dages intense FN-forhandlinger i Genève står verdens lande tilbage uden en aftale om at bremse plastforureningen. Striden om produktionslofter, kemikalieregler og finansiering splittede forsamlingen - og nu er det uklart, hvordan processen skal genoptages.

Sara Holt

Redaktør

FN møde

I tirsdags satte miljøminister Magnus Heunicke kurs mod Genève for at forhandle med FN om en global plastlovgivning. Selvom oddsene aldrig var helt gode for at lykkes med en ambitiøs aftale, var planen klar: Den 14. august skulle verdens lande stå med en aftale i hånden. I dag står det klart, at de ikke kan blive enige.

Hvad var det præcis, de skulle blive enige om?

Formålet med INC‑5.2 (International Negotiating Committee, session 5.2) var at skabe verdens første juridisk bindende traktat om plastforurening. Traktaten skulle dække hele plastiklivscyklussen – fra design og produktion til forbrug og bortskaffelse – og inkludere regulering af kemikalier, finansiering til implementering og retfærdighed for udviklingslande.

Fire centrale områder

Nationale indsatser, som plastikafgifter og udvidet producentansvar, vil have begrænset effekt uden globalt samspil. Netop derfor var Heunicke i Genève – og netop derfor er resultatet, eller rettere fraværet af det, en skuffelse. Her er de fire store punkter på dagsordenen:

1. Skrue ned for produktionen af ny plast

Produktionen af såkaldt jomfru-plastik – plast lavet fra ny direkte af olie eller gas – er steget støt i årtier. EU, med Danmark som aktiv stemme, pressede på for bindende produktionslofter, der gradvist skulle reducere mængderne globalt. Argumentet er enkelt: Begrænset produktion betyder mindre affald og mindre CO₂.

Især olie- og gasproducerende lande som Saudi-Arabien, Rusland og USA afviste at sætte kvoter. De mener, at løsningen ligger i bedre genbrug og affaldshåndtering, ikke i at “lukke hanen” for ny plast.

2. Regulere skadelige kemikalier i produkter

Mange plasttyper indeholder tilsætningsstoffer som ftalater, bromerede flammehæmmere og PFAS. Disse kan sive ud til miljø og mennesker og har dokumenterede sundhedsrisici. EU og lande som Kenya og Canada ønskede et globalt forbud mod de værste stoffer.

Modstanderne frygtede derimod, at brede kemikalieforbud ville hæmme industrien, koste dyrt og være svære at håndhæve – og krævede, at reguleringer blev overladt til hvert enkelt land.

3. Finansiering og teknisk støtte til udviklingslande

En ambitiøs traktat ville kræve store investeringer i nye systemer til affaldssortering, genbrug og sikker bortskaffelse. Især lav- og mellemindkomstlande krævede en fast forpligtelse om finansiel støtte fra de rige lande. Danmark bakkede op via EU’s linje, men de olie- og gasproducerende lande og flere store udviklingslande insisterede på, at støtten skulle være frivillig – uden faste beløb eller tidsplaner.

4. En fælles definition af “plastforurening”

Selv grundbegrebet var til debat. Skulle mikroplast i menneskekroppen tælles med? Hvad med plast i industriprodukter, der ikke ender som affald i naturen? En præcis definition ville afgøre, hvad traktaten overhovedet dækkede – men også her var uenighederne store.

Hvad sker der nu?

Efter 11 dage med maratonmøder og uenigheder forlod delegationerne Genève uden en tidsplan for næste skridt. FN’s miljøprogram (UNEP) har officielt sat processen på pause, mens formandskabet og medlemslandene overvejer, hvordan forhandlingerne kan genoptages.

Ifølge diplomater og UNEP’s sekretariat foreligger der flere mulige scenarier – men ingen af dem er besluttet:

  • En ekstra runde forhandlinger, hvis medlemslandene kan blive enige om format, sted og tidsramme.
  • Regionale aftaler, hvor grupper af lande, som EU og små ø-stater, går videre med fælles standarder uden at vente på global enighed.
  • Frivillige koalitioner, hvor ambitiøse lande forpligter sig til mål om fx produktionslofter og kemikalieforbud, men uden FN’s formelle rammer.

UNEP understreger, at alle mulighederne kræver klar politisk vilje fra medlemslandene. Uden den risikerer processen at gå i stå – og det, der for få dage siden var udset til at blive en historisk aftale, kan ende som endnu et uforløst forsøg.

Fra Genève til hverdagen

For de fleste danskere ændrer udfaldet ikke meget i morgen – vi har stadig vores nationale plaststrategi, EU’s regler om engangsplast og kommende producentansvar. Men uden en global aftale risikerer vi, at indsatsen blot bliver en dråbe i havet, mens plastproduktionen fortsætter med at stige andre steder i verden.

Miljøminister Magnus Heunicke har allerede bekræftet, at Danmark vil fortsætte presset gennem EU. Men hvis verden ikke finder fælles fodslag, vil plastforureningen fortsat krydse grænser – i havstrømme, i fødekæder og i luften. Og det er netop derfor, de næste skridt i FN-processen kan blive afgørende for, om denne aftale ender som en succes eller som spild af tid.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Populære artikler

Find mere læsestof her

Nyheder

| SENESTE