I de seneste årtier er såkaldte pet-cafés blevet et populært fænomen i mange asiatiske storbyer.
Grundkonceptet er, at gæster betaler for at drikke kaffe og samtidig komme helt tæt på dyr – ikke bare katte og hunde, men også mere eksotiske arter som ugler, oddere, dovendyr og den sydamerikanske kæmpegnaver kapivaren.
Det, der for mange besøgene fremstår som en hyggelig og uskyldig oplevelse, har udviklet sig til en hastigt voksende industri med alvorlige konsekvenser.
Særligt kapivaren har oplevet en eksplosiv stigning i popularitet, drevet af sociale medier.
Med sit rolige temperament, runde krop og nærmest ligeglade ansigtsudtryk er den blevet en sand internet-darling. Hundredtusindvis af opslag på TikTok og Instagram viser kapivarer, der slapper af i varme bade eller tamt accepterer andre dyr, der kravler på dens ryg.
Denne digitale berømmelse har gjort kapivaren til et trækplaster i pet-caféer, hvor kunder betaler for at klappe, fodre og tage selfies med dyrene.
Fra Sydamerikanske vådområder til asiatiske storbyer
Kapivaren stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor den lever i vådområder fra Colombia til Argentina. Her spiller den en vigtig rolle i økosystemerne og lever i sociale grupper ved flodområder.
At disse dyr nu befinder sig i små indendørs caféer i tætbefolkede asiatiske byer rejser spørgsmål om, hvordan de er endt dér.
Selvom kapivaren ikke officielt er klassificeret som truet, er den beskyttet i store dele af sit naturlige udbredelsesområde, og eksport af vilde individer er ulovlig i flere lande.

Pet-caféer og den illegale dyrehandel
Eksperter peger på, at mange af de dyr, der findes i pet-caféer, sandsynligvis er en del af den illegale dyrehandel.
Den internationale handel med kapivarer er ikke reguleret af CITES-konventionen, hvilket gør kontrollen vanskelig.
Ofte overlapper legale og illegale forsyningskæder, og ulovligt fangede dyr kan blive “hvidvasket” gennem falske avlsprogrammer. Pet-caféer fungerer derfor ofte som et marked, der driver efterspørgslen på sjældne, ofte beskyttede dyrearter.
Problemet begrænser sig ikke til kapivarer.
En undersøgelse af pet-caféer i Asien viste, at ca. 25% af cafeerne havde eksotiske dyrearter.
Oddere, som ofte ses i japanske caféer, er for eksempel blevet sporet tilbage til ulovlige fangstområder i Thailand. Det understreger, hvordan pet-caféer ikke blot passivt udstiller dyr, men også kan bidrage direkte til pres på sårbare bestande i naturen.
Dyrevelfærd i anden række
Udover at pet-caféerne skaber efterspørgsel på sårbare dyrearter, repræsenterer de også et fremmedgjort og afstumpet forhold til naturen.
De nuttede dyr er som rekvisitter i et showroom. Ligesom når man tager en selfie med en sjov hat på i en spøg og skæmt-butik, tager man selfies med sjove dyr og lægger dem ud på sociale medier.
Mange af dyrene er imidlertid vilde arter, som ikke er tilpasset konstant menneskelig kontakt, støj og håndtering.
Lange åbningstider og gentagne “petting sessions” kan føre til stress, sygdom og unormal adfærd. For caféens gæster er dette ofte usynligt, men for dyrene kan det have stærkt negative konsekvenser.
Risikoen for invasive arter og øget efterspørgsel
Pet-caféer kan også skabe nye problemer ved at stimulere ønsket om at eje eksotiske dyr privat.
Når besøgende oplever, hvor “søde” og “rolige” kapivarer virker, kan det føre til en efterspørgsel på kæledyr, som de færreste har mulighed for at passe korrekt.
Samtidig er der risiko for, at ikke-hjemmehørende arter slipper ud i naturen og bliver invasive. Kapivarer formerer sig hurtigt og kan tilpasse sig mange miljøer, hvilket gør dem potentielt skadelige uden for deres naturlige levesteder.
En trend med alvorlige konsekvenser
Pet-caféer og kapivarens internetpopularitet viser, hvordan digitale trends kan få vidtrækkende konsekvenser i den virkelige verden.
Det, der begynder som underholdning og sociale medier-indhold, kan ende med at forværre både dyrevelfærdsproblemer og den globale biodiversitetskrise.
Mennesker, der vokser op i urbane miljøer uden noget forhold til den rå natur, mangler ofte erfaring med at forstå vilde dyr.
Det falder sikkert ikke de mange pet-café-gæster ind, at de søde dyr, som roligt lader sig klappe og ae, måske er ekstremt stressede.
I Thailand har der fx været skandaler med tigere, der blev bedøvet med sløvende medicin, så de var mere tamme, og turister kunne få taget et billede sammen med dem.
Desværre er efterspørgslen på søde dyr langt større end interessen i dyrenes ve og vel, og de overfladiske sociale medier forstærker desværre kun den tendens.
