Englands vandindustri står midt i en tillidskrise. På trods af årtiers kritik for manglende investeringer, stigende forurening og en generel forværring af miljøtilstanden har de private vandforsyningsselskaber siden 2017 udstedt grønne obligationer for hele 10,5 milliarder pund. Det skriver The Guardian.
Det strider imod intentionen med grønne obligationer. Det er meningen, at grønne obligationer skal finansiere projekter med gavn for miljøet – eksempelvis klimatilpasning, udbygning af vedvarende energi, reduktion af drivhusgasser og forbedringer af vand- og spildevandssystemer. Til gengæld får selskaberne adgang til billigere lån og kan markedsføre sig på en grønnere profil overfor investorerne.
Klimapolitiske paradokser
Ifølge Unearthed, der er en del af Greenpeace, har især Anglian Water og Thames Water stået for en stor del af Englands grønne obligationsudstedelser. Anglian har udstedt obligationer for 3,5 mia. pund, mens Thames Water – der i forvejen kæmper for økonomisk overlevelse – står for 3,1 mia. pund. Alligevel viser miljømyndighedernes seneste rapporter, at den samlede miljøindsats i sektoren er blevet ringere i løbet af det seneste år. Udledningen af spildevand til floder og kyster fortsætter, og der er stadig massive problemer med overløb, utætte systemer og utilstrækkelig behandling af spildevand.
Kritikere, såsom organisationen River Action, kalder situationen ”Green washing på steroider”. Deres argument er, at vandvirksomhederne henter milliarder fra investorer i klimaets navn, mens deres forældede infrastruktur fortsat udleder forurening og presser natur og lokalsamfund. Ydermere har Thames Water undladt at offentliggøre de obligatoriske rapporter, der skal dokumentere de grønne obligationers miljøeffekt – og det i to år i træk. Selvom rapporteringerne ikke er juridisk påkrævede, er de branchens egen standard, og fraværet forstærker mistanken om, at de grønne midler ikke skaber de lovede resultater.
Samtidig forsøger Thames Water at få lempet miljøkravene i op til 15 år som del af et økonomisk redningsforslag.
Hvordan kan en virksomhed både udstede grønne obligationer og samtidig argumentere for, at dens miljømål ikke kan opfyldes, lyder kritikken.
Vandkrisen i England i et bredere perspektiv
Englands problemer med vand og forurening hænger naturligvis ikke kun sammen med selskabernes adfærd. De er del af en større europæisk tendens: vandressourcerne er under pres. Ny forskning fra University College London, baseret på to årtiers satellitdata, viser, at store dele af Europa – især Syd- og Centraleuropa – er i overhængende fare for at komme til at mangle drikkevand. Spanien, Italien, Frankrig, Schweiz, Tyskland, Rumænien og Ukraine oplever en tydelig nedgang i deres samlede ferskvandsreserver. Dele af Storbritannien viser samme tendens.
I Storbritannien er situationen asymmetrisk: Den vestlige del af landet bliver generelt vådere, mens Østengland bliver tørrere. Tendensen forstærkes år for år. Det er netop i den østlige del, at store dele af befolkningen – op mod 70 % i Sydøstengland – får deres drikkevand fra grundvandet. Når regionen både får flere tørre somre, hyppigere skybrud (som giver mere overfladeafstrømning end egentlig nedsivning) og en kortere periode til genopfyldning af grundvandet, bliver forsyningen mere sårbar.
På europæisk plan viser data desuden, grundvandsindvindingen er steget, selv om det samlede vandforbrug er faldet, blandt andet på grund af stigende efterspørgsel på drikkevand og landbrugsproduktion. Vand, og især rent drikkevand, er en begrænset ressource – og i en tid med klimaforandringer bliver kampen om den stadig mere intens.
Når vandmangel møder profitfokuserede selskaber
Den privatiserede vandsektor har i årtier været kritiseret for at prioritere aktionærernes afkast over nødvendige investeringer. Kritikere mener, at de grønne obligationer har gjort det muligt for virksomhederne at fremstå ansvarlige, mens de reelt fortsætter en forretningsmodel, der presser miljøet og forværrer fremtidens vandmangel.
Samtidig forudsiger forskere, at England kan stå over for alvorlige vandrestriktioner allerede næste sommer, hvis vinterens nedbør udebliver. Miljøstyrelsen vurderer endda, at tørken kan fortsætte ind i 2026. Alligevel investeres der kun langsomt i mere bæredygtige løsninger som vandgenbrug, grønnere byplanlægning og modernisering af infrastrukturen – tiltag, der kunne mindske presset på ressourcerne her og nu.
En svær situation
På den ene side underminerer greenwashing og usikker drift tilliden til, at vandindustrien faktisk leverer de lovede miljøforbedringer. På den anden side viser de europæiske satellitdata, at vandmangel hurtigt kan blive et meget konkret samfundsproblem.
Det er svært for udenforstående at forstå, hvad det overhovedet er “grønt” ved en obligation, der udstedes af et firma, der har svært ved, eller slet ikke kan, leve op til nuværende miljøkrav. Når man læser om situationen i England kunne man næsten få det indtryk, at obligationernes egentlige formål er det stik modsatte af intentionen; de ender med at finansiere en udvikling, der i praksis vil belaste miljøet og potentielt kan destabilisere store dele af samfundet, hvis det først går rigtig galt.
I Danmark står kommunerne for 2/3 af Danmarks samlede vandforsyning. Størstedelen af de private vandforsyningsselskaber er forbrugerejede. Alle vandforsyningsselskaber af en vis størrelse, private såvel som offentligt ejede, er underlagt vandsektorloven. Vi er derfor i en politisk anderledes situation end England og vores forsyningsselskaber er underlagt væsentligt strengere driftskrav.
