De tætte, mørkegrønne skove, som engang dækkede store dele af Tyskland, er i dag mange steder forvandlet til grå og livløse landskaber.
I Harzen står tusindvis af døde granskelletter tilbage som tavse vidner om en krise, der rækker langt ud over regionen selv.
Siden 2018 har gentagne hedebølger og alvorlig tørke svækket træerne og samtidig åbnet døren for massive angreb af barkbiller.
Resultatet er et dramatisk skovtab – og en alvorlig udfordring for Europas klimaambitioner.
Traditionelt har tysk skovbrug været kendt for sin effektivitet og produktivitet, ofte baseret på store monokulturer af gran.
Denne model virkede bæredygtig og fungerede i årtier, men klimaforandringerne har afsløret dens sårbarhed.
Når én dominerende type træ rammes af tørke eller skadedyr, kan problemerne sprede sig med stor hast og hele skovområder kan kollapse på få år.
I Harzen er to tredjedele af træerne allerede døde, og lignende scenarier udspiller sig i store dele af Centraleuropa.
Svigtende kulstofdræn
Skove spiller en afgørende rolle som kulstofdræn og opsuger en betydelig del af den CO₂, mennesket udleder.
Men nye tal viser, at denne evne er kraftigt svækket.
Siden 2010 er den mængde kulstof, der optages af landarealer i Den Europæiske Union, faldet med omkring en tredjedel.
Det betyder, at klimamålene bliver stadig sværere at nå.
I Tyskland har barkbilleangreb og tørke endda ført til en midlertidig stigning i udledningerne, fordi døende træer frigiver kulstof i stedet for at lagre det.
Eksperter advarer om, at udviklingen går hurtigere end forventet og kan underminere nationale og europæiske klimamålsætninger.
Kan naturen bære klimapolitikken?
Udviklingen har pustet til en voksende debat blandt forskere, politikere og myndigheder: Hvor meget kan – og bør – man regne med naturen som et naturligt værn mod klimaforandringerne?
Kritikere frygter, at skove og andre økosystemer, som har evnen til at optage CO₂, bliver brugt som undskyldning for at slæbe fødderne og helt tiden udskyde udfasningen af fossile brændsler.
Klimaforskeren Johan Rockström advarer mod, at vi ligefrem kan havne i en paradoksal situation, hvor lande kan erklære sig klimaneutrale på papiret, mens de fortsat udleder store mængder CO₂ fra olie, kul og gas.
En mental og fysisk belastning for skovarbejdere
Midt i det hele står de mennesker, der arbejder i skovene.
I Harzen har skovarbejdere i årevis fældet syge og døde træer dag efter dag.
For mange har det været en psykisk belastning at se årtiers arbejde forsvinde på få sæsoner.
Stress og udbrændthed er blevet udbredt, efterhånden som omfanget af ødelæggelserne er vokset.
I stedet for blot at genplante gran har de regionale skovmyndigheder derfor nu valgt en ny tilgang.
De eksperimenterer med mere biodiverse skove, hvor bøg, eg, ahorn og gran vokser side om side.
Målet er at skabe mere robuste og alsidige økosystemer, der bedre kan modstå tørke, sygdomme og skadedyr.
Forskningen understøtter denne strategi.
Internationale studier viser, at artsrigdom reducerer risikoen for massive skovdødsfald under tørke og ekstreme vejrforhold.
Blandede skove er mindre sårbare end monokulturer og kan samtidig give mulighed for bæredygtig, selektiv skovdrift.
Et håb for fremtiden
Harzen har tidligere overlevet store ødelæggelser – fra minedrift og krige til syreregn i 1980’erne.
Men klimaforandringerne stiller nye og strengere krav.
En mere varieret skov kan ikke alene løse klimakrisen, men den kan gøre landskabet mere modstandsdygtigt og være med til at mindske risikoen for totale sammenbrud.
For skovarbejdere og lokalsamfund repræsenterer de unge træer også noget mere end klimatiltag.
De giver håb og en følelse af livslyst i genopbygningen.
Skovene vil tage årtier om at komme sig, men med biodiversitet som udgangspunkt peger fremtiden mod en mere stabil – og mere levende – skov.
