09. jan.

Viking i teorien, charterturist i praksis

Danskerne elsker fortællingen om hygge og robusthed - men når vinteren bider, flyver mange væk. Sne fungerer som trigger og flyrejser som trøst.

Sara Holt

Redaktør

Flyver letter i snevejr
AI-genereret billede

Vejret er det mest omtalte emne i Danmark.

Og det er der god grund til.

Danmark er kendt for sit uforudsigelige og omskiftelige vejr. Det er noget, der kan spores dybt ind i vores kultur.

Om sommeren er udendørsområderne fyldt med glade danskere, fordi vi bare MÅ nyde solen, når den endelig er her. Vinteren står på hygge, som nærmest er blevet vores internationale varemærke. Og vikingen lever videre som forestillingen om danskeren, der ikke er bange for det barske vejr – hende, der stadig hopper på sin trofaste jernhest, uanset om det regner, blæser eller sner.

Men når alt kommer til alt, er det sidste billede lige så outdated som vikingen selv.

For danskerne flygter fra sneen. Og vi flygter langt væk.

Ikke med kælk eller tog. Men med fly.

Væk fra sneen – i en fart

Der skulle gå under 24 timer fra det første snefnug faldt, til tusindvis af danskere havde bestilt flyrejser til Gran Canaria, Mallorca og sågar Thailand.

Rejseselskabet Spies melder, at over 1.000 rejser er booket om dagen siden det første snefald fredag den 2. januar – alene hos dem.

Selvom nogle af rejserne, der bookes, er sommerferier, er en stor del af bookingerne rejser med meget kort udsigt.

“…vi ser i høj grad også danskere, der reagerer direkte på kulden. De booker som en slags trodsreaktion og finder afrejse inden for få dage eller uger. Det er dem, der ganske enkelt har brug for sol og varme – med det samme,” siger Sofie Folden Lund, presse- og kommunikationschef hos Spies.

Folk booker altså rejser til steder, hvor de kan komme væk fra snestorme og isglatte veje. Og det kan kun gå for langsomt.

Sneen bliver ikke bare et irritationsmoment, men en udløser. En trigger for endnu en flyrejse.

Med den rejselyst kunne man tro, at ingen havde været afsted i juleferien.

Men faktisk er julen blevet højsæson for charterrejser. Så også her havde flytrafikken travlt.

Pool fra oven

Hvordan kan danskerne rejse så meget?

Nogle sidder måske tilbage med spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der rejser, og hvordan de bare kan tage afsted med så kort varsel.

Til dels kan man undre sig over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre økonomisk, at så mange rejser ud.

Det står i skarp kontrast til den pressede økonomi, mange stod med op til jul, hvor ansøgningerne til julehjælp igen slog rekord.

Læs også: Ærgerlig rekord: Flere end nogensinde ansøger om julehjælp

Ifølge Danmarks statistik er indkomstuligheden i Danmark steget over tid.

Mens de laveste indkomster i stigende grad kæmper med faste udgifter, står de højeste indkomster for en stadig større del af forbruget på rejser og oplevelser.

Det betyder, at sneflugten ikke er et fælles fænomen, men i høj grad et privilegium.

Så er der den anden del af spørgsmålet. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre rent praktisk?

Skole og arbejde er lige startet op igen efter næsten to ugers samfundslukning, og nu vil nogle have pause igen?

Svaret kan findes i nyere rejsetrends – og især i højere fleksibilitet.

Meget tyder på, at de barnfrie skruer op for rejserne, især i ydersæsonerne. For eksempel havde Spies 73 procent flere bookinger på børnefrie voksenhoteller i 2025 end i 2023.

Solorejser er også blevet mere populære.

Samtidig er det blevet nemmere, og næsten normen, at tage arbejdet med på rejsen – i hvert fald for dem, der har mulighed for det.

Hele 51 procent af danskerne har arbejdet på en ferie, og næsten hver femte gør det ofte.

Det betyder, at rejsen ikke længere kræver ferie eller pauser i kalenderen. Den kan klemmes ind. Også midt i januar, når sneen falder.

I mellemtiden virker det ikke til, at flere rejser i ydersæsonerne betyder færre rejser i de klassiske ferieperioder.

Tværtimod er salget stigende for både fly- og rejseselskaber.

Arbejde på computer ved pool

Skal vi ikke have lov?

Kort sagt: nej. I hvert fald ikke hvis vi skal værne om klimaet.

Og det ‘nej’ er især rettet mod de hyppigt rejsende.

Dem, der skal væk i januar, fordi det er koldt. Rejse i marts, fordi det stadig er lidt koldt. Afsted i maj for at tage på ferie inden børnefamilierne starter. En fællestur i juli, fordi det er der, alle vennerne kan. Lige nå en sidste pause i august, inden arbejdet starter igen. Smutte væk i oktober, fordi efteråret er gråt og kedeligt. Og selvfølgelig lige udnytte juleferien i december.

Hver for sig virker rejserne uskyldige. Samlet set er de alt andet.

Vi har alle brug for en pause indimellem. Og de fleste af os kender lysten til at slippe væk fra kulden.

Det er fristende at tage flyveren og komme langt væk. Og mange af os bukker under.

Spørgsmålet er, om vi kan finde nye måder at rejse og tage pauser på, som foregår i Danmark – eller i det mindste tættere på.

Det omskiftelige vejr er frustrerende. Men det er også noget af det, der gør Danmark unikt.

Og netop sneen er noget af det, vi burde værne om – ikke flygte fra.

Måske kan vi blive bedre til at lukke for rejsesiderne og i stedet gribe kælk, halstørklæde og vinterjakke, mens vi stadig har muligheden.