I løbet af de seneste årtier er store dele af det islandske landskab blevet dækket af et hav af lilla blomster.
Nutkalupinen, der oprindeligt blev indført fra Alaska i 1940’erne for at bekæmpe jorderosion, har bredt sig langt mere aggressivt, end nogen dengang forestillede sig.
I dag er planten både blevet et nationalt symbol og en kilde til dyb splittelse, fordi den betragtes som invasiv og truer landets skrøbelige økosystemer.
Fra jordforbedring til invasion
Da Hákon Bjarnason første gang bragte frø fra Alaska til Island, skete det ud fra et ønske om at genopbygge landets udtærede jordbund.
Store områder af den mørke, vulkanske jord blev hvert år blæst i Atlanterhavet af kraftige storme og regnskyl – og efterlod dermed kun ufrugtbar jord.
Nutkalupinen, som både binder nitrogen i jorden og kan etablere sig på næringsfattige arealer, blev set som et mirakelmiddel. Frø blev uddelt gratis på tankstationer, og islandske borgere blev opfordret til at så dem, spredt over hele landet.
Dengang kendte man hverken til begrebet “invasive arter” eller til de økologiske konsekvenser af artsintroduktioner.
Resultatet blev derfor et ukontrolleret eksperiment i stor skala. Siden har lupinen fundet vej til fjeldsider, moser, lavamarker og endda beskyttede naturområder – og den spreder sig fortsat uden menneskelig hjælp.
Populært blandt turister
Selvom den økologiske bekymring vokser, er begejstringen over lupinmarkerne ikke til at tage fejl af. Hver sommer strømmer turister og lokale til de lilla landskaber for at tage billeder.
Lupinerne er blevet et visuelt kendetegn for Island i højsommeren, og lokale fotografer som Leszek Nowakowski fortæller, hvordan besøgende ligefrem planlægger deres rejser efter blomstringsperioden.
For mange er lupinerne med til at skabe den overvældende æstetik, som sociale medier elsker: dramatiske vandfald, gletsjere og fjelde omkranset af farverige blomster. Par vælger lupinmarker som baggrund for bryllupsbilleder. Lupinen er i den grad blevet en del af Islands brand – ikke mindst i turistindustrien.
Biodiversitetens pris
Bag den idylliske overflade gemmer sig imidlertid en problematisk historie.
Ifølge islandske forskere har lupinen udviklet sig til en invasiv art, der i stigende grad udkonkurrerer hjemmehørende planter og ændrer jordbundens struktur.
Selvom planten i 2017 blot dækkede omkring 0,3 % af landet, forventer forskere, at dækningen vil tredobles inden næste officielle vurdering i 2027. En undersøgelse anslår endda, at lupinen på længere sigt kan brede sig til næsten en sjettedel af hele Island – hjulpet på vej af et stadig varmere klima.
Plantens økologiske konsekvenser er komplekse. Den forbedrer ganske vist næringsindholdet i udtømt jord, men i processer, der påvirker naturlige plantesamfund negativt.
I nogle bjergområder har udbredelsen af lupin – på bekostning af dybtliggende, hjemmehørende rødder – svækket jordens stabilitet og i enkelte tilfælde været forbundet med øget risiko for jordskred. Som økolog Guðrún Óskarsdóttir udtrykker det i et interview med The Guardian:
“At reetablere vegetation med lupiner er som at fikse en tandpine med en sten. Det virker, men du ødelægger meget andet i processen.”
Kan udviklingen vendes?
Selvom lupinens dominans i nogle få områder ser ud til at aftage, når et tykt omslag etablerer sig, vurderer forskerne, at dette kun vil ske begrænset og langsomt. På landsplan er det for sent at udrydde planten fuldstændigt.
Der findes ingen nationale kontrolprogrammer af betydning, og indsatserne er i bedste fald sporadiske.
Botanikeren Pawel Wasowicz beskriver problemet som et klassisk eksempel på gode intentioner med uforudsete konsekvenser.
Ingen i 1940’erne kunne forudse klimaforandringerne eller den globale bevidsthed om invasive arter, vi har i dag. Derfor står Island nu i et dilemma mellem naturbevarelse og kulturel kærlighed til blomsten.
Det mest realistiske scenarie er at begrænse lupinens fremmarch i særligt sårbare og biodiversitetsrige områder.
Forskere forventer, at bestanden vil stabilisere sig over tid, men hvilken pris landets økosystemer betaler i mellemtiden, er det åbne spørgsmål.
Hvor meget forandring vil Island acceptere?
I sidste ende handler debatten om mere end blomster. Den handler om, hvor meget menneskelig påvirkning vi som samfund accepterer i naturen – selv når resultatet er smukt.
Lupinerne har utvivlsomt givet Island et ikonisk og turistvenligt udtryk, men samtidig truer de netop den natur, besøgende kommer for at opleve.
Som Wasowicz udtrykker det: “Når du ser lupinerne i juni, er det virkelig smukt. Men hvor meget forandring er du villig til at acceptere? Og hvad kommer efter? Det er problemet.”
