Når vinterens kulde sætter sig, og jordens øverste lag bliver hårdt som sten, kan det føles som en lettelse for enhver, der har slæbt sig gennem mudder og regn.
Men frostens rolle rækker langt ud over at gøre stier mere gangbare.
Den frosne jord spiller en central og ofte overset rolle i at holde naturens store kredsløb i balance, både i de tempererede egne, vi kender fra Danmark, og endnu mere markant i verdens kolde, arktiske områder.
I et essay hos The Guardian beskriver forfatteren, hvordan en uge med vedvarende frost har forvandlet en eng fra en mudret udfordring til en jernhård overflade, hvor spor efter både mennesker og dyr bevares som i en tidkapsel.
Han skriver at der under overfladen findes et komplekst økosystem med milliarder af mikroorganismer og netværk af svampetråde.
Disse mikroskopiske livsformer er ikke blot facinerende for naturinteresserede – de udgør fundamentet for jordens frugtbarhed og dermed for livet på planeten.
Jordens mikrobiom: liv i et gram jord
Et håndfuld jord kan rumme milliarder af enkeltcellede organismer fra titusindvis af arter, samt mycelier – de trådformede strukturer som svampe danner – der strækker sig som usynlige netværk under overfladen.
Den kompleksitet er så stor, at forfatteren i The Guardian fastslår: hvis alt dette forsvandt, ville menneskeheden ikke følge langt efter.
Frost har en vigtig naturlig funktion her.
Når vandet i jorden fryser, udvider det sig og binder jordens partikler tættere sammen.
Det forbedrer jordstrukturen og kan reducere aktiviteten af skadelige patogener.
Gartnere ved, at hård frost kan forbedre jordsmonnet og slå visse sygdomsfremkaldende organismer ihjel – men det er kun en lille del af historien.
I bund og grund hjælper frost med at stabilisere det mikrobielle miljø, som er afgørende for nedbrydning af organisk materiale, næringsstofcyklusser og planters adgang til vand og næring.
Permafrost: Jordens gigantiske fryser
Langt nord, i de arktiske egne af Sibirien, Canada, Alaska og Grønland, findes permafrost – jord som har været frossen i mindst to år i træk.
Denne permanente frysning omfatter enorme mængder organisk materiale, der er akkumuleret gennem tusinder af år, og udgør en af de største naturlige kulstoflagre på Jorden.
Ifølge forskere kan permafrost indeholde omtrent dobbelt så meget kulstof, som der i dag findes i atmosfæren.
Mens jordens øverste lag i disse egne ofte tøer om sommeren og fryser om vinteren, forbliver de dybere lag frosne.
Netop denne stabilitet betyder, at kulstoffet forbliver låst væk fra atmosfæren.
Når permafrosten begynder at tø som følge af stigende global temperatur, bliver organisk materiale tilgængeligt for mikroorganismer, der aktiveres.
Disse mikrober begynder at nedbryde materialet og frigive kuldioxid og metan, to kraftige drivhusgasser, til atmosfæren.
Det skaber en feedback-effekt, hvor opvarmning fører til mere udslip, som igen fremmer yderligere opvarmning.
Usynlige konsekvenser af opvarmning
Klimaforandringer forstyrrer ikke bare vinterens frost.
I Danmark og andre tempererede regioner ser vi blomster bryde ud tidligere, og sindet kobler dette med global opvarmning.
Men det er langt sværere at se, når temperaturen ændrer den mikrobielle mangfoldighed i jorden.
I The Guardian pointeres, at tabet af bakteriearter i jorden går ubemærket hen, men det kan have lige så store konsekvenser som ændringer i synlige plantefænomener.
I de arktiske egne har forskere fundet, at permafrostens optøning ikke bare ændrer kulstoflagrene, men også den fysiske struktur i landskabet.
Når isen i jorden smelter, kan dele af overfladen synke sammen og danne såkaldte thermokarst-landskaber – skrånende terræn og ustabil jord, der påvirker både naturlige vandveje og menneskelig infrastruktur.
Derudover viser klimaforskning, at arktiske og subarktiske områder har oplevet en betydelig stigning i temperaturer – hurtigere end mange andre dele af kloden – hvilket intensiverer optøningen.
Dette kan føre til, at områder, som tidligere var kulstoflagre, nu bliver nettoudledere af drivhusgasser.
En undersøgelse har vist, at mere end 30 procent af det arktiske landskab allerede er ændret fra at være kulstof-sænker til kulstof-kilde, når man medregner udslip fra forskellige naturprocesser og øget jordrespiration.
En kold ven, vi sjældent tænker på
Frossen jord virker måske på overfladen som noget enkelt og trivielt – noget der blot gør vintervandringen mere behagelig.
Men langt fra overfladen foregår der processer, der er centrale for hele Jordens klima- og økosystemer.
Den kolde jord fungerer som en regulator, der både holder store kulstofmængder ude af atmosfæren og understøtter et levende mikromiljø, som vi forstår langt mindre end vi burde.
I The Guardian’s refleksion er der en opfordring til at værdsætte og forstå frostens rolle, ikke som et symptom på vinterens gener, men som en vital del af naturens systemer, der holder vores planet sund.
Det er et perspektiv, der kan minde os om, at nogle af de mest betydningsfulde aspekter af klimakrisen ikke altid er synlige for det blotte øje, men alligevel har enorm betydning for fremtidens klima og biodiversitet.
