Rekordmange borgere klager over støj og lugt fra Københavns Lufthavn har sat gang i en politisk debat om luftforurening og børns sundhed på Amager.
Bekymrede forældre fortæller om kvalmende lugt, søvnforstyrrelser og frygt for, at deres børn udvikler luftvejssygdomme.
Samtidig kræver flere partier nu undersøgelser af, om de såkaldte ultrafine partikler fra flytrafikken kan skade børn.
For de borgere, der bor tæt på lufthavnen, er problemet ganske praktisk. Det er konkret og sanseligt.
De mærker lugten, hører støjen og indretter deres hverdag derefter.
Nogle lader ikke længere deres børn sove udenfor. Andre investerer i luftrensere – andre vælger helt at flytte.
Det fulde billede?
Det har fået Enhedslisten til at kræve, at sagen bliver undersøgt.
“Vi er nødt til at have det fulde billede”, som Leila Stockmarr formulerer det.
På den ene side er det både rationelt og ansvarligt at efterspørge mere viden.
Luftforurening er kompleks, og ultrafine partikler er stadig et område med begrænset forskning.
Hvis man skal træffe langsigtede beslutninger, er solid dokumentation vigtig.
Men formuleringen rummer også et potentielt dilemma. For hvor meget viden er nok, før man handler?
Mens forskere og politikere efterspørger data, oplever borgerne konsekvenserne i deres hverdag.
Når en mor vågner om natten af en dieselagtig lugt, er det ikke et spørgsmål om statistisk usikkerhed – det er en konkret forringelse af livskvaliteten.
I den forstand kan man argumentere for, at de berørte borgere allerede har “det fulde billede”.
Ikke i videnskabelig forstand, men i erfaringsmæssig. De lever med problemet hver dag.
Data-kvantitet over kvalitet?
Kravet om mere viden kan i praksis komme til at fungere som en udsættelsesmekanisme.
Jo mere komplekst et problem fremstilles, desto lettere bliver det at argumentere for, at man endnu ikke ved nok til at handle.
Det er i det hele taget et meget gennemgående tema i dansk politik: Hvis børn mistrives, skal vi undersøge omfanget af problemet.
Hvis ældre oplever svigt i ældreplejen skal vi også have belyst problemet grundigt.
Det lyder umiddelbart proaktivt og løsningsorienteret, men det kan også komme til at fungere som et værktøj for politikere og myndigheder, der selvfølgelig har nemmere ved at definere nye lovforslag om regulering og grænseværdier, når de har en masse kvantitative data at arbejde med.
Selv om det giver god mening, at der må videnskabelige metoder og data på bordet, kan det også skabe en situation, hvor borgerne må vente på, at politikere og myndigheder vurderer problemets alvor – selvom generne allerede er tydelige.
Der er noget absurd ved at få at vide af sine politikere, at de lige skal have undersøgt, om de synes, at man har noget at have sine fuldkomment konkrete oplevelser i.
Klageappen og borgernes frustration
Borgerne er blevet opfordret til at registrere deres oplevelser gennem en app.
Men så mange individuelle borgere har klaget gentagne gange, og det mødes med en subtil kritik fra de ansvarlige instanser.
Lufthavnens bæredygtighedschef har således peget på, at nogle borgere klager så meget, at det “slører billedet”.
Det kan tolkes som et problem med datakvaliteten. Men det må nødvendigvis også ses som et udtryk for frustration.
Hvis man oplever gener dagligt uden forbedringer, er det nærliggende at bruge de redskaber, man har, til at råbe op.
Dermed opstår et paradoks: Borgerne skal dokumentere problemet, men når de gør det i stort omfang, bliver deres bidrag mistænkeliggjort.
Det er ikke holdbart i længden.
Forsigtighed frem for fuld vished
Det betyder selvfølgelig ikke, at forskning er overflødig.
Tværtimod er den afgørende for at forstå de langsigtede konsekvenser.
Men spørgsmålet er, om man kan handle samtidig med, at man undersøger?
Traditionelt har miljøpolitik været præget af forsigtighedsprincippet: Hvis der er rimelig mistanke om skade, bør man handle, selv før al evidens er på plads.
I dette tilfælde kunne det betyde midlertidige tiltag for at reducere forurening og gener, mens forskningen fortsætter.
Et spørgsmål om politisk prioritering
I sidste ende handler debatten ikke kun om partikler og målinger, men også om, hvordan man forstår fakta.
Hvor meget vægt tillægger man borgernes oplevelser her og nu? Og hvor længe er det rimeligt, at de skal vente på “det fulde billede”?
Kan man tillade sig at sige til folk, at man lige skal have undersøgt, om man fra politisk side synes, at de har ret i, at dieselstank er et egentlig problem?
Selvfølgelig kan man ikke nedlægge enhver samfundsaktivitet, bare fordi et par naboer klager over støj- eller luftgener. Det siger sig selv.
Men kunne man forestille sig, at man fra myndighederne og politikernes side kunne blive bedre til at lægge lidt mere vægt på de lokales vidnesbyrd?
Man har lov at håbe.
