17. feb.

“Lovers Arch” kollapsede på Valentinsdag

En af Syditaliens mest ikoniske klippebuer styrtede sammen på Valentinsdag. Kollapset ved Adriaterhavskysten vækker både lokal sorg og en større debat om kysternes skrøbelighed i en tid med stigende havniveau og mere ekstremt vejr.

Sara Holt

Redaktør

Lovers Arch

En af Syditaliens mest fotograferede klippeformationer styrtede sammen på selve Valentinsdag.

Den ikoniske kalkstensbue Arco degli Innamorati ved kystbyen Vieste på Adriatic Sea kollapsede lørdag den 14. februar.

Billedet af den hjerteformede bue, som i årevis har været et romantisk vartegn i området, har cirkuleret på sociale medier og i rejsemagasiner.

Men nu er den væk.

Ifølge Reuters skete kollapset uden meldinger om tilskadekomne, og lokale myndigheder peger på naturlig erosion som den sandsynlige årsag.

Et naturikon forsvinder

Arco degli Innamorati eller på engelsk – Lovers Arch, var dannet af kalksten og formet gennem århundreders påvirkning fra bølger og vind.

Klippebuer som denne opstår, når havet langsomt udhuler svagheder i klippen.

Over tid kan taget blive så tyndt, at det til sidst giver efter.

Lokale embedsfolk har forklaret, at området omkring Vieste og Gargano-halvøen generelt er præget af skrøbelige kalkstensformationer, som løbende ændrer form.

Kollapset bliver derfor beskrevet som en naturlig proces – men timingen på Valentinsdag har givet hændelsen symbolsk vægt.

Naturlig erosion eller klimaforandringer?

Det er ikke første gang, at markante klippeformationer kollapser i Europa.

Flere steder i Middelhavet og langs Atlanterhavskysten har stigende havniveau og kraftigere storme sat gang i debatten om, hvorvidt klimaforandringer fremskynder erosionen af kystnære klipper.

Forskning fra blandt andet IPCC, peger på at stigende havniveau og mere ekstreme vejrhændelser kan øge presset på kystområder verden over.

I Middelhavsområdet forventes både havstigninger og ændrede stormmønstre i løbet af dette århundrede.

Det betyder ikke, at enhver klippebue, der styrter sammen, kan tilskrives klimaet.

Erosion er en naturlig og uafbrudt proces.

Men når ikoniske formationer forsvinder, bliver de ofte et visuelt symbol på større forandringer i landskabet.

Turisme og lokal identitet

For Vieste, som lever af turisme, er tabet mere end et geologisk fænomen.

Arco degli Innamorati har været en del af byens visuelle identitet og en magnet for besøgende, især par, der kom for at fotografere sig selv under buen.

Reuters beskriver, hvordan lokale beboere og turister har reageret med sorg og overraskelse.

Selvom området stadig rummer dramatiske klipper og strande, er det netop de særlige naturikoner, der ofte skaber fortællingen om et sted.

I en tid, hvor kystturisme er en vigtig indtægtskilde i Sydeuropa, rejser det også et bredere spørgsmål: Hvad sker der med de lokalsamfund, der bygger deres brand på naturfænomener, når naturen forandrer sig?

Et større billede

Kollapset af Arco degli Innamorati minder om, at naturens landskaber ikke er statiske kulisser.

De er i bevægelse.

Nogle forandringer sker langsomt og næsten umærkeligt.

Andre sker pludseligt og dramatisk – som da buen styrtede sammen på Valentinsdag.

I Danmark følger vi med i lignende diskussioner om kysterosion og kystsikring, hvor stigende havniveau og hyppigere storme allerede påvirker planlægningen i flere kommuner.

Selvom Middelhavets klipper og den jyske vestkyst ikke ligefrem kan sammenlignes, peger begge steder på det samme grundvilkår: Kysterne er dynamiske.

For de lokale i Vieste er det romantiske symbol væk.

Tilbage står klippevæggen og havet, som fortsætter deres langsomme arbejde.