Når skovene brænder, følger sygdommene

Når skovene i Amazonas går op i flammer, er det ikke kun træer, dyr og klima, der betaler prisen. Røgen sniger sig ind i lungerne hos millioner af mennesker, og sygdomme spreder sig, når balancen i naturen forsvinder. “When the forest burns, the sicknesses come,” siger en beboer i Acre, en brasiliansk delstat dybt i regnskoven, til The Guardian. Ordene matcher indholdet af et nyt, omfattende studie, som viser, at skovenes sundhed hænger direkte sammen med menneskers sundhed.

Forskerholdet bag undersøgelsen har analyseret to årtiers data fra 1.733 kommuner på tværs af otte lande i Amazonas-bæltet. De har koblet information om 27 forskellige sygdomme, sammen med satellitdata omkring skovdække, afbrænding og juridisk status for indfødte folks landområder.

Resultatet er klart: Der, hvor skovene står intakte, og hvor de indfødte har sikret ejendomsretten, er risikoen for både luftvejssygdomme og insektbårne sygdomme markant lavere.

Amazonas er verdens største regnskov og ofte beskrevet som “planetens lunger”. Den producerer fugt, regulerer nedbør og opfanger enorme mængder CO₂. Men for de 30 millioner mennesker, der bor i regionen, er skovene også et skjold mod sygdom. Når flammerne fortærer skoven, er det ikke kun klimaet, der lider – det er også menneskers helbred.

Brande, røg og sygdom

I mange tilfælde er brandene menneskeskabte. Landbrug og kvægdrift står for stor del af rydningerne, hvor skoven sættes i brand for at skaffe jord. Klimaændringer forværrer problemet: tørkeperioder bliver længere, temperaturerne stiger, og risikoen for, at ilden løber løbsk, vokser. Ifølge data fra Global Forest Watch og World Resources Institute blev 2024 et rekordår for tropisk skovtab, drevet af brande i Brasilien og Bolivia.

Røgen fra brandene indeholder fine partikler og giftige forbindelser, der kan trænge dybt ned i lungerne. Det øger risikoen for astma, bronkitis, hjertekarsygdomme og, i værste fald, for tidlige dødsfald. I de kommuner, der ligger tæt på brandområder, ses tydelige stigninger i hospitalsindlæggelser under år med mange brande. Og røgen bliver ikke på stedet – vindstrømme kan føre forureningen hundredvis af kilometer væk.

Men brande er kun én del af ligningen. Når skov ryddes, presses mennesker og dyr tættere sammen. Myg og andre insekter, der bærer sygdomme som malaria, chagas og leishmaniasis, får nye muligheder for at sprede sig. Studiet viser, at risikoen for disse sygdomme er lavere i kommuner tæt på velbevarede, juridisk beskyttede skove. Det betyder, at skovenes tilstand direkte former sygdomsbilledet for millioner af mennesker.

Indfødte folks rolle

En af de mest markante konklusioner i undersøgelsen er, hvor stor forskel indfødte folks jord gør. I de områder, hvor indfødte har klar og anerkendt ret til jorden, står skovene langt bedre bevaret. Og når skoven står, mindskes også sundhedsrisikoen.

Det er ikke tilfældigt. Mange oprindelige samfund har i århundreder udviklet skovforvaltningsmetoder, der sikrer biodiversitet og bæredygtig brug af naturressourcer. Når rettighederne tydeliggøres, er det sværere for landbrug og mineselskaber at trænge ind og skabe ødelæggelse. På den måde bliver juridisk ejerskab en nøgle til at bevare både økosystemer og menneskers sundhed.

Alligevel er rettighederne over skoven under pres. I flere af regionens lande forsøger regeringer og private aktører at svække beskyttelsen, åbne for udnyttelse og begrænse indflydelsen fra indfødte. Ifølge The Guardian er valgene i lande som Brasilien og Bolivia direkte afgørende for, om den juridske beskyttelse fortsætter, eller om presset på skovene vil stige yderligere.

Et spørgsmål om sundhed og politik

Studiet gør det tydeligt, at bevarelsen af regnskoven ikke kun er et spørgsmål om klima og biodiversitet. Det handler også om sundhedspolitik. Når skove forsvinder, stiger sundhedsudgifterne, og livskvaliteten falder. At beskytte Amazonas kan i mange tilfælde være billigere og mere effektivt end at behandle de sygdomme, som skovtab skaber.

Derfor rejser forskningen også et politisk spørgsmål: Hvilket ansvar har staterne for at sikre rettigheder, finansiering og håndhævelse? Og hvordan kan internationale aktører, fra EU til nationalstater, støtte arbejdet uden at underminere de indfødte folks rolle?

Amazonas’ skæbne er tæt forbundet med globale klimamål. Samtidig spiller internationale handelsstrømme ind: import af soja til dyrefoder eller oksekød fra Sydamerika skaber efterspørgsel på jord, der ofte skaffes gennem skovrydning. Derfor er det relevant at internationale spillere, såsom EU, at byde ind på, hvordan områderne kan sikres. Den debat er allerede i gang i EU, hvor nye regler kræver, at virksomheder kan dokumentere, at deres produkter ikke stammer fra ulovlig afskovning.

Hvad står på spil

Hvis afskovningen fortsætter, kan Amazonas nærme sig et såkaldt tipping point, hvor økosystemet ikke længere kan regenerere sig selv. Store områder kan ende som savanne i stedet for regnskov, og konsekvenserne vil være globale. Det vil forværre klimakrisen, ødelægge levesteder for hundredtusindvis af arter og øge sundhedsrisiciene for millioner af mennesker.

Hvis skovene derimod bevares og forvaltes bæredygtigt, kan de fortsætte med at være en kilde til liv – ikke blot for beboerne i regionen, men for hele verden. Studiet understreger, at valget mellem disse to scenarier i høj grad afhænger af politiske beslutninger og af respekten for de mennesker, der lever i og af skovene.

Mere end en fjern konflikt

For mange danskere kan Amazonas føles som et fjernt sted. Men konsekvenserne af skovtab og brand er alt andet end fjerne. De påvirker klimaet, som vi mærker herhjemme gennem hedebølger og mere ekstremt vejr. De påvirker biodiversiteten, som er grundlag for vores fødevaresystemer. Og de påvirker globale sundhedsforhold, som ingen lande er immune overfor.

Når skovene brænder, kommer sygdommene. Det er et billede på, at klimakrisen og sundhedskrisen hænger tæt sammen. Beskyttelse af Amazonas er derfor ikke bare en sag for Sydamerika – det er et globalt ansvar.