I USA er begrebet anarkotyranni blevet er ganske kontroversielt begreb.
Udtrykket blev oprindeligt lanceret af den amerikanske konservative forfatter Samuel T. Francis, der med begrebet forsøgte at beskrive et samfund, hvor staten på den ene side ikke formår – eller ikke ønsker – at håndhæve loven over for alvorlig kriminalitet, mens den på den anden side udøver stadig mere kontrol over almindelige, lovlydige borgere.
Begrebet er tæt knyttet til Francis’ kritik af den såkaldte “managerial state”, hvor et voksende bureaukrati ifølge ham gradvist overtager magten fra de folkevalgte institutioner.
I dag anvendes ordet især i nationalkonservative og højreradikale miljøer.
Den amerikanske debattør Nick Fuentes er blandt dem, der hyppigt bruger begrebet som led i en bredere fortælling om masseindvandring, demografiske forandringer og et politisk etablissement, der angiveligt beskytter etniske minoriteter på bekostning af den hvide majoritetsbefolkning.
I denne udlægning bliver anarkotyranni et udtryk for en politisk system, der slår hårdt ned på lovlydige borgere, mens den samtidig accepterer eller ignorerer antisocial og kriminel adfærd blandt grupper, som anses for politisk beskyttede – eller simpelthen for besværlige at kontrollere.
Disse forestillinger ledsages ofte af konspirationsteorier om, at magtfulde politikere og internationale eliter bevidst forsøger at erstatte Europas oprindelige befolkninger med migranter fra tredjeverdenslande.
En mere jordnær forklaring
Hvis man skræller de mest kulturkonservative antagelser væk, kan anarkotyranni som begreb dog også fungere som kritik af et ganske logisk problem: Det er ganske enkelt lettere for myndighederne at håndhæve regler over for mennesker, der allerede respekterer loven, end over for personer eller virksomheder, som systematisk modsætter sig myndighedernes kontrol.
Det er nemmere for politiet at give nogen en fartbøde, hvis de selv trækker ind til siden, end det er at skulle forfølge en flugtbilist, der forsøger at undslippe.
You got a license for that, mate?
En nylig sag fra England illustrerer dette paradoks på en måde, der ikke umiddelbart passer ind i højrefløjens sædvanlige fortælling.
Miljøadvokaten og aktivisten Paul Powlesland organiserede tidligere på året en ti dage lang oprydning af Alders Brook, en biflod til floden Roding, efter gennem længere tid forgæves at have anmodet myndighederne om at gribe ind.
Sammen med frivillige fjernede han omkring 200 sække affald, grene, slam og affald fra vandløbet.
Kort efter modtog han imidlertid besked om, at han var under efterforskning for mulige overtrædelser af miljølovgivningen, fordi arbejdet var udført uden de nødvendige tilladelser.
Myndighederne henviser blandt andet til regler om miljøtilladelser, affaldshåndtering og oversvømmelsesrisiko.
Powlesland er således sigtet for flere konkrete overtrædelser af gældende lovgivning, og reglerne om indgreb i vandløb eksisterer for at beskytte naturen og forebygge utilsigtede miljøskader.
Teknisk set er alting altså, som det bør være. Nogen har brudt loven, og nu bliver de så retsforfulgt.
Hvorfor føles noget alligevel forkert?
Alligevel er der noget ved sagen, som skurrer.
Powlesland argumenterer for, at myndighederne i årevis forsømte at gribe effektivt ind over for ulovlig affaldsdumpning og gentagne spildevandsudledninger fra blandt andet det private, og udskældte, vandselskab Thames Water – men reagerede prompte, da en gruppe frivillige ryddede op uden tilladelse.
Det minder unægtelig om de tanker, som Samuel T. Francis gjorde sig om anarkotyranni, da han lancerede begrebet: Almindelige, lovlydige borgere skal leve op til stadig mere restriktive regler, hvorimod alvorlig kriminalitet af den ene eller anden årsag får lov til at eksistere.
Ingen retstat uden retfærdighed
Sagen fra River Roding rejser derfor et principielt spørgsmål: Hvad gør man som borger, når myndighederne ikke formår at løse et åbenlyst, iøjnefaldende problem? Når de kriminelle smyger sig uden om?
Vi forstår godt, at selvtægt ikke bør være løsningen, og at miljøregler skal naturligvis gælde for alle.
Men hvis ulovlig forurening får lov til at fortsætte år efter år, mens den borger, der forsøger at afhjælpe problemet, hurtigt mødes med strafferetlige sanktioner, opstår der en uholdbar skævhed.
En velfungerende retsstat skal naturligvis håndhæve reglerne konsekvent. Den skal ikke prioritere de “lavest hængende frugter”.
Den skal ikke ivrigt dyrke teknikaliteter og udnytte disse til at gøre sit eget arbejde nemmere.
Det er ikke sådan et velfungerende samfund ser ud, og der vil kun være flere og flere borgere, der tjekker ud af demokratiet, hvis de oplever så alvorlige svigt fra den stat og de myndigheder, som har vores folkelige mandat til at administrere samfundet.
