I weekenden blev Berlin ramt af det alvorligste strømsvigt siden Anden Verdenskrig.
Et brandangreb mod strømkabler ved kraftvarmeværket i Lichterfelde lagde store dele af det sydvestlige Berlin i mørke og kulde i op til fem døgn.
Omkring 45.000 husstande og mere end 2.200 virksomheder stod uden el og varme midt under en kuldebølge med temperaturer langt under frysepunktet.
Også samfundskritiske funktioner blev ramt: lægepraksisser, skoler og plejehjem.
En 83-årig kvinde blev fundet død i sin lejlighed, og politiet undersøger nu, om dødsfaldet kan have haft sammenhæng med strømafbrydelsen.
Angrebet havde dermed ikke blot økonomiske konsekvenser, men potentielt også menneskelige omkostninger.
Vulkangruppens påtager sig ansvaret
Kort efter angrebet tog den kontroversielle klimaorganisation Vulkangruppe ansvaret i en officiel udmelding.
Her beskrev gruppen sabotagen som en bevidst handling rettet mod fossil infrastruktur og den “imperialistiske livsstil”, der ifølge dem ødelægger planeten.
Gas-kraftværket i Lichterfelde blev betegnet som et legitimt mål, og gruppen lagde ikke skjul på, at de var indforståede med, at det kunne få væsentlige konsekvenser for civilbefolkningen.
I teksten udtrykker Vulkangruppen endda tilfredshed med, at velhavende bydele som Wannsee og Zehlendorf blev hårdt ramt – dog retter de også en undskyldning mod de mindre velstillede borgere, der også blev ramt.
Politisk fravær og debat om terrorbegrebet
Angrebet udløste kraftig kritik af de politiske myndigheder.
Især Berlins overborgmester Kai Wegner blev mødt med vrede for sit fravær i krisens første dage.
Ifølge medierne spillede han tennis, mens store dele af byen manglede strøm og varme.
Samtidig opstod en debat om, hvorvidt angrebet bør betegnes som terror eller ej.
Kritikere har hævdet, at det, de opfatter som tøven med at kalde angrebet for en terrorhandling, skyldtes gerningsmændenes venstreorienterede og klimarelaterede motiv.
Lignende handlinger fra højreekstreme hurtigt ville være blevet stemplet som terror uden forbehold, lyder vurderingen.
En gruppe eller et netværk?
Vulkangruppe er kendt for sin ekstreme klimaaktivisme.
Navnet dukkede første gang op i 2011 i forbindelse med brandangreb mod elinstallationer og jernbaneinfrastruktur i Berlin.
Siden er det blevet brugt i forbindelse med flere alvorlige sabotagehandlinger, herunder gentagne angreb på Tesla Gigafactory Berlin-Brandenburg i Brandenburg.
Ifølge de tyske sikkerhedsmyndigheder dækker betegnelsen sandsynligvis over flere autonome grupper snarere end én samlet organisation.
Denne splittelse blev ganske tydelig efter Berlin-blackoutet, da en gruppe, der hævdede at være “Vulkangruppen fra 2011”, tog offentligt afstand fra angrebet.
De erklærede, at deres oprindelige mål var “disruption, ikke eskalation” – og at de aldrig havde ønsket at sabotere samfundets grundlæggende forsyning.
Mistanken om russisk “false flag”
Efterfølgende opstod spekulationer om, hvorvidt bekendelsesskrifterne kunne være led i en russisk “false flag”-operation.
Sproglige mærkværdigheder og stavefejl fik enkelte kommentatorer til at foreslå, at teksterne kunne være oversat fra russisk.
Vulkangruppe afviste imidlertid disse spekulationer i en offentlig “korrektion”.
Ifølge dem er Rusland-hypotesen et forsøg på at skjule, at hjemmedyrket ekstremisme er i stand til at angribe kritisk infrastruktur.
De tyske myndigheder har vurderet flere af teksterne som autentiske, men understreger, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvem der står bag.
Sagen efterforskes nu af den føderale anklagemyndighed.
Fra Berlin til Washington: Russiagate-parallellen
Mistanken om russisk indblanding peger på en bredere vestlig tendens.
I USA har fortællinger om russisk påvirkning, bots og hackere domineret den politiske debat siden præsidentvalget i 2016 – det såkaldte “Russiagate”.
Ifølge mange forskere og efterforskninger forsøgte Rusland – og havde måske held til – at påvirke valgkampen til Trumps fordel.
Andre har derimod beskrevet hele affæren som en politisk konspiration rettet mod Donald Trump.
Ifølge nogle udlægninger var hele Russiagate-skandalen en snedig løgnehistorie, som Hillary Clinton og hendes følgere kynisk brugte til at miskreditere Trump.
Resultatet er et frustrerende paradoks: For nogle er Rusland nærmest forklaringen på enhver destabiliserende handling; for andre er selve forestillingen om omfattende russisk indblanding den egentlige konspiration.
Det er altså enten en konspiration, eller også er det en konspiration, at der skulle være nogen konspiration…
Svært at drage nogen konklusion
Reaktionerne på Berlin-angrebet viser, hvor hurtigt konkrete hændelser bliver til politisk ammunition.
Først og fremmest er der den retoriske debat om, hvorvidt man skal betegne angrebet som terror eller ej.
Det er udtryk for en diskursiv kamp uden praktisk betydning.
For den 83-årige kvinde, der måtte lade livet, og hendes pårørende, er der nok irrelevant, om man kalder det for en klimaaktivisme eller klimaterror.
Det er politisk branding. Den enes frihedskæmper er den andens terrorist og så videre. Det er efterhånden en gammel traver.
Spørgsmålet om, hvorvidt Vulkangruppen er infiltreret af russiske interesser, er derimod højst relevant i praksis – men også dét er blevet politiseret og står nu som et selvstændigt stridspunkt – akkurat som Nord Stream 2-sabotagen.
Her var flere mainstream-medier også lynhurtige til at fastslå, at Rusland selvfølgelig havde saboteret sin egen pipeline – selv om ingen reelt havde nogen anelse om, hvorvidt det var sandt eller ej.
Det, der dog står klart, er, at der nu eksisterer en diskurs, der sætter russisk indflydelse direkte sammen med klimaaktivisme.
Det kan betyde, at klimaaktivister nu i højere grad risikerer at blive brandet som fjendtlige, samfundsundergravende landsforrædere – i stedet for bare at være “klimatosser”.
Det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før den retorik også får fodfæste i Danmark.
Det bliver interessant at se, hvordan klimaaktivisterne i så fald vil modgå det narrativ.
