Er den grønne trepart på vej fra politiske planer til konkrete, praktiske tiltag – eller bryder aftalen sammen, når den møder virkeligheden?
De 23 lokale grønne treparter har nu afgivet deres bud på fremtidens grønne Danmark.
Nu begynder den afgørende fase, altså den faktiske implementering.
Der er ingen tvivl om, at ambitionerne er historisk store: De indbefatter bl.a. omfattende omlægning af landbrugsjord til natur, reduktion af kvælstofudledning og massiv skovrejsning.
Men aftalen hviler på samarbejde og frivillighed, så derfor er den pr. definition skrøbelig.
Man har tidligere fremhævet frivilligheden som en styrke, hvilket giver god mening i planlægningsfasen.
Det er altid nemmest at lægge planer, som ikke er bindende.
Det kræver til gengæld, at det lykkedes at sikre vedvarende opbakning fra alle involveredes side, og det er selvsagt en stor udfordring.
Den selvsamme frivillighed, som har drevet planlægningen, kan nemt stå i vejen for udførelsen.
Hvad er den grønne trepart?
Den grønne trepart er en bred aftale indgået i sommeren 2024 mellem regeringen, flere politiske partier og centrale organisationer, bl.a. Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.
Aftalen administreres politisk af Ministeriet for Grøn Trepart, med Jeppe Bruus som ansvarlig minister.
Hele ministeriets formål er at sikre, at der bliver indgået en trepartsaftale.
Ambitionerne er som sagt store, og aftalerne dækker områder som vandmiljø, kvælstofregulering, begrænsning af CO₂-udledninger og bæredygtig landbrugsproduktion.
Samarbejdet førte i første omgang til Aftale om et Grønt Danmark og senere til en politisk aftale om Implementering af et Grønt Danmark i november 2024.
Det er netop denne plan for implementering, som skal omsættes til virkelighed nu.
Lokal skepsis
Netop her melder problemerne sig da også.
Der er allerede en vis skepsis blandt dele af landbruget.
Ifølge lektor Martin Lehmann fra Aalborg Universitet er der således “ingen garanti for, at det bliver gennemført”, som han formulerer det i et interview med Politiken.
Hvis landmændene vender ryggen til, risikerer hele projektet at gå i stå – eller ende i dyre og langstrakte ekspropriationssager.
Det er der tilsyneladende nogen, der allerede er ved at gøre.
“Det har taget overhånd, og det virker ikke som noget, der er gennemarbejdet. Det er som om, at de bare har skulle finde et område“, udtaler en landmand fra Roskilde således til Politiken.
Faktisk er det gået så skævt i Roskilde, at Landbrug & Fødevarer og Roskilde Kommune har udarbejdet et såkaldt forståelsespapir, hvoraf det fremgår, at landbruget ikke kan bakke op om planen for skovrejsning i Roskilde Kommune.
Har man skubbet problemerne foran sig?
Eftersom Ministeriet for Grøn Trepart har den ene formål at sikre en aftale, kan man let få den mistanke, at der måske i praksis har været lige lovlig meget fokus på, at få aftalen til at se fornuftig ud på papiret.
Der er en masse politikere og embedsmænd, som har en en meget konkret interesse i at sikre en aftale – men som ikke nødvendigvis har samme interesse i at sikre, at den faktisk bliver implementeret effektivt.
Det er et velkendt problem fra organisationsteori, at det er svært at sikre, at alle parter i en given organisation har samme, overordnede interesser.
Eksempelvis inden for projektstyring er det simpelthen nødvendigt med en styregruppe, der sikrer, at projektejeren ikke leverer en umulig “løsning”, fordi vedkommende forsøger at overholde sit budget og sine deadlines og gerne vil have færdiggjort sit projekt.
Det er ganske banalt og lavpraktisk, men ikke desto mindre en udfordring, som enhver organisation, stor som lille, må tage alvorligt.
Fra aftale til handling
Nu skal man selvfølgelig heller ikke være overdrevent pessimistisk, og der er jo fortsat generel opbakning fra både erhvervsliv, interesseorganisationer og myndighederne til grøn trepart-samarbejderne.
Man må håbe, at det lykkes at sikre den lokale opbakning i et sådant omfang, at vi får givet Danmark et rigtigt, grønt løft.
Et så omfattende samarbejde, som bygger på frivillighed, vil næsten pr. automatik fejle på enkelte områder, og måske er det i virkeligheden grund til optimisme, er der er så relativt begrænset modstand fra landbruget.
Der er jo tale om potentielt store indgreb, så det ville være overraskende, hvis ingen gjorde modstand.
Det vil under alle omstændighederne vise sig i løbet af 2026 om – og hvordan – planerne kan realiseres. Vi følger spændte med her på redaktionen.
