Da en stormflod i 2023 brød gennem et dige ved Præstøfjord, skete der på få timer det, som år med planer, forhandlinger og uenighed ikke havde kunnet realisere.
Vandet fandt sin egen vej ind over de lavtliggende arealer og skabte i praksis det vådområde, som længe havde været på tegnebrættet som et klima- og naturprojekt.
Det, der i årtier havde været genstand for komplicerede drøftelser mellem myndigheder og lodsejere, blev pludselig virkelighed.
Området havde i længere tid været udpeget som egnet til naturgenopretning og klimatilpasning.
Visionen var at give plads til vandet, reducere udledningen af CO₂ fra drænede lavbundsjorde og skabe nye levesteder for planter og dyr.
Samtidig skulle projektet fungere som en buffer mod fremtidige oversvømmelser.
Men vejen dertil var alt andet end enkel.
Ikke alle lodsejere ønskede at deltage, og modstanden gjorde det vanskeligt at samle den nødvendige opbakning.
Naturen brød igennem
Stormfloden ændrede forudsætningerne fuldkomment.
Diget gav efter, havvandet strømmede ind, og landskabet blev forvandlet.
Det, der før var marker og afgrænsede arealer, blev – muligvis permanent – et vådområde.
Naturen havde med voldsom kraft demonstreret, hvor sårbart området var, og hvor begrænset menneskets kontrol i virkeligheden kan være, når vejret for alvor viser tænder.
Efterfølgende er hændelsen i flere medier og pressemeddelelser blevet fremstillet som en slags ufrivillig hjælpende hånd til den grønne omstilling.
Hvor dialogen med lodsejerne havde været langstrakt og vanskelig, gjorde stormfloden det klart, at en fortsættelse af status quo ikke var realistisk.
Vandet havde gennemtvunget den forvandling, som det havde været svært at blive enige om.
Digebruddet banede vejen for projektet – ikke gennem kompromiser, men gennem naturens ustyrlige kraft.
Naturstyrelsens narrativ
Der ligger en stærk fortælling i denne måde at beskrive forløbet på.
Naturen bliver den afgørende aktør, som “overhaler dialogen”, som det hed i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen, og løser et problem, som mennesker ikke selv kunne finde en fælles løsning på.
Forvandlingen fremstår næsten som en slags prædetermineret nødvendighed, noget uundgåeligt, som blot ventede på at ske.
I det lys fremstår modstanden fra enkelte lodsejere som bagstræberisk og virkelighedsfjern – som om de stod i vejen for en udvikling, der under alle omstændigheder ville indfinde sig.
Her bliver det lidt kompliceret, for på en måde viste stormfloden jo, at det vitterlig var frugtesløst at kæmpe imod etableringen af det store vådområde.
I bagklogskabens lys virker den manglende enighed fra lodsejernes side ganske rigtigt lidt virkelighedsfornægtende.
Men på den anden side ved vi fra talrige eksempler fra historien, hvor galt det kan gå, når vi begynder at behandle politiske projekter som udtryk for en historisk nødvendighed.
Hvis udviklingen er ustoppelig, så er det med at komme af banen. Ellers bliver du kørt ned. Naturen overhaler dialogen.
Grøn Trepart og de vrangvillige lodsejere
Det har været en rød tråd igennem hele udviklingen af Grøn Trepart-aftalerne, at de er baseret på frivillighed.
Som vi har skrevet om tidligere, er der da også flere lodsejere, der allerede afviser de forslag, som er blevet dem forelagt.
Det er de i deres gode ret til. Ministeriet for Grøn Trepart har selv valgt, at samarbejdet skal være løst og baseret på frivillighed.
Problemet er bare, at frivillighed ikke harmonerer med historisk nødvendighed.
De to koncepter er meget svære at forene.
Når Naturstyrelsen i sin pressemeddelelse skriver:
“På få timer gennemtvang naturen selv den forvandling, som det i årtier havde været vanskeligt at blive enige om“, så klinger det unægtelig lidt deterministisk.
Man opnåede ikke enighed, men det gik alligevel, som det skulle…?
Netop her er det værd at standse op.
Når manglende tilslutning betegnes som et problem, der heldigvis blev løst af en stormflod, sker der en subtil forskydning i perspektivet.
Lodsejere, der tillod sig at være uenige, reduceres til en forhindring på vejen mod et højere mål.
Dialogen, som i et demokrati er selve metoden til at håndtere uenighed, bliver fremstillet som noget, der var i vejen – noget, naturen befriede os fra.
Forhåbentlig ikke symptomatisk
Hvis den tænkning er kendetegnende for de myndigheder, som nu skal ud og rent faktisk indgå aftaler med de lokale lodsejere, kan det blive svært at nå til enighed.
Der er ingen, der bryder sig om at få at vide, at det er frivilligt – men også nødvendigt – at de gør, som de får besked på.
Det er ganske simpelt ikke en god måde at forhandle på.
Man risikerer at ende i en situation, hvor nogle lodsejere siger fra i ren og skær protest, og så skal man så vente på, at der kommer en tornado og blæser deres gård væk, før man kan komme videre med projektet – sådan sat på spidsen.
Det første, man gør i en forhandlingsproces, er at etablere såkaldt common ground.
Men det er svært at gøre, hvis man samtidig udlægger lodsejernes modvilje som noget, der heldigvis kan løses af naturkatastrofer.
