09. jan.

Skibsstøj truer det arktiske dyreliv

Narhvaler lever i et af verdens mest stille have, men den ro er truet. Ny forskning viser, at skibsstøj i Arktis har værre påvirkning af hvalerne, end man tidligere troede. Spørgsmålet er, om menneskets handlinger er ved at overdøve havets liv.

Jørgen Banke

Journalist

Billede af Fernando Jorge (Unsplash.com)
Billede af Fernando Jorge (Unsplash.com)

I det kolde arktiske farvand ved Tasiujaq ud for Baffin Island har narhvaler i årtusinder kommunikeret gennem klik og fløjten.

Disse lyde er afgørende for deres overlevelse, da de bruges til navigation, fødesøgning og social kontakt. Men i takt med at skibstrafikken i Arktis tager til, bliver havet stadig mere støjfyldt – og det har alvorlige og potentielt vidtrækkende konsekvenser for havets dyr.

Ny forskning viser, at narhvaler stopper med at kommunikere eller flytter sig, når store skibe passerer. Det, der tidligere var et af verdens mest støjfri marinemiljøer, bliver nu gennemskåret af konstant larm og rumlen fra skibsmotorer.

Skibenes skjulte larm

Den største kilde til problemet er såkaldt undervandsstøj fra skibe. Når et stort fragtskib sejler gennem de arktiske farvande, skaber det ikke kun synlig aktivitet på overfladen, men også en massiv lydmur under vandet.

Især propellernes kavitation – millioner af små luftbobler, der kollapser – skaber kraftig støj, som kan høres over meget lange afstande.

Ifølge Alexander James Ootoowak, som har deltaget i forskningen, reagerer narhvalerne øjeblikkeligt. De stopper med at “synge” og kalde på hinanden – eller trækker sig helt væk fra området.

Forskningen viser, at effekten kan mærkes helt op til 20 kilometer fra skibet, hvilket er langt mere, end man tidligere havde antaget.

Havets dyr er afhængige af lyd

For hvaler, delfiner og mange fiskearter er lyd lige så vigtig, som syn er for mennesker. De bruger ekkolokalisering til at finde føde, orientere sig og undgå rovdyr.

Studier har tidligere indikeret, at spækhuggere i Stillehavet har svært ved at jage laks i områder med tung skibstrafik, og at nordatlantiske rethvaler oplevede lavere stressniveauer, da skibstrafikken midlertidigt stoppede efter 11. september 2001.

Marinebiologen Lindy Weilgart understreger i et interview med The Guardian, at ingen marine arter er immune over for støj. Derfor kan konsekvenserne af skibsstøjen også være meget mere omfattende, end vi på nuværende tidspunkt antager.

Kan problemet løses?

I modsætning til andre former for havstøj, som fx seismiske undersøgelser eller pæleramning ved havvindmøller, er skibsstøj et problem, der er oplagt at løse. Skibe har nemlig ingen funktionel fordel ved at larme. Tværtimod er støj ofte et tegn på energispild, eftersom det repræsenterer uudnyttet energi.

Ved at sejle langsommere, ændre ruter og designe mere støjsvage skibe kan støjen reduceres markant. Moderne propeldesign, bedre isolering af motorer og mere strømlinede skrog er nogle af de tekniske løsninger, som allerede findes.

I Canada har Echo-programmet ved Vancouver vist, at frivillige tiltag kan gøre en stor forskel. Her har man gennem frivillige hastighedsbegrænsninger og ruteændringer halveret støjen i vigtige orka-områder. Samtidig har man reduceret luftforurening og risikoen for kollisioner med havpattedyr.

Internationalt vokser presset for handling. En koalition af 37 lande vil ved Den Internationale Søfartsorganisations møde arbejde for strengere regler og fokus på støjsvag skibsdesign.

Arktis kræver særlige løsninger

Arktiske farvande er dog særligt udfordrende. Kulde, is og unikke lydforhold betyder, at støj kan forplante sig anderledes end i varmere farvande.

Derfor er lokal viden afgørende. Inuit-samfundene var de første til at observere narhvalernes følsomhed over for støj, og kombinationen af lokal viden og videnskabelig forskning har allerede ført til mere regulering i området.

Ifølge Ootoowak, der selv er inuit, er det vigtigt, at alle fartøjer – fra krydstogtskibe til fiskerbåde – tager ansvar. I narhvalernes lydverden betyder hver eneste motor noget.