Pakistan står på frontlinjen af klimakrisen. Oversvømmelser, smeltende gletsjere og stigende temperaturer rammer millioner af mennesker og koster milliarder i tab. For mange pakistanere opleves det som en dyb uretfærdighed: De betaler prisen for en klimakrise, som de selv kun har bidraget minimalt til.
I et indlæg i Asia Times argumenterer en geopolitisk analytiker imidlertid for, at det ikke fritager landets egne ledere for ansvar. Pointen er, at uden reformer, investeringer og bedre styring vil Pakistan forblive blandt verdens mest sårbare lande.
Klimaforandringer og social uretfærdighed
Klimaforandringer er gået fra at være en abstrakt trussel til en eksistentiel udfordring – især for fattige lande. Pakistan er et af de mest udsatte: I 2022 blev en tredjedel af landet oversvømmet, 33 millioner mennesker blev ramt og 1.700 mistede livet. Verdensbanken vurderede skaderne til omkring 30 milliarder dollars.
Germanwatchs Climate Risk Index placerer landet blandt de mest klimaramte i verden. Samtidig danner smeltende Himalaya-gletsjere farlige smeltevandssøer, som ifølge UNDP truer op mod syv millioner menneskers hjem og liv.
“Klimauretfærdighed fritager ikke for ansvar”
Ifølge analysen i Asia Times har Pakistan ofte fremhævet klimaretfærdighed som argument for at få støtte fra rige lande, men svag regeringsførelse, korruption og dårlig planlægning underminerer mange projekter. Analytikeren peger på eksempler som ukontrolleret skovrydning, dårligt reguleret byggeri og svigtende infrastruktur.
Budskabet er, at landet ikke kan nøjes med at kræve international finansiering – Pakistan må også selv investere i klimatilpasning og bæredygtig energi.
Klimafinansiering – en uforløst debat
Pakistan har længe krævet støtte gennem FN’s Loss & Damage-fond. Mange i landet føler, at verdenssamfundet ikke leverer de lovede midler, og frustrationen er stor (UNICEF).
Analytikeren advarer dog imod, at manglende finansiering bliver en undskyldning for passivitet – især når korruption og ineffektivitet gør, at eksisterende midler ikke udnyttes fuldt ud.
Civilsamfund og regionale erfaringer
Lokale NGO’er og hjælpeorganisationer har spillet en afgørende rolle i at håndtere oversvømmelserne og skabe klimarobuste løsninger. Ifølge analysen viser det, at befolkningen selv kan handle – også når staten svigter. Samtidig peges på, at nabolande som Bangladesh har taget større skridt i klimatilpasning – fx med kystsikring og varslingssystemer – og kunne tjene som forbillede.
Fremtiden kræver politisk vilje
Konklusionen i Asia Times er klar: Klimaforandringer er en uretfærdig byrde for Pakistan, men dårlig regeringsførelse er ikke en naturkraft. Landet må gribe i egen barm, styrke institutionerne og satse på vedvarende energi, hvis det vil beskytte sine borgere og reducere sårbarheden.
