Efter år med usikkerhed, voksende milliardregninger og politisk tøven ser Energiø Bornholm nu ud til alligevel at blive en realitet.
En ny aftale mellem Danmark og Tyskland betyder, at tyskerne fremover betaler halvdelen af det statstilskud, der skal sikre strømmen fra de kommende havvindmøller i Østersøen.
Dermed bliver et af de mest ambitiøse energiprojekter i danmarkshistorien reddet, næsten på målstregen, og fremhævet som et symbol på europæisk samarbejde i en tid, hvor vi i Danmark har et mildest talt anstrengt forhold til både USA og Rusland.
Aftalen blev præsenteret på et topmøde i Hamborg af statsminister Mette Frederiksen og den tyske forbundskansler Friedrich Merz.
Begge betonede, at Energiø Bornholm handler om mere end den grønne omstilling.
Det handler mindst lige så meget om energisikkerhed i en tid, som er præget af geopolitisk uro og pres på Europas energiforsyning.
Også klimaminister Lars Aagaard har udtrykt glæde over aftalen.
“Det er vigtigt skridt i retning af et energiuafhængigt Europa med lavere energipriser, som er en hjørnesten for den europæiske industris konkurrencedygtighed. Man skal heller ikke være i tvivl om, at det er en fornuftig aftale for de danske forbrugere“, udtalte klimaministeren således om projektet i en pressemeddelelse.
Fra klimaplan til økonomisk hovedpine
Energiø Bornholm blev første gang lanceret i 2020 som en del af regeringens klimaplan.
Sammen med en kunstig energiø i Nordsøen skulle Bornholm fungere som knudepunkt for store mængder havvind, der via nye elkabler kunne forsyne både Danmark og Tyskland med grøn strøm.
Ambitionerne var høje.
Energiøerne skulle stå færdige omkring 2030 og i udgangspunktet være rentable i drift.
Men de økonomiske forudsætninger ændrede sig ret pludseligt.
Priserne på havvindmøller, kabler og transformerstationer voksede voldsomt af forskellige årsager, og tidsplanen begyndte derfor at skride.
Beregninger fra Energinet viste således i 2025, at alene kabler og transformerudstyr var blevet omkring 10 milliarder kroner dyrere end forventet.
Samtidig blev det klart, at Energiø Bornholm tidligst kan åbne i 2034 og formentligt først stå helt færdig i 2036.
Med et politisk loft på 17,6 milliarder kroner i statsstøtte og allerede afholdte udgifter på omkring 1,5 milliard kroner blev projektet i en periode derfor sat i bero.
Udviklingen udløste hård kritik.
Både de økonomiske vismænd og tænketanken Kraka vurderede på, at Energiø Bornholm var samfundsøkonomisk særdeles urentabel.
Kritikerne advarede mod, at staten risikerede at binde sig til et dyrt prestigeprojekt med meget begrænset økonomisk afkast.
Tysk medfinansiering ændrer regnestykket
Det er netop her, den nye aftale med Tyskland får afgørende betydning.
Ved at dele statstilskuddet til strømproduktionen mellem Danmark og Tyskland mindskes den danske økonomiske risiko betydeligt.
Samtidig bliver Energiø Bornholm et reelt tværnationalt projekt: For første gang betaler ét land for opsætning af vindmøller på et andet lands territorium.
Den tyske økonomi- og energiminister, Katherina Reiche, kaldte projektet for et “flagskib for europæisk samarbejde og et strategisk projekt for vores fælles sikkerhed” i en pressemeddelelse.
Læs også: Europas nye vindløfte er også et opgør med afhængigheden af amerikansk gas
Energiø Bornholm forventes at kunne levere strøm svarende til forbruget i omkring tre millioner husstande.
Op mod 200 store havvindmøller kan blive opført i Østersøen ud for Bornholm og koblet til både det danske og det tyske elnet.
De samlede anlægsomkostninger anslås til omkring 80 milliarder kroner, hvoraf hovedparten går til selve vindmøllerne.
Erhvervslivet har overvejende taget positivt imod aftalen.
Brancheorganisationen Green Power Denmark fremhæver, at Danmark med sine havarealer kan bidrage væsentligt til Europas grønne omstilling, mens Dansk Industri roser den mere fair fordeling af omkostningerne og opfordrer til en hurtig og omfattende udbygning af elnettet.
Debatten fortsætter
Selv med den tyske medfinansiering er debatten dog ikke slut.
Usikkerhed om de endelige omkostninger og projektets samfundsøkonomiske gevinst spøger fortsat.
Visse økonomer vurderer fx, at de økonomiske gevinster vil blive overskygget af højere skatteudgifter.
Netop fordi projektet berører så forskellige politiske områder som klima- og forsyningspolitik, samfundsøkonomi og forvaltningsprincipper er det svært at gøre alle tilfredse.
Det er altid svært at finde en løsning, som både er billig, sikker og grøn.
Derudover ved vi historisk, at store anlægsprojekter jævnligt overskrider både økonomiske budgetter og fastlagte tidsplaner.
Derfor er det er klart, at selve den praktiske implementering af aftalen i høj grad bliver der, hvor det skal vise sig, om alle de forskellige forventninger kan blive indfriet tilstrækkeligt, eller om projektet ender som en skuffelse.
Som vi har set i de seneste år, kan samfundsstemningen hurtigt ændre sig, og det, der bliver betragtet som fornuftig politik i dag, kan virke upopulært og anakronistisk i morgen.
Derfor må vi, om vi bryder os om det eller ej, vente og se tiden an, før vi fælder dom over projektet.
