12. mar.

Sådan har partierne stemt om svine-velfærd det sidste år

Dyrevelfærd for grise er igen blevet et politisk tema. Men stemmerne i Folketinget viser tydeligt, hvilke partier der faktisk har støttet konkrete forslag om ændringer i svineproduktionen.

Sara Holt

Redaktør

Billede taget af Sandy Millar/Unsplash
Billede taget af Sandy Millar/Unsplash

Svinevelfærd er et tilbagevendende tema i den aktuelle valgkamp.

Flere partier taler om bedre forhold for dyr i landbruget, og især svineproduktionen er igen kommet i fokus i debatten om dyrevelfærd.

Men hvad mener partierne egentlig, når det kommer til konkrete forslag?

I Folketinget har politikerne det seneste år stemt om en række forslag, der direkte handler om forholdene for grise i dansk landbrug.

Vi har samlet forslagene, afstemningen og de typiske argumenter for og imod herunder.

Forslag: Senere fravænning af pattegrise i svineproduktionen

  • Forslagsstillere: Enhedslisten
  • Tidslinje: Fremsat 05. november 2024 / Endelig afgørelse 15. maj 2025
  • Resultat: Forkastet, 22 stemte for / 89 stemte imod

Beslutningsforslag B29 i Folketinget foreslog en række tiltag, der skulle forbedre dyrevelfærden for grise.

En af punkterne var at forbyde at pattegrise fravænnes fra soen tidligere end syv uger efter fødslen.

I dag er minimumsreglen normalt fire uger, men i praksis kan grise fravænnes allerede efter tre uger under visse betingelser.

Forslaget havde til formål at forbedre dyrevelfærden og reducere brugen af antibiotika i svineproduktionen.

Se hvordan partierne har stemt og argumenter for og imod herunder.

Forslag: Kommuner skal kunne afslå udvidelse af husdyrsproduktion lokalt

  • Forslagsstillere: Enhedslisten
  • Tidslinje: Fremsat 05. november 2024 / Endelig afgørelse 15. maj 2025
  • Resultat: Forkastet, 21 stemte for / 90 stemte imod

Et andet punkt i Beslutningsforslag B29 foreslog at give kommunerne mulighed for at afvise ansøgninger om at udvide eller etablere større husdyrbrug, hvis de vurderer, at det vil belaste klima, natur eller miljø i lokalområdet.

Formålet var at give kommunerne større indflydelse på udviklingen i husdyrproduktionen.

Forslag: Mindre kuld i svineavl

  • Forslagsstillere: Enhedslisten
  • Tidslinje: Fremsat 02. oktober 2025 / Endelig afgørelse 19. februar 2026
  • Resultat: Forkastet, 22 stemte for / 86 stemte imod

Beslutningsforslag B13 foreslog at indføre et loft over, hvor mange pattegrise en so må få pr. kuld.

Formålet var at reducere dødeligheden blandt smågrise og forbedre dyrevelfærden i dansk svineproduktion.

I dag avles mange søer til meget store kuld, hvilket ifølge forslagsstillerne kan føre til, at nogle pattegrise ikke får nok mælk og derfor dør kort efter fødslen.

Et rødt mønster

På tværs af de forskellige forslag tegner der sig et tydeligt mønster i afstemningerne.

Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre har i alle tilfælde stemt for forslagene om ændringer i svineproduktionen.

Enhedslisten har samtidig stået bag forslagene.

Afstemningerne viser dermed, at de fire partier konsekvent har støttet initiativer, der skal ændre praksis i svineproduktionen af hensyn til dyrevelfærd, klima eller miljø.

I en valgkamp hvor dyrevelfærd ofte fylder i retorikken, peger stemmerne i Folketinget på, hvilke partier der i praksis har været villige til at stemme for konkrete ændringer på området.