Det er svært ikke at finde den aktuelle vejrsituation i USA en smule ironisk.
Blot som det virker til at Trump sætter dine Grønlands-ambitioner ned, bliver landet ramt af en markant kuldebølge.
Arktiske luftmasser er rykket langt mod syd og har sendt temperaturerne brat ned i et niveau, som normalt hører vinteren i Nordcanada og Grønland til.
Ifølge Reuters er omkring halvdelen af den amerikanske befolkning omfattet af vejradvarsler, efter at kulden har bredt sig fra Midtvesten og nordøst til dele af Syden og Golfkysten.
I storbyer som Chicago ventes temperaturer omkring minus 19 grader, mens vindkulden lokalt kan få det til at føles væsentligt koldere.
I de nordlige præriestater er kulden endnu mere ekstrem, og i stater som Texas har frost og is ført til undtagelsestilstande, lukkede veje og omfattende problemer for transport og energiforsyning.
Flyaflysninger, glatte motorveje og bekymringer om strømsvigt har præget hverdagen i områder, der sjældent oplever vedvarende vinterkulde.
En kulde, der bevæger sig det forkerte sted hen
Det usædvanlige ved kuldebølgen er ikke alene temperaturernes dybde, men også deres udbredelse.
Kulden rammer områder, hvor infrastrukturen i langt mindre grad er dimensioneret til frost, og hvor selv korte perioder med minusgrader kan få store konsekvenser.
Ifølge meteorologer skyldes situationen, at den polare vortex – den store cirkulation af kold luft omkring Nordpolen – er blevet forstyrret, så arktisk luft er trukket langt mod syd.
Det er et fænomen, der med mellemrum optræder, men som denne vinter viser sig med særlig styrke og geografisk rækkevidde.
Kulden kommer ikke som et isoleret lokalt vejrfænomen, men som en sammenhængende koldfront, der strækker sig over tusindvis af kilometer og rammer både tætbefolkede storbyer og landlige egne.
Når kulde bliver en del af klimafortællingen
Hver gang ekstreme kuldeperioder rammer, dukker det samme spørgsmål op i den offentlige debat: Hvordan kan frost og sne hænge sammen med en verden, der bliver varmere?
Klimaforskere understreger, at enkeltstående vejrhændelser aldrig kan bruges som direkte bevis for klimaforandringer.
Vejr og klima er ikke det samme, og variationer har altid eksisteret.
Men forskningen peger også på en mere kompleks sammenhæng.
Når Arktis opvarmes hurtigere end resten af kloden, kan temperaturforskellene mellem nord og syd blive mindre.
Det kan gøre jetstrømmen mere ustabil og øge sandsynligheden for, at kolde luftmasser slipper ud af deres normale vinterposition og bevæger sig længere sydpå.
Resultatet kan være mere ekstreme udsving – både i form af hedebølger og kuldeperioder.
Det betyder ikke, at kuldebølgen er skabt af klimaforandringer. Men den passer ind i et mønster, hvor vejret i stigende grad opfører sig mindre forudsigeligt.
Samtidig viser de langsigtede temperaturmålinger, at amerikanske vintre samlet set er blevet mildere over de seneste årtier, og at ekstreme varmeperioder forekommer oftere end ekstreme kuldeperioder.
Kulde som politisk modargument
I USA har vinterkulde i årevis haft en særlig plads i klimadebatten.
Når frosten bider, bliver den ofte brugt som et håndgribeligt modargument mod abstrakte kurver over global opvarmning.
Især republikanske politikere har tidligere fremhævet kolde vintre som bevis på, at klimakrisen er overdrevet eller politisk motiveret.
Klimapolitik er fortsat dybt polariseret, og ekstreme vejrhændelser – uanset om de er varme eller kolde – ændrer sjældent grundlæggende politiske positioner i Washington.
Kulden bliver i højere grad endnu et argument i en allerede fastlåst debat end et vendepunkt.
For de fleste amerikanere er kulden imidlertid mindre et ideologisk symbol og mere en konkret udfordring.
Den handler om frosne vandrør, usikre elnet og en hverdag, der pludselig bliver mere skrøbelig, når vejret afviger fra det normale.
Som en ironisk ramme falder kuldebølgen sammen med, at Arktis igen trænger sig på i den amerikanske offentlighed.
Ikke som et geopolitisk ønske, men som en fysisk realitet.
