PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer) er en betegnelse for en stor gruppe menneskeskabte kemiske forbindelser, som er blevet brugt i produktionen af mange industrielle og forbrugerprodukter.
PFAS har en række unikke egenskaber – de er både vand-, fedt- og smudsafvisende og ekstremt stabile.
Bagsiden af medaljen er til gengæld, at de ikke nedbrydes let i naturen. Derfor bliver de også kaldt ”evighedskemikalier”.
Der findes tusindvis af forskellige PFAS-stoffer, der over tid er blevet brugt i alt fra brandslukningsskum og tekstil-imprægneringsmidler til mademballage og industrielle processer.
Nogle af de bedst kendte er PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS.
PFAS er blevet et globalt miljø- og sundhedsproblem, fordi de kan ophobe sig i miljøet og i organismer, herunder mennesker, og fordi flere PFAS-stoffer er mistænkt for at have en række stærkt negative sundhedseffekter.
Hvor stammer PFAS fra?
PFAS forekommer i miljøet primært som følge af menneskelig aktivitet.
I Danmark har vi ikke udledt PFAS fra industriel produktion i særligt stor skala, men stofferne er alligevel blevet anvendt og udledt gennem diverse processer – ikke mindst brandslukningsskum har vist sig at være en betydelig kilde til PFAS-spredning.
Historisk har PFAS-holdigt brandslukningsskum således været brugt på brandøvelsespladser, lufthavne og andre steder, hvor brandøvelser jævnligt skal gennemføres.
Brug af disse skumtyper har resulteret i punktkilder med PFAS-forurening i jord og grundvand.
Siden 2024 har PFAS-holdigt brandslukningsskum været forbudt i Danmark, og pr. 2025 i hele EU.
Udover punktkilder kan PFAS også komme fra spredning fra forbrugerprodukter, spildevand og deponering af affald, hvor stofferne via nedsivning når jord og grundvand.
PFAS kan også transporteres langt via luft og nedbør, hvilket betyder, at de er fundet i miljøet også langt fra de oprindelige udsendelseskilder.
Endelig er der i stigende grad fokus på, at visse pesticider indeholder PFAS-aktive stoffer eller kan nedbrydes til PFAS-nedbrydningsprodukter som trifluoreddikesyre (TFA), som er meget mobile og kan lække til jord og grundvand.
Hvordan ender PFAS i dansk drikkevand?
Danmarks drikkevand produceres næsten udelukkende fra grundvand, som pumpes op af vandværker og distribueres til forbrugerne.
PFAS, der når grundvandet, kan derfor også findes i det vand, som vandværkerne indvinder.
Vandværkerne i Danmark analyserer i dag bredt for PFAS.
Ifølge data fra den offentlige JUPITER-database havde omkring 88% af de almene vandværker analyseret deres vand for udvalgte PFAS-stoffer (PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS) med detektionsgrænser ned til 2 nanogram pr. liter.
Kun ét enkelt værk viste overskridelser af grænseværdierne.
Når det sker, træffer forsyningerne ofte afhjælpende foranstaltninger, fx midlertidig lukning af boringer eller blanding med renere vand for at sænke koncentrationen af PFAS.
Derudover udføres der også målinger i mange grundvandsboringer, hvor PFAS kan være til stede i koncentrationer, der ikke nødvendigvis er relevante for drikkevand, men som er vigtige for at vurdere omfanget og spredningen af forureningen i miljøet.
PFAS’ sundheds- og miljømæssige perspektiver
PFAS kan ophobe sig i mennesker og dyr.
Der er videnskabelig dokumentation for, at nogle PFAS-stoffer kan påvirke immunsystemet, hormonbalancen og muligvis øge risikoen for visse sygdomme.
Netop deres vedholdenhed og udbredelse har medført, at mange forskningsmiljøer og myndigheder vurderer, at eksponering bør begrænses mest muligt.
Selvom de fleste danske drikkevandsboringer har PFAS-niveauer, som ligger under de officielle grænseværdier, gør de potentielle skadelige effekter, at allerede meget små fund kan udløse krav om overvågning eller regulering.
Hvad gør danske myndigheder for at beskytte drikkevandet?
Danmark har nogle af de højeste krav i verden til PFAS i drikkevand.
For summen af fire prioriterede PFAS-stoffer (PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS) må drikkevand ikke indeholde mere end 2 nanogram pr. liter (0,002 mikrogram pr. liter).
Derudover er der krav om test for 22 forskellige PFAS-stoffer med en samlet grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter.
Disse grænseværdier er fastsat med afsæt i sundhedsvurderinger, bl.a. fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som vurderer, hvad der kan tolereres uden at udgøre en sundhedsrisiko, især for børn.
Overvågning og håndtering
Vandværkerne er forpligtede til løbende at teste for PFAS i deres indvindingsboringer som led i drikkevandskontrollen.
Hvis der konstateres overskridelse af grænseværdierne, skal vandværket træffe afhjælpende foranstaltninger, indtil niveauet er under grænsen.
Derudover er der udarbejdet nationale handlingsplaner og retningslinjer for undersøgelse og oprensning af PFAS-forurening i jord og grundvand, herunder værktøjer til kortlægning og risikovurdering.
Regulering
Ud over drikkevandsregler har Danmark og EU indført en række reguleringer, som begrænser anvendelsen af PFAS i produkter.
Danmark har bl.a. forbudt PFAS i beklædning, fodtøj og visse imprægneringsmidler (fra 2025), og EU har vedtaget et forbud mod PFAS i brandslukningsskum.
Læs også: I dag træder forbud mod PFAS-tøj og sko i kraft
Der pågår også forhandlinger på EU-plan om et bredt PFAS-restriktionsforslag, som sigter mod gradvist at begrænse anvendelsen af mange tusinde PFAS-stoffer i en lang række anvendelser.
Kort sagt
PFAS er en kompleks og vedvarende udfordring for drikkevandskvaliteten i Danmark.
Netop de egenskaber, som gjorde PFAS populært, altså dets modstandskraft over for vand, fedt og smuds, gør PFAS utroligt svært at få bugt med.
Selvom danske analyser i dag sjældent viser overskridelser af de strenge grænseværdier, er PFAS-stoffer noget, som myndighederne tager meget alvorligt.
Derfor arbejder man løbende med både overvågning, forebyggelse og regulering for at beskytte det danske grundvand og for at sikre, at drikkevandet fortsat lever op til høje sundhedsstandarder.
