Fødevarestyrelsen frifundet i minkretssagen: Sådan endte et af Danmarks mest omstridte coronaforløb

Fødevarestyrelsen kan ikke holdes erstatningsansvarlig for de påbud, der i efteråret 2020 førte til aflivningen af alle mink i Danmark.

Det har retten nu afgjort og dermed sat et juridisk punktum i en sag, der i årevis har været et symbol på magt, hastværk og brud på tilliden mellem stat og borgere under coronapandemien.

Dommen lukker dog ikke minksagen som politisk eller samfundsmæssigt spørgsmål. Tværtimod står forløbet stadig som et af de mest indgribende i nyere dansk historie.

Ifølge en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug har retten lagt vægt på, at styrelsen ikke har handlet ansvarspådragende i sin håndtering af påbuddene over for minkavlerne.

Dermed får staten medhold i et søgsmål, som en gruppe minkavlere havde anlagt i kølvandet på aflivningen af hele det danske minkhold.

Da minkene blev beordret aflivet

For at forstå dommens betydning skal man tilbage til november 2020.

Midt i coronapandemien meldte regeringen ud, at alle mink i Danmark skulle aflives. Baggrunden var frygten for mutationer af coronavirus i mink, som ifølge myndighederne kunne true effekten af kommende vacciner. Beslutningen blev truffet hurtigt og under massivt tidspres.

Kort efter udsendte Fødevarestyrelsen påbud til minkavlerne om at aflive deres dyr. Det viste sig senere, at der på tidspunktet for påbuddene ikke var klar lovhjemmel til at kræve aflivning af raske mink uden for smittezoner.

Det udløste en politisk krise, der førte til flere ministerafgange og nedsættelsen af Minkkommissionen, som senere rettede skarp kritik mod regeringens håndtering af sagen.

Selv om Folketinget efterfølgende vedtog en hastelov, der gav hjemmel til aflivningen, var skaden allerede sket. Et helt erhverv blev lukket ned, og tusindvis af minkavlere mistede deres levebrød fra den ene dag til den anden.

Minkavlerne gik rettens vej

Flere minkavlere valgte senere at tage sagen videre til domstolene. I et søgsmål mod staten gjorde de gældende, at Fødevarestyrelsens påbud var retsstridige, og at styrelsen derfor burde betale erstatning for de tab, som avlerne havde lidt.

Ifølge pressemeddelelsen om sagsanlægget fra november 2024 argumenterede minkavlerne for, at påbuddene blev udstedt uden lovhjemmel og dermed var ulovlige.

Staten afviste kravet og fastholdt, at Fødevarestyrelsen handlede i en ekstraordinær sundhedskrise, hvor hensynet til folkesundheden var afgørende.

Sagen kom derfor ikke til at handle om, hvorvidt forløbet var kaotisk eller politisk kritisabelt, men om noget mere snævert: Om Fødevarestyrelsen som myndighed kunne holdes juridisk ansvarlig og dermed erstatningspligtig.

Dommen falder – staten frifindes

Dommen er netop afgivet og resultatet blev en frifindelse af Fødevarestyrelsen.

Retten vurderer, at selv om der var alvorlige problemer med hjemmelsgrundlaget i forløbet, kan styrelsen ikke holdes erstatningsansvarlig for de påbud, der blev udstedt.

Det afgørende har blandt andet været, at styrelsen handlede på baggrund af den viden og de instrukser, der forelå på tidspunktet, og i en situation præget af stor usikkerhed og tidspres.

Med dommen får staten dermed medhold i, at det juridiske ansvar ikke kan placeres hos Fødevarestyrelsen i denne sag. Spørgsmålet om politisk ansvar er derimod ikke en del af rettens vurdering.

Et erhverv i modvind hos befolkningen

Minksagen udspillede sig ikke kun i regeringskontorer, retssale og kommissionslokaler.

Den foldede sig også ud i den brede offentlighed, hvor debatten om minkavl i forvejen var præget af stærke holdninger.

For mange danskere blev aflivningen af minkene ikke kun set som et drastisk sundhedstiltag, men også som et opgør med et erhverv, der længe havde været under pres.

Allerede før coronapandemien havde minkavl været genstand for kritik fra dyrevelfærdsorganisationer og miljøforkæmpere, der pegede på forholdene i burene, smitterisici og branchens klimaaftryk.

Da regeringen meldte ud, at alle mink skulle aflives, var der derfor også stemmer i den offentlige debat, som betragtede beslutningen som en uundgåelig eller ligefrem ønskelig afslutning på en kontroversiel industri.

Samtidig skabte forløbet en tydelig kløft i befolkningen. Hvor nogle så aflivningen som en nødvendig og længe ventet overgang væk fra minkproduktion, oplevede andre den som et alvorligt brud på retssikkerheden og som et eksempel på, at et helt erhverv kunne ofres uden ordentlig lovhjemmel.

Den splittelse har fulgt minksagen lige siden og er en del af forklaringen på, hvorfor sagen stadig vækker stærke følelser – også flere år efter, at de sidste mink blev aflivet.

Mange danskere var samtidige skuffede over den økonomiske kompensation der tilgik minkavlerne, og at man tillod at erhvervet genopstod.

En sag, der stadig deler Danmark

Selv om dommen lukker minkretssagen juridisk, er minksagen langt fra afsluttet i offentligheden. For mange tidligere minkavlere ændrer dommen ikke på oplevelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt.

De økonomiske erstatningsordninger, som Folketinget senere har vedtaget, har for nogle givet en vis kompensation, men for andre har tabet været mere end økonomisk. Et livsværk og en identitet knyttet til erhvervet er forsvundet.

Samtidig står minksagen stadig som et eksempel på, hvor skrøbelig balancen mellem handlekraft og retssikkerhed kan være i en krisesituation.

Kritikken fra Minkkommissionen og den efterfølgende politiske debat har allerede ført til løfter om bedre beredskab, klarere ansvarsfordeling og større opmærksomhed på lovhjemmel, også når beslutninger skal træffes hurtigt.

Med frifindelsen af Fødevarestyrelsen har domstolene nu taget stilling til den juridiske del af sagen.

Men de større spørgsmål om tillid til myndighederne, statens magt i undtagelsestilstande og konsekvenserne for dem, der rammes hårdest, vil fortsat præge debatten.

Minksagen er dermed ikke kun et afsluttet kapitel i coronahistorien, men en fortsat debat om statsmagt, sikkerhed og ikke mindst dyrevelfærd.