Madspild er en stor, men ofte overset, klimasynder. Globalt bliver mere end en milliard ton mad smidt ud hvert år, hvilket bidrager med op mod 10 % af de samlede drivhusgasudledninger. I mange lande ender madrester stadig på lossepladser, hvor de nedbrydes og udleder metan.
Sydkorea har valgt en ganske anderledes vej og står i dag som et internationalt forbillede i håndteringen af madaffald.
På blot to årtier har landet gennemført en omfattende transformation af sit affaldssystem. I 2023 blev næsten 97 % af alt madaffald genanvendt. Denne succes skyldes ikke én enkelt løsning, men et samspil mellem stram lovgivning, teknologiske løsninger og en stærk affaldskultur blandt borgerne.
Fra lossepladskrise til nationalt ansvar
Vendepunktet kom i 1990’erne, da landets store lossepladser nåede deres kapacitetsgrænse.
Det førte til indførelsen af et landsdækkende “betal-for-hvad-du-smider-ud”-princip, hvor husholdninger skulle købe officielle affaldsposer.
Ordningen reducerede mængden af restaffald, men skabte samtidig nye problemer: Når papir og plast blev sorteret fra, blev madresterne tilbage som vådt, ildelugtende affald.
I 2005 blev det derfor helt forbudt at sende madaffald til losseplads. Sortering blev obligatorisk, og der blev investeret massivt i infrastruktur til behandling af organisk affald.
Et afgørende skridt kom i 2013, da dumpning af flydende affald fra madaffaldsbehandling i havet blev forbudt. Det tvang kommunerne til at etablere landbaserede og mere avancerede behandlingsanlæg.
Digitale skraldespande ændrer hverdagsvaner
Samtidig vandt nye digitale løsninger frem. I mange byområder blev såkaldte RFID-baserede affaldsbeholdere indført. Disse intelligente skraldespande vejer madaffaldet helt ned til grammet og registrerer det via et beboerkort.
Udgiften – typisk et mindre beløb pr. kilo – bliver automatisk lagt på husstandens fællesregning. Systemet gør affaldsmængden både synlig og konkret for borgerne.
Effekten har været mærkbar. Når folk kan se præcis, hvor meget de smider ud – og vel at mærke betaler for det – ændrer adfærden sig.
Portionerne bliver mindre, madrester genanvendes oftere, og mange har udviklet rutiner for at fjerne overskydende væske fra affaldet for at reducere vægten.
Samtidig gør de digitale beholdere det muligt at smide små mængder affald ud flere gange dagligt, hvilket mindsker lugtproblemer og forbedrer hygiejnen.
Når affald bliver en ressource
Resultaterne taler for sig selv. I Seoul er den daglige mængde madaffald faldet med næsten en fjerdedel på ti år. Undersøgelser af enkelte boligområder viser endda reduktioner på over 50 %, efter de intelligente beholdere blev taget i brug.
På landsplan er hundredtusindvis af disse enheder installeret og betjener millioner af husstande.
Men systemet begrænser sig ikke til sortering. Madaffaldet bliver transporteret til specialiserede behandlingsanlæg, ofte placeret under jorden for at minimere lugtgener.
Her bliver affaldet findelt, renset for fremmedlegemer og presset. Den væske, der udvindes, bruges til at producere biogas gennem forgæring, hvilket forsyner anlæggene med energi.
De faste rester tørres og anvendes primært som dyrefoder, mens andre dele bliver til kompost. Kun en lille brøkdel går tabt i processen.
Systemet har også en kulturel dimension. Løbende information, tydelige regler og sociale normer understøtter sorteringen. Opslag i boligområder minder beboerne om korrekt affaldshåndtering, og korrekt sortering opfattes som en selvfølge snarere end en byrde.
Ikke helt uden kvaler
Der er dog udfordringer. Efter at statslig støtte til installation af de digitale beholdere ophørte, har mindre og økonomisk pressede kommuner haft sværere ved at følge med. Desuden slider det saltrige koreanske køkken hårdt på udstyret, hvilket øger vedligeholdelsesomkostningerne.
Alligevel fastholder myndighederne ambitionerne og planlægger yderligere udvidelser samt belønningsordninger for husholdninger, der reducerer deres affald.
Sydkoreas erfaring viser, at effektiv reduktion af madspild kræver mere end opfordringer og kampagner. Det kræver klare regler, teknologisk understøttelse og et system, hvor ansvar og konsekvenser er synlige i hverdagen.
Når affald får en pris, og ressourcer bliver set som værdifulde – selv efter de er smidt ud – kan bæredygtige vaner blive en naturlig del af dagliglivet.
