“Aldrig mere tøjkrise”

Showet "Aldrig mere tøjkrise" skal hjælpe deltagerne til at finde deres stil og have et mere bæredygtigt forhold til tøj.

Sara Holt

Redaktør

Overfyldt klædeskab

DR har nu udgivet fem afsnit af deres nye program “Aldrig mere tøjkrise”, der skal hjælpe deltagerne med at bruge det tøj de allerede ejer til at finde en personlig stil.

Stylisterne Andrés og Julie kæmper om at skabe de bedste looks, men må kun arbejde med garderoben derhjemme eller genbrug – som de også må upcycle.

Genopdag garderoben

Alle deltagere ønsker at blive lidt modigere i deres stil. Mange har købt farverigt og spændende tøj, men ender alligevel i det sikre, når de står foran spejlet.

Stylisterne forsøger at bygge selvtillid op, og i langt de fleste tilfælde lykkes det også. Det er opløftende at se deltagernes ansigter lyse op, når de pludselig kan genkende sig selv i et farverigt, personligt outfit.

Alligevel halter programmets præmis en smule. For selv om ideen er at genopdage garderoben, består en stor del af finale-outfitsne af genbrugsfund. Det gør intentionen lidt mindre overbevisende.

Relaterbare dilemmaer

Programmets styrke ligger i det folkelige og nærværende.

Deltagerne præsenterer dilemmaer, som de fleste af os kan nikke genkendende til: frygten for hvad andre tænker, når man tager noget vovet på, usikkerheden der følger med kommentarer fra omgivelserne, eller det ene stykke tøj man elsker, men ikke aner hvordan man skal style.

Derudover har DR fundet to stylister, der er både sympatiske og charmerende. Menneskene er programmets motor. De gør det hyggeligt og inviterende, og man kan næsten ikke lade være med at glæde sig på deltagernes vegne, når det rigtige outfit endelig falder på plads.

Glemte nuancer

Selv om deltagerne får et par outfits, de er vilde med, efterlades man uden indsigt i, om de rent faktisk kan tage den nye viden med ind i hverdagen. Det virker snarere som om resten af garderoben forbliver et uforløst kapitel.

Jeg savner vejledning i helt basale principper for sammensætning, pasform, grundelementer og materialer. Og vigtigst: en snak om kvalitet.

Programmet insisterer på, at man skal bruge det man har, men uden at adressere fast fashion, tøjets levetid og hvorfor vi ofte køber os direkte ind i tøjkrisen igen. Her kunne programmet have grebet chancen for at give seerne konkrete redskaber til at undgå netop det.

Inspiration uden dybde

“Aldrig mere tøjkrise” er et hyggeligt program, der giver en smule kreativ inspiration.

Hvis man er idérig i forvejen, kan man godt oversætte stylisternes forslag til sin egen garderobe. Men man skal netop være kreativ, for programmet rummer ikke mange konkrete tips, der kan hjælpe danskerne ud af deres egne tøjkriser.

Faktisk kan inspirationen risikere at skabe mere forbrug, hvis seerne forsøger at genskabe de looks, de ser på skærmen.

Jeg kunne ønske mig en slags “Luksusfælde”-model, hvor der først gives indsigt i problemet, før løsningen serveres. Luksusfældens deltagere får jo heller ikke meget ud af, at eksperterne blot nedbringer lånene uden at forklare konsekvenserne bag deres overforbrug.

Tanken bag programmet er god, og det er hyggeligt selskab i 25 minutter. Men det bliver ikke meget dybere end det.

Hvis DR vælger at give programmet en ny sæson, ville min klare anbefaling være at skrue op for fordybelsen og lade stylisterne give de tips, som seerne faktisk kan bruge. Det ville være public service.

Find mere læsestof her