Forstyrrende protestaktioner – fra kunstsabotage til blokering af trafikken – er blevet et velkendt værktøj for klimaaktivister. Ifølge ny forskning fra Københavns Universitet virker det – måske. De opsigtsvækkende aktioner øger nemlig, forståeligt nok, befolkningens opmærksomhed på klimaforandringer.
Der følger dog også en risiko med: De samme aktioner kan få folk til at tage afstand fra de konkrete politiske tiltag, som aktivisterne ønsker gennemført.
Det viser et nyt studie af adjunkt Clara Vandeweerdt fra Institut for Statskundskab, der undersøger effekten af klimaprotester i medierne.
Forstyrrende aktioner virker – på godt og ondt
Klimaaktivisme antager mange former, men forstyrrende protester har i stigende grad fanget mediernes – og offentlighedens – opmærksomhed. Det kan være menneskeblokader på motorveje, afbrudte kulturelle begivenheder eller aktioner mod kunstværker.
I sit studie “The Activist’s Trade-off: Climate Disruption Buys Salience at a Cost” dokumenterer Clara Vandeweerdt, hvordan eksponering for sådanne aktioner kan øge folks opmærksomhed omkring klimaproblemer. Der er dog også et potentielt ret uheldigt aspekt at tage højde for.
Et paradoksalt bagslag
Studiet viser nemlig, at den øgede opmærksomhed, som klimaaktionerne medfører, ikke nødvendigvis er positiv.
Vandeweerdt peger på et konkret eksempel fra sit studie: Aktivister, der protesterede mod nye motorvejsbyggerier i Danmark.
“Det ene eksempel, som jeg har brugt i min forskning, handler om aktivister, som vil forhindre, at der bliver bygget flere motorveje i Danmark. Men man kan se, at folk, der har set den protestaktion, faktisk i højere grad vil støtte op om byggeri af motorveje“, forklarer hun i en pressemeddelelse til Ritzau.
Studiet viser således en paradoksal virkning: Klimaforandringer fylder mere i folks bevidsthed, men aktivisternes konkrete budskaber vinder ikke nødvendigvis opbakning. Faktisk tværtimod.
Hvad påvirker hvad?
Metodisk bygger studiet på to eksempler:
- en dansk motorvejsblokade
- en afbrydelse af en tv-transmitteret snooker-kamp i Storbritannien
Deltagerne i eksperimentet blev opdelt i to grupper. Begge grupper blev bedt om at give deres bud på, hvilke samfundsproblemer er mest presserende. Kun den ene gruppe blev forelagt information om klimaprotestaktioner først. I denne gruppe var deltagerne 10-19 procent mere tilbøjelige til at vurdere klimaet, som et vigtigt samfundsproblem, end deltagerne i kontrolgruppen, der ikke blev præsenteret for informationer om klimaprotester, før de gav deres svar.
Kan det betale sig?
Hvis forstyrrende protester både giver opmærksomhed og risiko for bagslag – hvad bør aktivister så gøre?
Ifølge Vandeweerdt afhænger svaret af en strategisk afvejning:
“Når aktivister skal beslutte, om de skal lave en forstyrrende protest, en fredelig protest eller helt lade være med at protestere, skal de overveje det her trade-off mellem opmærksomhed og risikoen for backlash,”
udtaler hun, og uddyber:
“Men det kunne jo være interessant at finde ud af, om der findes måder at gennemføre protestaktioner, hvor man kan hæve opmærksomheden, men undgå modreaktionen. Man kan selvfølgelig lave ikke-forstyrrende aktivisme. Det har ikke nogen backlash-effekt, men vi kan også se, at det stort set ikke får nogen opmærksomhed“
Er der noget nyt ved det?
Man kunne måske mene, at forskningsresultaterne næsten er indlysende. Hvis man laver postyr, får man opmærksomhed, og det er ikke altid positiv opmærksomhed. Det er vel noget nær en universal regel for alle menneskelige interaktioner…
Vandeweerdt forsøger forsigtigt at drage nogle overordnede konklusioner om, at backlash-effekten ofte er begrænset, men eksemplet med motorvejsprotesterne, viser jo med al tydelighed, at der sagtens kan være scenarier, hvor man vitterligt styrker sin politiske modstander ved at agitere for sin sag. Det er i øvrigt ikke ligefrem nogen ny idé, at indsatser kan have uønskede konsekvenser. Det minder lidt om den såkaldte Streisand-effekt.
Fornuft fremfor forskning?
I bund og grund er der nok ikke så meget ved de overordnede forskningsresultater, som man ikke kunne have sagt sig selv. Alt andet lige, kan det være hjælpsomt for folk der arbejder med klimaaktivisme at se konkrete udnersøgelser herpå, for at kunne vælge den mest effektive løsning fremover.
Hvis du beder en flok mennesker læse en artikel om en klimaprotest og så bagefter beder dem forklare, hvilke samfundsproblemer, de er mest optagede af, så er de mere tilbøjelige til at nævne klimaet. Der er meget andet forskning inden for psykologi, der indikerer lignende mekanismer, fx såkaldt “anchoring“. Samtidig er det psykologiske felt også belastet af den såkaldte replikationskrise, hvilket gør det hele endnu mere mudret.
De fleste af os kan genkende eksempler på reklamekampagner eller politisk spin, som giver bagslag. Det er en risiko man løber, når man vil sætte fokus på et kontroversielt emne. Det virker tvivlsomt, at man skulle kunne kvantificere et videnskabeligt trade-off-punkt, hvor man opnår maksimal opmærksomhed og samtidig sikrer, at folk tager godt imod éns budskab.
I stedet for at prøve nærmest at definere en optimeret formel, kan klimaaktivisterne overveje at tænke i mere kreative løsninger, som ikke i så høj grad er drevet af personlig indignation, men har det formål at skabe overvejende positiv opmærksomhed. Der må da være mange måder, man kan forstyrre dagligdagen på, uden at ødelægge ting og forhindre almindelige mennesker i komme til og fra arbejde?
I udlandet har der fx været eksempler på aktivisme, som fik medieomtale, men ikke berørte almindelige menneskers daglige liv. Gad vide, om ikke den type aktivisme bedre sikrer opbakning fra den brede befolkning?
