Når store grønne projekter sættes i udbud, ledsages de ofte af høje forventninger og optimistisk stemning.
Det mangler ikke flotte ord og lovprisninger, men man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
For noget vi har lært i løbet af 2025, er at der kan være mange paradokser, der står i vejen for udførelsen af de ellers ambitiøse anlægsprojekter.
I bund og grund handler det om det iboende mismatch, der er i mellem de politiske ambitioner om innovative klimaløsninger og erhvervslivets fokus på rentabilitet og driftsmæssig stabilitet.
Ét er nemlig at tale om markedsdrevne løsninger – noget andet er at skabe tilstrækkeligt incitament for at få dem ført ud i livet.
Havvind: Udbud uden bud – og et nyt forsøg
I 2024 blev der sendt et omfattende udbud i markedet for tre havvindmølleparker i Nordsøen med en samlet kapacitet på omkring 6 GW.
Udbuddet blev lanceret som en del af Danmarks langsigtede udbygningsplaner for vedvarende energi og indgik i fortællingen om fortsat udbygning af havvind i stor skala.
Da budfristen udløb i december 2024, var resultatet imidlertid klart: der var slet ikke indkommet nogen bud. Udbuddet blev dermed afsluttet uden tildeling, og projekterne blev ikke realiseret.
Efterfølgende blev der gennemført såkaldte markedsdialoger, hvor Energistyrelsen indsamlede input fra potentielle aktører om udbuddets vilkår og struktur.
Dialogerne indgik i forberedelsen af en ny udbudsrunde, som blev offentliggjort i november 2025.
CCS: Støttepulje med begrænset deltagelse
Også på CCS-området var forventningerne høje.
Fortalere for CCS mener, at det kan indtage en central rolle i den grønne omstilling som en teknologi, der direkte kan reducere udledninger fra industrien og affaldssektoren.
I 2025 blev der arbejdet med en statslig støttepulje på hele 28,7 mia. kr., som skulle understøtte etablering af anlæg til fangst, transport og lagring af CO₂.
Puljen blev udbudt i flere faser. I den indledende prækvalifikation ansøgte 16 virksomheder, hvoraf 10 blev udvalgt til at gå videre i processen.
Udvælgelsen blev i sig selv omtalt som et vigtigt skridt i retning af konkret realisering af CCS-projekter i Danmark.
CCS står for Carbon Capture and Storage og er en teknologi, der bruges til at reducere udledningen af kuldioxid til atmosfæren.
CO₂ opfanges typisk fra kraftværker eller industrielle processer, hvorefter den komprimeres og transporteres via rør eller skib til et lagringssted.
Her lagres CO₂’en sikkert i dybe geologiske lag under havbunden eller på land.
CCS er især relevant for industrier, hvor det er svært at reducere udledninger på andre måder.
I Danmark arbejder Energistyrelsen med at udvikle rammerne for CCS som et vigtigt redskab i den grønne omstilling.
I den efterfølgende fase, hvor de prækvalificerede aktører skulle indsende bindende tilbud, viste markedsresponsen sig imidlertid mere begrænset.
Flere virksomheder valgte at trække sig og afstod fra at afgive endelige bud, selvom de havde adgang til støttepuljen.
Ifølge de involverede virksomheder handlede beslutningen om økonomi, teknisk kompleksitet og de langsigtede forpligtelser, der følger med CCS-projekter.
Kontrasten mellem planer og resultater
Set samlet viser erfaringerne fra 2025 (og slut-2024), at der kan være en kolossal forskel mellem de forventninger, der knytter sig til lanceringen af grønne udbud, og den faktiske markedsrespons.
Havvindmøller er en velkendt teknologi i Danmark, men som blandt Ørsteds oplevelser i USA har vist, så er selv dette marked ganske volatilt.
Politiske beslutninger kan på relativt kort tid undergrave det markedsøkonomiske fundament og når de økonomiske udsigter bliver usikre, resulterer det naturligvis i skepsis fra erhvervslivets side.
CCS er en meget ny teknologi og det er ganske simpelt umuligt at sagligt vurdere, hvordan fremtidsudsigterne for den type teknologi reelt er.
Ganske vist mener man fra myndighedernes side, at CCS er et potentielt vigtigt instrument til at reducere CO₂-udledninger, men som man kan konstatere er der ikke den samme optimisme fra markedets side.
Desuden har bl.a. tænketanken Concito fremhævet, at investeringer i CCS, kan have utilsigtede resultater, hvis de ikke udformes korrekt.
Fremtiden for grønne udbud
Udover det åbenlyst ærgerlige i, at der er så svært at finde et match mellem de klimapolitiske ambitioner og erhvervslivets økonomiske interesser, er det også bekymrende, at der går så mange ressourcer på at formulere udbud og indhente tilbud – kun for at måtte gøre det hele om.
Hvor megen tid og energi har det ikke krævet at forberede og klargøre disse udbudsrunder, som altså næsten intet har kastet af sig?
Det er selvfølgelig betryggende, at myndighederne er i løbende dialog med markedet og sætter så målrettet ind på at få elimineret de mismatches, der åbenbart er, men omvendt har vi heller ingen tid at spilde.
Når projekterne lanceres, hører vi ofte, at de er banebrydende, nødvendige og at de skal sikre, at vi kommer videre med den grønne omstilling, og man kan næsten få det indtryk, at planerne i sig selv er gavnlige.
Men ambitioner, som overstiger det, der i virkeligheden kan lade sig gøre, er intet værd. Derfor bliver det spændende at følge de nye udbudsrunder for havvind, som bliver lanceret i 2026.
“Vi forventer, at de første vindmøller kan snurre i 2032“, har klimaministeren udtalt i forbindelse med den nye udbudsrunde.
Om de forventninger er realistiske vil vise sig i 2026.
