10. jan.

Vand i kælderen – hvad stiller man op?

Kraftigere regn og hyppigere skybrud gør vand i kælderen til et voksende problem for mange boligejere. Men du behøver ikke stå magtesløs, når vejret viser tænder. Her får du overblik over, hvad du selv kan gøre for at forebygge og håndtere vand i kælderen.
Billede af Aldward Castillo (Unsplash.com)
Billede af Aldward Castillo (Unsplash.com)

I takt med at klimaet ændrer sig, oplever vi danskere mere ekstremt og omskifteligt vejr end tidligere.

Kraftige regnskyl, skybrud, stormflod og længere perioder med nedbør er ikke længere sjældne begivenheder, men noget mange boligejere må forholde sig til i hverdagen.

Det sætter byerne under pres, og kloakker og dræn bliver hurtigt overbelastede, når regnvandet ikke kan nå at sive væk hurtigt nok. I København blev der eksempelvis målt næsten 30 mm regn i løbet af en halv time under et dramatisk skybrud, hvilket førte til omfattende oversvømmelser af både gader og kældre.

Kommuner og myndigheder arbejder målrettet med klimatilpasning bl.a. for at sikre byerne mod oversvømmelser – ved at udvide regnvandsbassiner, etablere permeable belægninger og forbedre kloaksystemer.

Som privatperson er der dog også meget, du selv kan gøre for at beskytte din bolig bedst muligt mod vand i kælderen. Det er både godt for din boligøkonomi og for din sjælefred som boligejer.

Hvorfor kommer der vand i kælderen?

Der kan være flere årsager til, at vand trænger ind i kælderen:

  • Skybrud og kraftige regnskyl: Når kloaksystemer bliver overbelastede, kan spildevandet presses tilbage og løbe op i kælderen.
  • Stigende grundvand: Efter megen nedbør kan grundvandsspejlet stige, så vand presses op gennem revner eller utætheder i kældergulvet eller væggene.
  • Stormflod: Specielt i kystnære områder kan havvand trænge ind og oversvømme lavtliggende kældre.
  • Manglende vedligeholdelse: Utætte tagrender, forkert terrænfald ved huset og tilstoppede afløb kan også føre til, at regnvand ender tæt på fundamentet.

Uanset årsagen kan vand i kælderen føre til alvorlige skader, hvis det ikke håndteres hurtigt. Der kan opstå fugtskader, skimmelsvamp og skader på både bygningens konstruktion og dit indbo.

Derfor er forebyggelse og beredskab yderst relevant.

Forebyggelse – gode råd til at undgå vand i kælderen

Her er konkrete ting, du som boligejer kan gøre for at mindske risikoen for at få vand i kælderen – både på lang sigt og i mere akutte situationer med truende ekstremvejr.

1. Tjek og vedligehold afløb, tagrender og nedløbsrør

Fjern blade, snavs og andet, der kan forhindre, at regnvand ledes væk fra huset.

Sørg for, at tagrender og nedløbsrør er fri for tilstopning, så vandet kan føres ordentligt væk. Det er noget, mange af os glemmer at få gjort, men det er nødvendigt og ofte ret enkelt at klare.

2. Sørg for korrekt terræn omkring huset

Terrænet bør være skrånende væk fra huset, så regnvand naturligt løber væk fra kældervægge og fundamentet.

Hvis terrænet falder mod huset, kan det være en god idé at grave små kanaler, der har fald væk fra huset og derfor kan lede vand væk.

3. Installer tekniske løsninger som højvandslukke eller pumpe

Et højvandslukke forhindrer kloakvand i at løbe tilbage og op gennem afløbet i kælderen. Det er en effektiv løsning, hvis din kælder ofte har problemer med opsivning fra kloakken.

Andre tekniske løsninger er pumpebrønde eller indvendige pumper, som kan hjælpe med at pumpe vand væk i tilfælde af kraftig regn. Disse løsninger er dog ofte forholdsvis dyre at installere.

4. Luk overflødige afløb og utætheder

Hvis du har gulvafløb eller toilet i kælderen, som sjældent bruges, kan det være en god idé at få dem lukket af. Dette kan hindre, at fremmed vand trænger ind igennem disse punkter.

5. Hav beredskab klar ved varsel om skybrud

Når der er udsigt til skybrud, kan du gøre følgende:

  • Luk alle vinduer og døre – særligt kældervinduer.
  • Luk ventilationshuller i ydervæggene midlertidigt.
  • Flyt indbo væk fra gulvet, og opbevar værdier højt – som minimum i stueplan.
  • Hav eventuelt sandsække klar til at dæmme op ved døre, dørtrin og andre svage punkter.

Hvis ulykken alligevel er ude – hvad gør du?

Selv med de bedste forberedelser kan det ske, at der kommer vand ind i kælderen. I så fald gælder det om at reagere hurtigt:

  • Kontakt forsikringsselskabet med det samme, og bed om instrukserne i, hvordan du skal dokumentere og anmelde skaderne. Spørg hellere én gang for meget, end en gang for lidt. Hvis der er tvivl, så bed om at få få det hele på skrift, pr. mail.
  • Fjern stående vand hurtigt, fx med en dykpumpe, så fugtskader og skimmelsvamp undgås. Man kan både købe og leje dykpumper.
  • Sørg for god udluftning og tørring – fugtskader kan hurtigt udvikle sig til helbredsproblemer, hvis de ikke håndteres rettidigt.
  • Rens og desinficér kælderen grundigt, især hvis det har været kloakvand. Vær opmærksom på sundhedsrisici, hvis du fx skal håndtere indbo, som har været berørt af kloakvand.

Vær beredt

Effektiv håndtering af vandskader handler både om forberedelse før regnen kommer og hurtig, effektiv reaktion, hvis uheldet er ude. Ved at kombinere tekniske løsninger med praktiske tiltag omkring huset kan du nedsætte risikoen for vandskader væsentlig.

Samtidig kan det være en god idé at tale med sit forsikringsselskab om, hvad der er dækket, og hvilke krav der stilles for at vedligeholde forsikringsdækningen i forbindelse med vandskader. Det kan også være en god anledning til at genforhandle hele din forsikringsaftale.