Som mange andre danskere fulgte vi i Faktor-redaktionen både kongens og statsministerens nytårstaler med interesse.
Nytårstalerne er fortsat blandt årets mest sete politiske og symbolske øjeblikke – en fælles national pause, hvor retningen for det kommende år ofte tegnes med store ord og brede penselstrøg.
Derfor havde vi også en forventning om at høre om klimaet. Ikke nødvendigvis som hovedtema, men som en del af den virkelighed, Danmark og verden står midt i.
Det skete ikke.
Meget sigende for 2025 blev klimatematikkerne skubbet i baggrunden til fordel for geopolitik, sikkerhed og indenrigspolitisk damage control.
Det kan man næppe bebrejde hverken kongen eller statsministeren for. Krig i Europa, global uro og et presset politisk landskab kalder på opmærksomhed.
Alligevel var det bemærkelsesværdigt, hvad der fik plads – og hvad der ikke gjorde.
Man kunne have forventet, at klimaet i det mindste fik en fodnote. På linje med makrelmadder, sociale medier og færøske dansemoves.
Kongens nytårstale: Krig og sikkerhed
“Klimakongen”.
Sådan blev Kong Frederik 10. ofte omtalt, da han overtog tronen.
En konge med udtalt naturglæde, friluftsliv og grøn symbolik.
Efter årets nytårstale er det en titel, man med god grund kan overveje at pensionere.
Naturen blev ganske vist nævnt, men kun flygtigt.
I stedet stod krig, værnepligt og sikkerhed som talens klare omdrejningspunkt.
Det var en tale præget af kongens militære baggrund og hans tydelige forståelse for den sikkerhedspolitiske situation.
Det var ikke en dårlig tale – tværtimod.
Kongen sagde det, mange politikere tøver med at sige højt: At Danmark ikke længere kan tage sin tryghed for givet.
Han brugte også tid på at hylde håndværkerfagene. Det var både fortjent og relevant i et samfund, hvor færre unge vælger en praktisk levevej.
Men netop derfor melder spørgsmålet sig: Hvis det jordnære, det konkrete og det samfundsbærende kan finde plads i kongens tale – hvorfor kunne selve Jordens fremtid så ikke?
Vi glæder os til at se, hvad “Klimakongen” vælger at bruge sit 2026 på.
Læs også: Kongens nytårstale endte i kaos: Klimaaktivist skubbet væk foran DR’s kameraer
Statsministerens tale: Redningskrans til en druknende statsleder
For at forstå statsministerens nytårstale må man spole tiden nogle måneder tilbage.
Mette Frederiksen har længe stået på usikker grund, men i efteråret blev presset for alvor tydeligt.
Statsministerens virale fiasko
Under kommunalvalgkampen gik statsministeren viralt i et interview, der hurtigt udviklede sig til et politisk selvmål.
Hun blev spurgt: “Hvad er vigtigst – aldersgrænse på TikTok eller højere SU?”
Svaret var: Aldersgrænse på TikTok.
Intervieweren fulgte op og satte aldersgrænse på TikTok op imod bl.a. højere løn til sygeplejersker, billigere fødevarer og flere penge til grøn omstilling.
Svaret ændrede sig ikke. Aldersgrænsen på TikTok blev officielt statsministerne eneste mærkesag.
Se den virale video her:
Mette giver aldrig op
I nytårstalen så vi en statsminister, der tydeligvis forsøgte at grave sig fri af efterårets tillidskrise og tilbage ind i vælgernes hjerter.
Hun erkendte fejl og gjorde klart, at nu er hun klar til at lytte.
Hun talte om det, hun vurderede, at befolkningen gerne ville høre.
Billigere fødevarer – i hvert fald på frugt og gønt. Tjek, og tak for det.
Endnu strammere udlændingepolitik – dog forsikrerer hun om at det selvfølgelig kun er for de dybt kriminelle.
Nyt demensprgram og forskningscenter for kvindesygdomme. Hvem kan have noget imod det?
Hun holdt fast i, at techgiganter skal holdes ansvarlige, og at børn skal beskyttes – men bemærkelsesværdigt nok undgik hun selve ordet “aldersgrænse”.
Klimaet derimod blev hverken nævnt eller antydet.
Tydeligvis vurderede statsministeren, at grøn omstilling ikke er et tema, der vinder point i øjeblikket.
Hvad betyder det når overhovederne efterlader klimaet?
Når både kongen og statsministeren vælger at forbigå klimaet i deres nytårstaler, er det ikke blot en forglemmelse.
Nytårstalen er ikke en tilfældig tale – den er et politisk og symbolsk kompas.
Det, der nævnes, signalerer prioritet. Det, der udelades, signalerer det modsatte.
Når klimaet ikke engang får en bisætning i et år, hvor temperaturrekorder igen blev slået, og konsekvenserne af klimaforandringerne blev stadig mere konkrete, sender det et klart signal om, at den grønne omstilling er rykket ned ad dagsordenen.
Måske ikke af ond vilje. Men af bekvemmelighed, strategisk tænkning eller frygt for vælgernes reaktion.
Problemet er, at klimakrisen ikke holder pause, bare fordi magten gør.
