Kort før det kommende klimatopmøde COP30 offentliggjorde Bill Gates et essay, hvor han efterlyser et nyt fokus i den globale klimapolitik. I stedet for at lade sig styre af abstrakte temperaturmål og politiske løfter om netto-nul i 2050, argumenterer Gates for, at klimapolitikken bør tage udgangspunkt i menneskers konkrete velfærd. Han fremhæver, at milliarder af mennesker stadig mangler adgang til stabil energi, rent vand og pålidelig fødevareproduktion og at enhver klimastrategi, der overser disse behov, risikerer at tabe både folkelig opbakning og moralsk legitimitet.
Det kontroversielle ved Gates’ essay er, at han direkte siger, at det er forkert, at klimaforandringerne vil være katastrofale for kloden. Nok vil de medføre store udfordringer visse steder i verden, især for fattige landbrugssamfund, men de fleste steder på jorden vil folk kunne leve i bedste velgående. Gates hævder, at vi har fået så godt styr på CO₂-emissioner, og at vi, med de rette politikker og innovative tiltag, vil kunne få dem “meget længere ned”. Derfor bør vi ikke fokusere så meget på at blive CO₂-neutrale. Det står i skærende kontrast til de politikker, som bl.a. Danmark i disse år gennemfører, som har klare mål for reduktion af emissioner.
Et umage par meningsfæller: Gates og Lomborg
Bill Gates’ synspunkter fik hurtigt opmærksomhed, ikke mindst fordi de blev mødt med ros fra Bjørn Lomborg – en kendt dansk debattør, der mener at klimakrisen ofte er overdrevet af klimaforkæmpere.
I et interview med Berlingske udtalte Lomborg, at: “Gates laver mange af de samme pointer, som jeg laver“. For Lomborg, der i over to årtier har kritiseret, hvad han ser som urealistisk og ineffektiv klimapolitik, var Gates’ essay et tegn på, at diskussionen endelig bevæger sig i en mere rationel og prioriteret retning.
Både Gates og Lomborg lægger vægt på, at kampen mod klimaforandringer skal balanceres med hensynet til menneskelig trivsel og økonomisk udvikling. De mener, at løsningen ikke ligger i forbud og afsavn, men i investeringer i innovation – eksempelvis nye energiteknologier, mere robuste landbrugsmetoder og bedre infrastruktur. Deres ræsonnement bygger på en fælles antagelse: at teknologiske fremskridt og markedsfunderede løsninger vil skabe større og mere varige forbedringer end politisk regulering.
Bølgerne går højt
Reaktionerne på Gates’ og Lomborgs samstemte synspunkter var prompte. Flere klimaeksperter, herunder klimaprofessor ved DTU Kirsten Halsnæs, advarer mod, at Gates’ tilgang risikerer at forenkle et komplekst problem. Kritikerne mener, at en for stærk betoning af økonomisk fornuft og teknologisk optimisme kan blive en undskyldning for at udskyde nødvendige politiske beslutninger om at reducere udledningerne nu og her.
I en leder i Information går man så vidt at beskrive Gates som “et verdensødelæggende dumt svin”. Rune Lykkeberg, der har skrevet lederen betegner Gates som en “avanceret klimabenægter”. Gates bliver beskyldt for at være opportunistisk og politisk motiveret, eftersom den holdning, som han udtrykker nu, er mere i tråd med Donald Trumps påstand om, at klimaforandringer er fake news. For blot to år siden mente Gates, at klimaforandringerne var så alvorlige, at det er strengt nødvendigt at få dem stoppet. Han erkender da også i sit essay, at klima-forkæmpere vil beskylde ham for at være en hykler.
Gates får også kritik for at opstille et falsk modsætningsforhold mellem klimapolitik og udviklingspolitik, som ifølge professor i geovidenskab og internationale forhold ved Princeton University, Michael Oppenheimer, er typisk for klima-benægtere.
Udemokratisk klimapolitik?
Gates og Lomborgs holdninger og kritikken fra eksperter deler et fælles træk: De taler på vegne af andre – enten “verdens fattige” eller “klimavidenskaben” – og overlader beslutningsmagten til eksperter eller milliardærer frem for lokale aktører. Denne top-down-tilgang kan i praksis hurtigt blive meget formynderisk og udemokratisk. Der er megen snak om at beskytte “de fattigste”, men der er tilsyneladende ikke den store interesse i at lade de fattige være med til at bestemme, hvordan og hvor meget de skal beskyttes. Herhjemme ser vi også den dynamik udfolde sig netop nu i forbindelse med de forestående kommunalvalg.
I Odense er der uenighed om, hvorvidt Letbanen skal udvides. På den ene side står der en gruppe af politikere, kommunale beslutningstagere og vælgere, der ser Letbanen som nærmest en nødvendighed. Der blev allerede udarbejdet planer for dens udvidelse, før den overhovedet var i drift, og kommunen har udarbejdet rapporter, hvor man i poetiske vendinger taler om, at Letbanen kan gøre Odense til “en rigtig storby” og at Letbanen er nødvendig for at fremtidssikre klimaet. På den anden side står de borgere og partier, som synes, at Letbanen er for dyr og for besværlig. Som vi skrev, er det iøjnefaldende, at samtlige lokallister i Odense er imod Letbanen.
På Lolland er der modstand mod solcelle- og vindmølleparker og elfærger, fordi de lokaler frygter, at de vi få ødelagt de naturlige omgivelser og opleve ringere kvalitet fra elfærgerne. I Aarhus er der mange lokale, der er skeptiske over for planerne om at opstille vindmøller på havnen.
Mellem teknologi og tillid
Selv om Gates og Lomborg deler troen på innovation frem for forbud, peger debatten på et grundlæggende dilemma i klimapolitikken: Hvem skal egentlig definere, hvad der er “fornuftigt” og “muligt”? Skal det være forskere, politikere, milliardærer eller de mennesker, der lever med konsekvenserne?
Kritikerne mener, at Gates’ udmelding vidner om en teknokratisk tankegang, hvor klimapolitik reduceres til et spørgsmål om investeringer og effektivitet. Tilhængerne ser derimod et nødvendigt opgør med en symboltung og dyr klimapolitik, som mangler folkelig opbakning.
