Debatten om atomkraft er blusset op igen i dansk politik.
Ifølge et opsigtsvækkende ”valgløfte” vil Alex Vanopslagh og Liberal Alliance bruge 120 milliarder kroner på at opføre seks til otte atomreaktorer i Danmark inden for de næste 10-15 år.
Men ifølge klima- og energiminister Lars Aagaard er udspillet ikke bare urealistisk – det er “en joke”.
Et tydeligt kursskifte
Liberal Alliances plan indebærer et dramatisk opgør med den førte energipolitik.
Partiet vil droppe centrale havvindprojekter og finansiere atomkraften gennem midler, der på nuværende tidspunkt er øremærket til Energiø Bornholm og det jyske brintrør.
Samtidig ønsker partiet at sænke elafgiften permanent til EU’s minimumssats.
Pointen er, at Danmark skal kunne forsyne sig selv med stabil, billig og ren energi uden at være afhængig af vejrets luner eller import fra nabolande.
Ifølge Vanopslagh er vind og sol gode og billige energikilder – men de er af helt naturlige årsager ustadige.
Planen er at placere reaktorer ved eksisterende kraftvarmeværker i Studstrup ved Aarhus og Asnæs ved Kalundborg, så overskudsvarmen kan bruges i fjernvarmenettet.
Ifølge partiet vil det kunne forsyne op mod fire millioner husstande med strøm.
Ministerens modangreb
Men fra regeringen lyder der kontant kritik.
Lars Aagaard, der selv har kaldt sig den mest atomkraftvenlige energiminister nogensinde, mener, at LA læser de analyser, de henviser til, alt for optimistisk.
“De vil aflyse havvindudbud for at satse på noget, der ikke findes endnu: serieproducerede, standardiserede reaktorer, som måske først findes i 2050“, udtaler han i den sammenhæng i et interview med Berlingske.
En analyse udarbejdet på vegne af Energistyrelsen peger på, at atomkraft sandsynligvis kan blive samfundsøkonomisk rentabel omkring 2040 – og formentlig først senere, hvis teknologien skal falde markant i pris.
Ifølge en af rapportens forfattere kræver det, at prisen på de såkaldte små modulære reaktorer halveres, før de giver mening i en dansk kontekst.
Aagaard peger desuden på, at varmegrundlaget i Kalundborg næppe er stort nok, og at det i praksis vil være større byer som Aarhus eller København, der skal huse reaktorerne.
Det kan vise sig politisk sprængfarligt.
Hvad er Small Modular Reactors?
Den teknologi, Liberal Alliance satser på, kaldes Small Modular Reactors (SMR) – på dansk små modulære reaktorer.
I modsætning til traditionelle atomkraftværker, der ofte har en kapacitet på 1.000-1.600 megawatt, ligger en typisk SMR på omkring 50-300 megawatt.
Tanken bag SMR’er er, at de skal serieproduceres på fabrik og derefter transporteres til installationsstedet.
Standardisering og masseproduktion skal reducere byggetid, omkostninger og risiko for budgetoverskridelser – problemer, der historisk har plaget andre store atomkraftprojekter.
SMR’er fremhæves ofte som mere fleksible og potentielt sikrere, blandt andet fordi mange designs anvender passive sikkerhedssystemer, der kan lukke reaktoren ned uden menneskelig indgriben.
Men teknologien er endnu ikke udbredt kommercielt.
Flere projekter i USA og Europa har været ramt af forsinkelser og stigende omkostninger.
Kritikere peger på, at de forventede prisfald endnu ikke er realiseret, og at serieproduktion først kan blive tiltrækkeligt kosteffektiv, når der er et stort globalt marked – hvilket endnu ikke er etableret.
Økonomi, arbejdspladser og realpolitik
Ud over de teknologiske usikkerheder kritiserer Aagaard også de politiske og økonomiske konsekvenser, som han mener, LA’s forslag vil have.
Havvind er i dag en dansk styrkeposition med tusindvis af arbejdspladser og eksportindtægter.
At droppe planlagte udbud kan svække både klimaindsatsen og dansk erhvervsliv, lyder vurderingen.
Derudover er flere af de projekter, LA vil aflyse, forankret i brede politiske aftaler – også med blå partier.
At rulle dem tilbage vil kræve et nyt flertal og potentielt skabe usikkerhed om Danmarks energipolitiske troværdighed, mener klimaministeren.
Aagaard fremhæver også, at Danmark i de mange år, det vil tage at planlægge, godkende og opføre atomkraftværker, risikerer at blive mere afhængig af importeret strøm.
Dermed kan resultatet blive det stik modsatte af det erklærede mål om energiuafhængighed.
Valgretorik eller reel plan?
Liberal Alliance afviser kritikken og fastholder, at udspillet er nøje gennemtænkt – helt ned til placering, affaldshåndtering og uranforsyning.
Partiet argumenterer for, at de har ganske konkrete planer for udrulningen og implementeringen af den relativt nye atomkraftteknologi.
Men planer er som bekendt én ting.
Det vigtigste spørgsmål er, om planen – uanset hvor konkret og veldokumenteret den er – kan realiseres i praksis.
Atomkraft er kapitalkrævende, reguleringstung og politisk følsom – især i et land, der siden 1985 har haft et forbud mod atomkraft.
Og SMR-teknologien er stadig så ung, at vores samlede erfaringsgrundlag er temmelig begrænset.
Debatten afspejler en bredere brydning i dansk energipolitik: Skal Danmark i højere grad investere i sin satsning på vind og sol, eller skal vi diversificere mere og forsøge at supplere med atomkraft for at sikre forsyningsmæssig stabilitet?
For nu står fronterne stejlt.
Hvor Liberal Alliance ser atomkraft som vejen til billig og stabil energi, ser klimaministeren et risikabelt eksperiment, der kan underminere både klimaindsats og forsyningssikkerhed.
Om vælgerne ser en vision – eller en joke – kan meget vel blive et af fremtidens energipolitiks mest afgørende spørgsmål.
