I årtier har verdenskortet over havets gåder haft én særlig skyggeagtig skikkelse: den enorme grønlandshaj.
Beskrevet som både langsom og næsten blind, er den en af havets mest mystiske skabninger – så uforstået, at dens tilstedeværelse ofte nærmest føles som en biologisk gåde.
Ifølge The Guardian viser ny forskning, at en af de ældste overlevende myter om hajen kan være forkert: Grønlandshajen er faktisk ikke blind.
Det overraskende resultat har vendt op og ned på, hvad forskere hidtil har antaget, og viser, hvor lidt vi egentlig ved om en art, der lever i de fjerne, kolde dele af Arktis.
Et dyr hængt ud for sit udseende
For mange biologer har grønlandshajen været et paradoks.
Den ser, ifølge standardbeskrivelser, ud som en ”halvdød sok” – en sløv, nærmest livløs skygge i det mørke arktiske vand.
Hajens øjne er ofte dækket af parasitter, og strukturen af øjets overflade har længe fået eksperter til at antage, at synet enten var ekstremt svagt – eller slet ikke fungerede.
Men de nyeste fund peger på noget andet.
Forskere fra mindst fem universiteter har undersøgt øjenvævets struktur, genetiske funktioner og molekylære egenskaber og fundet ud af, at grønlandshajens nethinder er intakte og i stand til at opfange både lys og kontrast.
Det betyder, at selv om øjnene kan se ud til at være beskadigede eller skyggede af parasitter, fungerer de alligevel.
Mere end bare et langsomt dybhavsdyr
Det bryder med et billede, mange forskere har brugt som forklaring på hajens livsstil: at den langsomme bevægelse og manglende reaktioner i mørkt vand skyldes blindhed.
I virkeligheden kan hajen – hvis kropsbygning og levemåde altid har virket tilpasset det mørke og kolde dybhav – se sine omgivelser bedre, end man troede.
Én af de ledende forskere på feltet, Nigel Hussey, har tidligere observeret grønlandshajer i deres naturlige miljø på dybt vand ud for Svalbard.
Her bevægede hajerne sig ikke bare langsomt i én retning, men foretog vertikale bevægelser mellem havoverfladen og dybderne – et adfærdsmønster, der tyder på, at de aktivt orienterer sig i rummet og søger efter mad.
Forskerne har set hajer reagere på stimulerende omgivelser og bruge deres finner til at fintune bevægelser på samme måde, som man har observeret hos hvidhvaler – en detailrigdom i bevægelse, som næppe harmonerer med et rent blindt dyr.
Ændrer forståelsen af livslængde og adfærd
Grønlandshajens ry som et af verdens længstlivede hvirveldyr – med estimater, der rækker flere hundrede år tilbage – har også været omdiskuteret.
Tidligere metoder til aldersbestemmelse har brugt radiokulstof-datering af øjenlinser, men nogle forskere fremhæver om, at metoden har store usikkerheder og muligvis giver et for ensidigt billede af artens faktiske levetid.
Den nye viden om, at øjnene rent faktisk fungerer, åbner samtidig for nye spørgsmål: Hvordan bruger hajen sit syn?
Kan den se bytte i det sparsomme lys i dybet?
Og hvordan interagerer synssansen med dens udbredte brug af lugt og lyd som sanser?
Der er stadig langt mere, forskerne ikke ved, end det de har fået svar på.
At forstå en gådefuld art
Grønlandshajens biologi rækker langt ud over dens synsapparat.
Der er stadig ingen sikre data om, hvor arten yngler, hvor mange unger der fødes, eller hvordan den reagerer på et klima i hurtig forandring.
Det presserende spørgsmål for forskere er, hvordan vi kan forvalte og beskytte en art, hvis livscyklus og økologi fortsat er dårligt forstået.
Mange eksperter peger på, at juvelen i denne forskning ligger i dens evne til at udfordre antagelser – og minde om, at naturen ofte er langt mere kompleks, end vores fordomme giver den kredit for.
