24. apr.

Bliver man syg af at bo ved siden af et datacenter?

En lav, konstant brummen, der aldrig forsvinder. Søvnløse nætter, hovedpine og bekymringer om forurening. Flere steder i verden oplever naboer til datacentre, at den udbygningen af den digitale infrastruktur kan have en høj pris.

Jørgen Banke

Journalist

Geoffrey Moffett/Unsplash
Geoffrey Moffett/Unsplash

I takt med at vores digitale liv vokser, bliver datacentre en stadig mere synlig del af landskabet mange steder.

De placeres ofte tæt på byer og boligområder, hvor de fungerer som drivkraften i alt fra streaming til kunstig intelligens.

Udefra virker de måske anonyme, men indeni kører ofte tusindvis af servere døgnet rundt.

Det kræver kraftige kølesystemer, konstant energiforsyning og teknisk udstyr, som aldrig rigtig holder pause.

Den aktivitet kan have stor betydning for mennesker, der bor tæt på store datacentre.

Lydforureningen

Den mest udbredte gene er støj.

Vel at mærke Ikke i form af pludselige, høje lyd, men derimod en konstant, lavfrekvent brummen fra ventilatorer og køleanlæg.

I byen Haymarket i den amerikanske delstat Virginia har beboere i årevis klaget over netop denne type støj.

Den beskrives som ubønhørlig, fordi den ikke stopper og ofte kan mærkes tydeligt som vibrationer i kroppen. I Haymarket har fænomenet endda fået sit eget navn – “the Hum” – netop fordi det er en generende lyd, der konstant ligger i baggrunden.

Problemet med denne type støj er, at den ikke nødvendigvis umiddelbart virker voldsom, men at den over tid kan slide på kroppen.

Når hjernen aldrig får en pause fra lydpåvirkningen, kan det føre til en udpræget følelse af uro og manglende restitution.

Når søvnen forstyrres

En af de mest direkte konsekvenser viser sig i søvnen.

I Vineland i New Jersey har borgere fortalt, hvordan den vedvarende summen fra et nærliggende datacenter holder dem vågne om natten.

Selv en relativt lav lyd kan være nok til at forstyrre søvnrytmen, hvis den er konstant.

Over tid kan søvnforstyrrelser føre til en række uhensigtsmæssige konsekvenser som træthed, irritabilitet og øget stress – og i nogle tilfælde også mere alvorlige helbredsproblemer.

Server (Yuriy Vertikov/Unsplash)

Lignende oplevelser er rapporteret fra flere steder i USA, blandt andet i Texas, hvor naboer til datacentre og crypto-mining-anlæg har beskrevet hovedpine, koncentrationsbesvær og en vedvarende følelse af akut stress.

Det er symptomer, der ofte forbindes med langvarig støjpåvirkning.

Mere end bare støj

Selvom støjen ofte er det mest mærkbare problem, er det ikke det eneste problematiske aspekt ved datacenterdrift.

Datacentre kræver store mængder energi, og backup-systemer kan udlede forurenende stoffer.

I Sterling i Virginia har bekymringer således ikke handlet primært om støj, men også om mulige helbredseffekter fra udledninger.

I en anden sag omkring et AI-datacenter i det sydlige USA har kritikere kritiseret dets emissioner af blandt andet nitrogenoxider og formaldehyd – stoffer, der forbindes med luftvejssygdomme.

Derudover kræver kølingen af serverne ofte store mængder vand.

I områder som Haymarket har det skabt bekymring for, om det kan påvirke lokale grundvandsressourcer.

Når vandressourcer ændrer sig, kan det i sagens natur få konsekvenser for både mennesker, landbrug og dyreliv.

Læs også: Datacentrets pris: Når vores digitale liv kræver jord, strøm og CO2-regnskaber

Et ændret nærmiljø

For dem, der bor tæt på datacentre, er påvirkningerne af nærmiljøet multifacetterede.

Det er kombinationen af konstant støj, luftforurening og en oplevelse af, at omgivelserne fundamentalt har ændret karakter på en måde, så det ikke føles velegnet til menneske- og dyreliv.

Et område, der tidligere var stille, kan pludselig føles meget industrielt og decideret menneskefjendsk.

Datacentre bliver anset som en nødvendig del af den digitale infrastruktur, som mange af os umiddelbart oplever som immateriel og abstrakt.

Men AI, og digitalisering i det hele taget, har også en fysisk forankring, som ofte tydeligt kan mærkes lokalt.

Erfaringerne fra forskellige steder viser, at denne tilstedeværelse i nogle tilfælde påvirker både sundhed, trivsel og miljø – især når teknologien placeres tæt på mennesker og natur.

Det er en udfordring som lokalmyndighederne må tage seriøst.

Ellers kan det gå dramatisk for sig som vi har set i byen Festus i Missouri, hvor halvdelen af byrådet for ganske nylig blev stemt ud som en direkte konsekvens af deres datacenter-venlige politik.