Et nyt internationalt studie sætter tal og navne på en del af klimakrisen, der ofte omtales i generelle vendinger.
Ifølge forskerne kan omkring halvdelen af verdens samlede CO2-udledning fra fossile brændsler føres tilbage til blot 32 olie-, gas- og kulvirksomheder.
Opgørelsen peger på en markant koncentration af ansvar – og rammer ned i en global debat om, hvem der i sidste ende bør stå til regnskab for klimaskaderne.
Studiet er omtalt af The Guardian, som har gennemgået tallene og sat dem ind i en bredere politisk og historisk sammenhæng.
Analysen bygger på produktionsdata for fossile brændsler og viser, hvordan udledninger fra afbrænding af kul, olie og gas kan spores direkte tilbage til de virksomheder, der har stået for udvindingen.
Tallene dækker ikke alle former for klimabelastning, men den del, der stammer fra fossile brændsler.
Alligevel er omfanget opsigtsvækkende.
Ifølge forskerne bag opgørelsen står de 32 virksomheder for omkring 50 procent af den samlede CO2-udledning fra fossile energikilder siden den industrielle revolutions begyndelse.
Ansvar med navne på
Blandt de 32 virksomheder finder man også selskaber, der indgår i danskernes hverdag.
Et af dem er Shell, som fortsat driver benzinstationer i Danmark og sælger fossile brændsler til transportsektoren.
Et andet er Equinor, der leverer olie og gas fra Nordsøen til det europæiske marked – herunder Danmark – og dermed er en central aktør i den energi, der stadig bruges til opvarmning og industri.
Når udledningerne kan knyttes til konkrete selskaber, bliver klimakrisen ikke bare et systemisk problem, men også et resultat af beslutninger truffet af identificerbare aktører.
Forskerne understreger, at formålet ikke er at fritage forbrugere eller stater for ansvar.
Pointen er snarere, at produktionen af fossile brændsler ikke er en uundgåelig følge af efterspørgsel, men et aktivt valg.
Olie- og gasselskaber har gennem årtier investeret i ny udvinding, også efter at klimavidenskaben klart dokumenterede konsekvenserne af stigende CO2-udledning.
Når ansvaret koncentreres hos få virksomheder, udfordrer det den ofte gentagne fortælling om, at alle bidrager nogenlunde lige meget til problemet.
I stedet tegner der sig et billede af en industri, hvor relativt få aktører har haft enorm indflydelse på det globale udledningsniveau.
Industrien kendte konsekvenserne
Studiet føjer sig ind i en voksende mængde forskning, der dokumenterer fossilindustriens tidlige kendskab til klimarisici.
Interne rapporter og analyser fra flere store olie- og gasselskaber har tidligere vist, at virksomhederne allerede i 1970’erne og 1980’erne var klar over sammenhængen mellem CO2-udledning og global opvarmning.
Forskerne peger på, at netop den historiske viden er central for forståelsen af ansvar.
Klimaforandringerne er ikke alene et resultat af nutidens forbrug, men af beslutninger truffet over generationer.
Når virksomheder både har haft viden og fortsat udvidet deres fossile aktiviteter, skærpes spørgsmålet om ansvar yderligere.
Samtidig har flere af de samme selskaber i de senere år lanceret grønne strategier og klimaløfter.
Kritikerne peger på en grundlæggende spænding mellem disse udmeldinger og den fortsatte investering i ny fossil infrastruktur, som ifølge forskerne låser verden fast i høje udledninger i årtier frem.
Når fortidens udledninger rammer nutidens retssale
Opgørelsen offentliggøres på et tidspunkt, hvor klimasøgsmål vinder frem globalt.
Byer, stater og borgergrupper anlægger i stigende grad sager mod fossile selskaber med krav om økonomisk ansvar for klimarelaterede skader som oversvømmelser, hedebølger og stigende havniveauer.
Her spiller historiske emissionsdata en stadig større rolle.
Når udledninger kan kvantificeres og knyttes til konkrete virksomheder, bliver det lettere at argumentere for, at bestemte aktører har bidraget uforholdsmæssigt meget til problemet.
Ifølge Guardian-artiklen vurderer flere juridiske eksperter, at den type dokumentation kan få afgørende betydning i kommende retssager.
Presset kommer ikke kun fra domstolene.
Også investorer og pensionskasser stiller i stigende grad krav til virksomhedernes klimahåndtering.
Studier som dette gør det vanskeligere for fossile selskaber at fastholde, at ansvaret udelukkende ligger hos forbrugere eller politikere.
Er det her, klimaregningen ender?
Spørgsmålet er, hvad den nye viden i praksis kommer til at betyde.
Kritikere advarer mod, at et ensidigt fokus på enkelte virksomheder kan overskygge behovet for bredere systemforandringer.
Energisystemer, infrastruktur og politiske rammer spiller fortsat en afgørende rolle for, hvordan fossile brændsler produceres og anvendes.
Omvendt peger forskerne bag studiet på, at netop koncentrationen af ansvar kan være en styrke.
Hvis en relativt lille gruppe aktører står for en så stor del af udledningerne, kan målrettet regulering, beskatning eller juridisk ansvar potentielt få stor effekt på kort tid.
Studiet ændrer ikke ved, at klimakrisen er global og kompleks.
Men det bidrager til en debat, der bliver stadig mere presserende: Om den grønne omstilling i højere grad bør handle om at stille dem til ansvar, der har haft størst indflydelse på kursen – og størst økonomisk gevinst af den.
